LIVEBLOG

Trump kommer ind på Grønland-aftale: USA får permanent kontrol over sikkerheden

I denne liveblog kommer vi med opdateringer relateret til den amerikanske interesse i Grønland. 

Offentliggjort
  • Trump kommer ind på Grønland-aftale: USA får permanent kontrol over sikkerheden

    Thomas Veirum

    Donald Trump kommer også ind på aftalen med Grønland i sin tale:

    - Som jeg annoncerede fredag, har vi nået en aftale om det store og strategisk vitale stykke land kendt som Grønland, siger Donald Trump om aftalen med Danmark og Grønland.

    Ifølge Trump giver aftalen USA permanent kontrol over sikkerheden i Grønland.

    – Vi får den fulde mulighed for at gøre det nødvendige for at forsvare det amerikanske kontinent, lyder det fra Trump.

    Han siger videre, at USA straks vil gå i gang med at udvikle en stor militær tilstedeværelse i Grønland.

    Ifølge præsidenten vil aftalen også beskytte Europa.

  • Embedsmænd følge Trumps tale tæt

    Oscar Scott Carl

    Grønlandske og danske embedsmænd følger intenst med i Trumps tale inden underskrivelsen af aftalen.

    Nu skal mange måneders hårdt arbejde om aftalen det sidste stykke over målstregen.

  • Trump taler i FN: USA er stærkere end nogensinde før

    Thomas Veirum

    USA's præsident har indledt sin tale i FN.

    Han indleder med at rose USA's position og resulater, siden han blev præsident:

    - Amerika er tilbage og vores land er stærkere end nogensinde før, siger Donald Trump.

    Trump fortsætter med at sige, at flere amerikanere arbejder end nogensinde før, og fattigdommen har nået historisk bundniveau, lyder det fra Trump.

  • Trump ankommet til FN-bygning

    Thomas Veirum og Trine Juncher

    USA's præsident Donald Trump er ankommet til FN-bygningen i New York omkring kl. 12.45 grønlandsk tid.

    Donald Trump gik ved ankomsten over til pressen sammen med sin hustru Melania Trump og sagde, at han var glad for at være her, og så opdagede han en CNN-journalist. som løb med præsidentens opmærksomhed:

    – Hvorfor er du her? Jeg troede ikke du var interesseret i at følge mig. Du sagde, du ikke ville følge mig. CNN skulle ikke være her. Men jeg vil sige, at det er en ære at være her i dag, lød det blandt andet fra præsidenten ved ankomsten.

    Ifølge planen skal Donald Trump tale til forsamlingen i FN kl. 12.55.

    Det ser dog ud til, at den plan ikke holder helt, da Brasiliens præsident skal tale inden Trump, og han er endnu ikke påbegyndt sin tale i skrivende stund omkring kl. 12.50.

    Det er forventet, at underskriftsceremonien med Grønland og Danmark skal finde sted omrking kl. 13.30 eller 13.40 umiddelbart efter Donald Trumps tale.

    USA's præsident Donald Trump er netop ankommet til FN's bygning, hvor han skal være en af talerne til generalforsamlingens åbning.
  • Ni eksemplarer underskrives i dag

    Oscar Scott Carl

    Det er i FN bygningens medieforbunds presserum, at der om 1,5 times tid skal skrives under på aftalen mellem Grønland, Danmark og USA.

    Der underskrives i alt 9 eksemplarer, så hvert land har ét på grønlandsk ét på dansk og ét på engelsk.

    Efter underskrivelsen vil der være en godkendelsesproces i parlamenterne i først Grønland dernæst Danmark, hvor aftalen skal stemmes igennem endeligt.

    Det grønlandske flag, Erfalasorput, står bag podiet, hvor der skal skrives under på aftalen senere i dag.
  • Naalakkersuisut på vej til FN-bygning

    Kassaaluk Kristensen

    Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), er på vej til FN’s bygning sammen med statsminister Mette Frederiksen og den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

    Her skal FN’s generalforsamling åbnes omkring kl. 12, og USA’s præsident Donald Trump er blandt talerne under åbningen.

    Senere på dagen, kl. 13.40 grønlandsk tid, sker underskriftsceremonien mellem USA, Grønland og Danmark, hvor præsident Donald Trump, Jens-Frederik Nielsen og Mette Frederiksen skal stå for underskrivelsen.

    - Vi stod sammen, da det var sværest. Vi står sammen i dag. Vi er klar til dagen. Og til fremtiden, skriver Múte B. Egede på Facebook, lige før politikerne ankom til FN-bygningen.

