Storfanger med 11 kummefrysere

Da Tobias Ignatiussen var 14 år, tog hans far ham ud af skolen. Meget mod knægtens vilje. Men der var ingen vej udenom. Han skulle være fanger.

– Min far sneg mig ud af skolen. Det var jeg ikke så glad for. Jeg ville gerne lære mere. Jeg lærte meget sent at skrive og læse. Jeg var 12 år. Vi boede i Kulusuk, og her fik vi en meget dygtig lærer. På 5 måneder lærte han mig en masse. Verden åbnede sig for mig, husker Tobias Ignatiussen.

Hjemme i hans store hus i Tasiilaq står omkring 1.000 bøger. Alle på grønlandsk. Der er de klassiske romaner af Otto Sandgreen og Christian Rosing. Men også udenlandsk litteratur oversat til grønlandsk.

-Jeg læser alt! Siger han med begejstring i stemmen.

Det var en sorg, da boghandelen i Nuuk lukkede. For Tobias plejede at købe en ordentlig stak bøger, når han kom til hovedstaden.

Friheden

I dag er han taget den lange vej til København. Det er ikke hver dag, at en østgrønlandsk storfanger indtager hovedstaden. Tuppiarti, som de kalder ham derhjemme, er rejst i 3 dage for egen regning for at fortælle om livet som fanger på Arktisk Festival, Københavns Universitet og hos DIS for amerikanske studerende i Danmark. Folk er strømmet til foredragene. Næsten 500 mennesker har hørt den 66-årige fanger fortælle om et liv med dybe rødder i det gamle samfund.

– Jeg elsker mit liv som fanger. Friheden! Om jeg fortsætter, indtil jeg er 99, er svært at sige. Men pensionist – nej ikke lige nu! siger han med et stort smil.

– Så længe jeg kan styre båden, bliver jeg ved mange år endnu. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg elsker livet. Jeg vil gøre alt for at fortsætte med at være fanger.

Dog med et par moderne bekvemmeligheder. Efter at have kørt hundeslæde siden han var en lille knægt med et par hunde foran sin børneslæde, er han nu begyndt at køre med snescooter. Wroom! Han kan lide lyden af hestekræfter.

Konstant på jagt

Han har stadig omkring 14 slædehunde, som han holder i form med turistkørsel.

Kajak mestrer Tobias Ignatiussen naturligvis. Men slidgigt i knæene gør det svært at kante sig ned i det spinkle fartøj. Han skal have tilpasset sin kajak.

Tobias Ignatiussen er en af de sidste aktive fangere, der har levet et traditionelt nomadeliv gennem barndom og ungdom. Konstant på farten efter fangstdyrene i det vidtstrakte Østgrønland. Som forfædrene har gjort det i tusindvis af år.

Samtidig er han også en moderne nomade. En verdensmand, som indtager scenen overalt med maskulin udstråling og charme. En flot mand, der har let til latter. Selvom hans ord må den træge vej gennem en tolk, holder han publikum i sin hule hånd. De lytter til hans ord og sluger fotograf Carsten Egevangs smukke billeder af Tobias i aktion med sin riffel.

Lækre sælluffer

Som storfanger med 11 fyldte kummefrysere mangler han ikke våben. Han har fra barns ben lært altid at sørge for rigeligt med forråd til trange tider og holde udstyret i tiptop stand. Men da Tuppiarti var dreng, måtte de 5 brødre deles med faderen om en riffel. De led ingen nød. For de var på konstant rejse efter kød. Medbringende alle deres ejendele. Men indimellem kunne sulten gnave ved dårligt vejr.

I dag svulmer Tobias Ignatiussens 11 kummefrysere af alke, tejster, mattak, isbjørnekød, sæl. Der er rosenrod i spæk. Tørrede fisk og tørret kød på stativ uden for familiens hus.

Fermenterede sælluffer – let rådne, om man vil - er hans yndlingsspise.

Tobias Ignatiussen smiler bredt:

– Jeg spiste dem hver dag som ung. Uden sælluffer var jeg aldrig vokset.

Små sæler, som har ligget i solskin i foråret og blevet rådne på den lækre måde, er en anden yndlingsspise.

– Der er dansk mad i butikken. Men den gør mig ikke rigtig mæt, siger han.

Han skyder omkring 200 sæler om året. Tidligere kom han op på 500. Skindene sælger han for 400 kr. stykket.

Skal folk i Tasiilaq have konfirmation eller barnedåb, kan de altid købe lækkerier hos Tobias. Han husker også at dele ud til andre, når han har god fangst.

Døden lurer

Tobias blev født på vinterbopladsen Umivik, et par hundrede kilometer fra Tasiilaq. Det var et lillebitte sted med blot en håndfuld familier.

En tid holdt de til i Iddilivardiid, hvor de kun boede to familier.

– Vi var afsondret fra omverdenen i 11-13 måneder. Vi måtte klare os selv. Der var ingen telefon. Ingen læge eller sygeplejerske.

