Pele Broberg: Man har sagt ja til rammen, før befolkningen kender indholdet

Hanna Hviid
usas interesse i grønland

Formanden for Naleraq, Pele Broberg, indtager talerstolen. Han starter med at siger, at Naleraq ser USA som en naturlig sikkerhedspolitisk partner, men de er kritiske overfor den nye aftale.

- USA får omfattende rettigheder i vores land. Det grønlandske folk får ingen sikret fast betaling for de rettigheder. Samtidig påtager man sig forpligtelser, som også skal gælde efter selvstændighed. Det er den skævhed, vi ser i aftalen, siger han.

Pele Broberg siger igen i sin tale, som hans partifæller gjorde i spørgsmål til Vivian Motzfeldt, at fra deres synspunkt får Grønland ikke nogen økonomisk modydelse ud af forsvarsaftalen.

- Vi ønskede Inatsisartut inddraget undervejs. Vores viden, vores erfaringer og vores kritik kunne have været brugt, mens resultatet stadig kunne påvirkes. Nu er forhandlingerne afsluttet. Nu vurderer vi resultatet, siger han.

Han kritiserer, at situationen med USA har overskygget indenrigsanliggender omkring fiskeriloven, obligatorisk pension og mere råderum for den enkelte.

- Derfor er aftalens økonomiske indhold afgørende. For en familie i Upernavik, Uummannaq eller Ittoqqortoormiit har vores internationale betydning først en håndgribelig værdi, når den også giver bedre muligheder i hverdagen. Flere muligheder for uddannelse og arbejde. Bedre infrastruktur. Større økonomisk tryghed. Mindre afhængighed.

Desuden kritiserer Pele Broberg, at Naalakkersuisut har skrevet under på en aftale, hvor der stadig er spørgsmål til, hvordan visse dele af aftalen vil fungere i praksis.

- Man har sagt ja til rammen, før befolkningen kender indholdet. Vi kender ikke det fulde omfang af vores fremtidige rolle, eller hvor meget vi overhovedet får at vide.

Afslutningsvis siger han, at han hører det som om, at debatten i Inatsisartut blot er en formalitet, men understreger, at aftalen først er gældende, når Inatsisartut og Folketinget har godkendt aftalen.

Naleraq ønsker, at aftalen bliver henvist til udvalget inden 2. behandlingen.

Powered by Labrador CMS