    Sermitsiaq følger med i underskrivelsen.

    Jens-Frederik Nielsen sammen med Mette Frederiksen og Múte B. Egede.
  • Sara Olsvig om aftale: Djævelen ligger i detaljen

    Thomas Veirum

    Sara Olsvig er tidligere forkvinde i ICC International og har desuden lavet en ph.d.-afhandling om Grønlands udenrigspolitik med fokus på forholdet til USA.

    I en længere opdatering på Facebook beskriver Olsvig, hvad hun vil holde særligt øje med i den nye aftale med USA.

    Det gælder blandt andet NATO’s fremtidige rolle og USA’s muligheder for vetoret i visse forhold:

    – Jeg vil nøje holde øje med, om aftalen løfter forsvarssamarbejdet ud af en NATO-kontekst, eller om det forbliver inden for rammerne af alliancen, skriver Sara Olsvig og fortsætter:

    – Det er værd at bemærke, at den amerikanske præsident har meldt ud, at det ikke vil medføre omkostninger for USA, selvom den militære tilstedeværelse vil blive øget. Jeg vil derfor også nøje undersøge, om den øgede forsvarsmæssige tilstedeværelse vil være dansk/europæisk eller amerikansk, samt om aftalen vil omfatte investeringer på områder som undergrundsressourcer eller andet erhvervsliv.

    Sara Olsvig er også spændt på, om den nye aftale giver USA vetoret – enten i forhold til, hvem der må være militært til stede i Kalaallit Nunaat, eller hvem der må foretage investeringer.

    Hun understreger, at djævelen ligger i detaljen:

    – Indtil videre tyder udmeldingerne fra alle tre regeringer på en mulig win-win-win-løsning. Ikke desto mindre ligger djævelen i detaljen, og først når vi har set selve aftaleteksten, vil det stå klart, om – og i givet fald hvor store – kompromiser der er indgået på vegne af det grønlandske folk.

    Se hele Sara Olsvigs analyse på hendes Facebook-side.

  • Grønlandsrelaterede aktier stiger efter nyhed om aftale

    Thomas Veirum

    Flere aktier med relation til Grønland er mandag skudt i vejret. Stigningerne kommer efter at Donald Trump fredag afslørede, at USA vil indgå en aftale med Danmark og Grønland om blandt andet amerikansk militær tilstedeværelse.

    Ritzau skriver, at i forbindelse med den amerikanske børsåbning går Greenland Energys amerikansknoterede aktie til vejrs med 127 procent, mens Greenland Mines-aktien tager et spring på 136 procent.

    Aktien hos Critical Metals Corp, der udvinder sjældne jordarter i Grønland, løftes også med 33 procent.

    Også Grønlandsbanken har en god dag på børsen i København, hvor bankens aktie er noteret. Her er aktien stedet med 7,24.

  • Múte B. Egede holder møde med Polens udenrigsminister

    Kassaaluk Kristensen

    Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, Múte B. Egede skal i dag mødes med Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski i New York.

    Det bliver det første møde mellem de to parter.

    Naalakkersuisoq vurderer, at mødet kan munde ud i et tættere samarbejde:

    – Grønland har allerede store økonomiske interesser i Polen, i og med at Royal Greenland har arbejdspladser placeret i Polen.

    – Men Polen er også en af de store spillere i det europæiske samarbejde. Og på den måde er Polen en af de lande, hvor vi mener giver mening at have et tæt strategisk samarbejde, siger Múte B. Egede.

    Polen er en af de første lande, der i januar lavede statement omkring støtte til Grønland.

    Múte B. Egede skal senere på dagen mødes med syv arktiske stater, i det der kaldes A7-møde.

    Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), holder møde med Polens udenrigsminister Radosław Sikorski. Her drøftes muligheder for tættere samarbejde.
  • Trump deler nyt billede med Grønland

    Thomas Veirum

    USA's præsident Donald Trump har søndag delt et billede, hvor præsidenten kigger ned over en del af kloden, hvor Grønland er tydelig.

    Teksten til billedet er: His Hemisphere (på dansk: Hans halvkugle).

    Trump deler billedet forud for, at han i denne uge ventes at underskrive en aftale med Danmark og Grønland.

    Ifølge Donald Trump betyder aftalen blandt andet, at ingen af USA's modstandere nogensinde vil kunne etablere en base eller have militær tilstedeværelse i Grønland eller foretage følsomme investeringer, uden USA's udtrykkelige skriftlige godkendelse. Aftalen er dog endnu ikke lagt frem, men ventes underskrevet i denne uge.

