Múte B. Egede: Med frygten for det utænkelige har vi set vores befolkning finde fællesskab

Hanna Hviid
usas interesse i grønland

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), indtager talerstolen først.

Han lægger vægt på den historiske kontekst for aftalen og arbejdet med aftalen.

- Det har været afgørende for aftalen, at USA anerkender Grønlands bidrag til den nordatlantiske sikkerhed samt det ansvar, vi løfter som del af NATO-alliancen. Det har været afgørende for aftalen, at USA genbekræfter, at USA’s militære tilstedeværelse i Grønland naturligvis skal have et positivt aftryk på samfundsudviklingen i vores land. Det har været afgørende for aftalen, at USA bekræfter Kongerigets suverænitet og det grønlandske folk som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, siger han.

Han nævner forskellige aspekter af aftalen, heriblandt USA’s ret til at etablere flere forsvarsområder i Grønland, og at Grønland forpligter sig til at søge medlemskab i Nato ved selvstændighed.

- Med frygten for det utænkelige har vi set vores befolkning finde fællesskab. Vi har set vores befolkning samle sig om det, vi er sammen om; kærligheden til vores land og troen på, at vi med integritet og diplomatisk vilje kunne finde en vej frem. Vejen har vi fundet sammen med USA og Danmark.

- Aftalen er resultatet af en kæmpe diplomatisk indsats, hvor målet har været at genetablere samarbejdet med USA, genskabe stabiliteten i NATO og give os plads til igen at sænke skuldrene. Det kan vi være stolte af, siger han til afslutning.

Powered by Labrador CMS