I dag bor Tobias mere fast med sin familie, hustruen Silpa og to plejebørn. Derudover har han 3 børn fra et tidligere ægteskab. Men nomaden i ham lever stadig. Som fanger bevæger han sig nogle gange flere hundrede kilometer væk i jagten på sæl.

Tobias Ignatiussen ejer 4 huse i Tiilerilaaq, hvorfra hans kone kommer. Derudover har han familiens bolig i Tasiilaq. Han har 3 både. Fritid er der ikke meget af.

– Der er hele tiden noget, som skal repareres. Som fanger er det meget vigtigt at passe godt på sit udstyr.

Det ligger i blodet. Han lærte det som barn af faderen. Han lærte jagt, at samle forråd, og passe godt på.

– Jeg er altid meget forsigtig. At være fanger er farligt. Døden lurer altid lige om hjørnet.

Isbjørn

Da han var 16, skød han sin første isbjørn.

-Jeg var på sæljagt. Pludselig opdagede jeg bag mig en isbjørn. Jeg var spændt. Nu må jeg ikke lave fejl. Men bjørnen flygtede ud i vandet. Jeg skød den gennem hovedet, og skyndte mig hjem til min far. Der kom en masse og hjalp med at trække isbjørnen på land.

Teenageren blev dagens mand. Siden har han skudt mange bjørne. Hvor mange vil han ikke ud med. En storfanger praler ikke, indskærpede faderen.

– Du skal være flittig og gå meget på fangst. På den måde bliver du dygtigere og dygtigere. Lad være med at tro på dem, der går og praler med, at de er fangere. De tjener sjældent ret meget, sagde min far.

– Da jeg var ung, var det folk med fast arbejde, som tjente penge. Men min far mente, der var fremtid i fangererhvervet.

Det har altid været farligt. Men klimaforandringer har gjort det mere risikofyldt. Tynd eller manglende havis gør det svært at jage om vinteren. Tidligere var der is i oktober. Nu er det december, fortæller Tobias Ignatiussen. Tidligere kom sommeren i juni. I dag er det allerede i maj.

De klimatiske omvæltninger gør faget endnu mere krævende.

– Men der er masser af dyr stadigvæk, siger Tobias Ignatiussen.

– Sælerne er bare længere væk fra land. Vi fangere indretter os efter forholdene.

Fangst og turisme

Tobias Ignatiussen kombinerer fangst med turisme. Han sejler turister ud i sin båd. Samtidig holder han skarpt øje med sæler og isbjørne. De er alle turisters yndlingsmotiv.

 – Tobias kender hver en vig i Tasiilaq-området. Hans speciale er at finde isbjørne, fortæller Line Kristiansen. Hun er Tobias Ignatiussens samarbejdspartner. Sammen driver de turistvirksomheden Sermilik Adventures.

De tager turister med til fjerne steder som bygden Isertoq i jagten på det store dyr. Turisten skal opleve en rigtig fanger på arbejde.

Deres kunder er turister fra hele verden, USA, Schweiz, Tyskland. Ja, selv så langt væk som Emiraterne finder eventyrlystne vej til Østgrønland.

Turisterne oplever naturen tæt på, ofte i telt. Er vejret dårligt, bor de i et af de huse, som Tobias Ignatiussen og Line Kristiansen ejer.

Det er gået godt med turismen i Østgrønland i mange år. Men det store problem lige nu er den manglende flyforbindelse fra Island. Der er kun fly om sommeren.

– Politikerne glemmer hele landet både mod nord og øst. Tunu bliver behandlet som bagsiden. De regerer landet, som om der var 3 millioner indbyggere. Der er masser af bureaukrati. Det er alt for svært at drive forretning og dyrt at låne penge for os i Østgrønland, siger Line Kristiansen. Og Tobias Ignatiussen nikker.

– Alt skal igennem Nuuk i dag. Tidligere havde vi mange rejsende, som fløj direkte fra Island. Det har kørt derudad. Vi har haft masser af turister hele året. Vi skal have en Air Greenland forbindelse Nuuk-Kulusuk-Island.

Dubai

Sermilik Adventures mærker stor international interesse. Turisterne vil gerne opleve den smukke, østgrønlandske natur tæt på.

Tobias Ignatiussen tror, der er fremtid i fanger-erhvervet. Især hvis det kombineres med turisme. Hans plejesøn, Enos, er meget interesseret og sejler ofte med på fangst.

Tuppiarti har en fast bolig sammen med familien i Tasiilaq. Men som sine forfædre bevæger han sig stadig rundt mange hundrede kilometer på fangs i jagten på sæl, narhval, fugle, isbjørn, fisk.

Hans liv er lidt mere sikkert end forfædrenes. Tobias Ignatiussen er blevet en moderne nomade, som ikke bare bevæger sig rundt i Østgrønland. Men i hele verden.

Sidste år holdt han jul i Dubai.