  • Naalakkersuisut-medlemmer ankommet til New York

    Thomas Veirum

    Jens-Frederik Nielsen (D) og Múte B. Egede (IA) er nu ankommet til New York, forud for at Jens-Frederik Nielsen i den kommende uge skal underskrive en aftale med USA og Danmark.

    Jens-Frederik Nielsen hilser ved ankomsten på Jacob Isbosethsen, der er repræsentationschef ved den grønlandske repræsentation i USA.
  • Erik Jensen: Jeg er tryg ved indholdet

    Kassaaluk Kristensen

    Siumuts medlem af Inatsisartut, Erik Jensen, reagerer nu på det fortrolige aftaleudkast mellem USA, Grønland og Kongeriget Danmark om forsvar og sikkerhed i Grønland og Arktis.

    Erik Jensen skriver i et opslag på Facebook, at han er tryg og ikke bekymret, efter at være blevet orienteret om udkastet. Han roser samtidig Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA) for håndteringen af arbejdet.

    Han understreger, at aftalen fortsat er fortrolig, og at han derfor ikke vil kommentere indholdet, før den er offentliggjort.

    Jensen opfordrer samtidig til, at Naalakkersuisut får arbejdsro, og at debatten bygger på fakta frem for rygter og udokumenterede oplysninger.

    – Grønlands fremtid skal afgøres af grønlænderne selv, og vi har alle et ønske om, at vores selvbestemmelse og landets grænser respekteres.

    – Vi har brug for internationalt samarbejde og sikkerhed – men beslutninger om Grønland skal ikke træffes uden Grønlands deltagelse. Det er vores land og vores fremtid, det handler om, skriver Erik Jensen.

    Han oplyser, at Siumut har opfordret Naalakkersuisut til at informere borgere og Inatsisartut omkring indholdet af aftalen og at der arbejdes intenst på det.

  • Naalakkersuisut-medlemmer er på vej til USA

    Thomas Veirum

    Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), er på vej til New York.

    Det fortæller han på Facebook. I New York ventes Jens-Frederik Nielsen at underskrive aftalen med USA og Danmark i forbindelse med FN's generalforsamling i den kommende uge.

    Jens-Frederik Nielsen skriver, at han på vej over atlanten tænker på borgerne i Grønland:

    – Det har været en svær tid for mange herhjemme, og jeg ved, at der har været både bekymring og frygt for, hvad der skulle ske med vores land. Det har jeg taget meget alvorligt.

    Formanden for Naalakkersuisut giver udtryk for, at han håber, at der nu kan komme mere ro omkring Grønland.

    – Vi skal passe godt på Grønland, stå sammen om det, der betyder mest, og holde fast i, at vi skal mødes med respekt. Det ansvar tager jeg med mig til New York.

    Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), er med Jens-Frederik Nielsen på turen til New York:

    – Nu tager jeg afsted til USA. Med Grønland i hjertet og vores folks fremtid for øje. Vi står fast på, at vores fremtid er vores egen, skriver Múte B. Egede på Facebook om turen.

    Den danske statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen meldes også på vej til USA. Det skriver Ritzau og TV2.

  • Macron om aftale: Netop det vi bad om

    Ritzau

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, glæder sig over aftalen mellem Grønland, Danmark og USA.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    - Jeg konstaterer, at den danske suverænitet respekteres, at folkeretten respekteres, og at det er netop det, vi bad om. Så det er en god ting, siger Macron under et besøg i det franske oversøiske territorium Saint-Pierre og Miquelon.

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er positiv omkring ny aftale mellem Grønland, Danmark og USA.
  • Amerikansk olieselskab reagerer på aftale

    Thomas Veirum

    Olieselskabet Greenland Energy Company, der søger efter olie i Østgrønland, hilser den annoncerede aftale mellem Grønland, Danmark og USA velkommen.

    Selskabet mener, at aftalen vil skabe større klarhed om forholdet mellem de tre lande:

    – En aftale, der fastslår det grønlandske folks ret til selv at bestemme sin egen fremtid og skaber større klarhed om det langsigtede forhold mellem de tre lande, vil mindske den geopolitiske usikkerhed og skabe et mere stabilt grundlag for private investeringer i Grønland.

    – Vi ser frem til at føre vores efterforskningsprojekt videre gennem tilladelsesprocessen, lyder det fra bestyrelsesformand i Greenland Energy Company Larry Swets i en pressemeddelelse.

  • Wangenheim retter særlig tak til Motzfeldt

    Hanna Hviid

    Anna Wangenheim (D), naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, udtrykte tidligere glæde over den ventede aftale mellem USA, Grønland og Danmark.

    Nu skriver hun igen et opslag på Facebook, denne gang for at rette en særlig tak til en bestemt person.

    - Vivian Motzfeldt er en kvindelig politiker, som har gjort det til et kendetegn for sit arbejde at bidrage til at udvikle vilkårene for grønlændere med udgangspunkt i vores kultur og opdragelse.

    - Jeg har allerede takket vores dygtige mænd, men jeg vil også gerne rette en særlig tak til denne kvinde.

    Wangenheim fremhæver det pressemøde i Washington i januar, hvor Vivian Motzfeldt talte på grønlandsk og henvendte sig direkte til den grønlandske befolkning.

    - Det var et tydeligt skridt mod at blive mødt med respekt som ligeværdige. Også i denne tid har det været med til at ændre vores historie.

    Hun skriver, at Motzfeldt er en politiker, man kan være stolt af.

    På pressemødet i januar sagde Vivian Motzfeldt:

    - Kære landsmænd, jeg ved, at I alle er med mig, og selv om det har været en spændende dag for os alle, kan jeg sige, at mødet var godt. Drøftelserne var baseret på gensidig respekt.

    Vi er enige om at vi skal være fremsynede i vores fremtidige aktiviteter.

  • Naaja Nathanielsen glæder sig over aftale med USA

    Ritzau

    Det er glædeligt, at Danmark, Grønland og USA er nået til enighed om en ny aftale, der ventes at blive underskrevet i næste uge.

    Det siger det grønlandske folketingsmedlem Naaja Nathanielsen (IA).

    - Det er en rigtig, rigtig god nyhed, siger hun.

    Fredag aften meddelte USA's præsident, Donald Trump, at en aftale mellem de tre lande er på trapperne.

    Nathanielsen hæfter sig først og fremmest ved, at både den danske og grønlandske regering lægger vægt på, at aftalen respekterer Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse, tilføjer hun.

    - Det er vigtigt for tilliden til aftalen og den grønlandske befolknings tryghed, at de røde linjer ikke er blevet overskredet, siger hun.

    Ifølge USA's præsident, Donald Trump, indebærer aftalen, at USA får permanent kontrol over sikkerhed i Grønland.

    USA vil med det samme begynde at opbygge sin militære tilstedeværelse i Grønland, skrev præsidenten på Truth Social fredag aften.

    Aftalens nærmere indhold er ikke blevet bekræftet af hverken den danske eller grønlandske regering.

  • Skilt i Nuuk: Vågn op Jens og Mette

    Hanna Hviid

    Tæt ved Katuaq hænger et skilt med teksten: ”Det er selvmord!! Hvis vi skriver under på aftalen med USA. Vågn op Jens og Mette.”

    Ifølge DR er det Jens Erik Kjeldsen, der har hængt skiltet op. Han har tidligere protesteret mod Trump og USA’s tilstedeværelse i Grønland.

    - Det er det rene selvmord, hvis han får lov til at gøre, hvad han vil i Grønland, for at tilfredsstille USA's behov, siger han til DR.

    ”Det er selvmord!! Hvis vi skriver under på aftalen med USA. Vågn op Jens og Mette," står der på skiltet.
  • Aftale er en stor sejr, siger ambassadør

    Hanna Hviid

    Kenneth A. Howery, som er amerikansk ambassadør i Danmark, skriver på det sociale medie X, at aftalen er en stor sejr for USA, Danmark, Grønland og alle Nato allierede.

    - Jeg ser frem til at samarbejde med partnere og venner i hele Kongeriget Danmark for at implementere denne historiske aftale og styrke sikkerheden og forsvaret i Arktis for kommende generationer.

    Han deler den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubios, opslag, hvor han skriver, at aftalen er en kæmpe sejr for USA og det amerikanske folk.

  • Dansk forsvarschef ønsker ikke at kommentere

    Ritzau

    Danmarks forsvarschef, Michael Hyldgaard, vil ikke kommentere på den bebudede aftale mellem Grønland, Danmark og USA.

    Men i relation til Danmarks samarbejde med USA i forsvarsalliancen Nato vil det fortsætte som hidtil.

    Det siger den danske forsvarschef på et pressemøde lørdag eftermiddag i forbindelse med et møde i Natos militærkomité i København.

Powered by Labrador CMS