Flyveledelse i Nuuk: Her er mulighederne ifølge Naviair

Naviair har lavet en forundersøgelse af muligheder for at indføre flyveledelse, der måske kan redde Nuuk Lufthavn, Air Greenland og passagererne fra restriktioner. Undersøgelsen beskriver navnlig to måder at gøre det på. En løsning kendt fra Norge er favorit lige nu.

Flyveledere er måske på vej til Nuuk. De behøver dog ikke nødvendigvis sidde i et tårn.
Offentliggjort

Trafikstyrelsen har længe forsøgt at overtale Greenland Airports til at indføre flyveledelse i Nuuk Lufthavn.

Derfor har styrelsen bestilt et oplæg hos det statsejede selskab Naviair, der redegør for, hvordan flyveledelse kan indføres. 

Trafikstyrelsen har længe forsøgt at overtale Greenland Airports til at indføre flyveledelse i Nuuk Lufthavn.

Derfor har styrelsen bestilt et oplæg hos det statsejede selskab Naviair, der redegør for, hvordan flyveledelse kan indføres. 

Naviairs arbejde med oplægget om Nuuk blev færdiggjort i januar 2025, og Naviair holdt sin præsentation af temaet for Trafikstyrelsen og Greenland Airports 14. marts.

Temaet er dog så aktuelt som nogensinde, da Nuuk Lufthavn p.t. ligger under for Trafikstyrelsens restriktioner, som er blevet en hovedpine for Air Greenlands indenrigstrafik. 

Naviair leverer i dag flyveinformationstjeneste på tværs af grønlandsk luftrum og flyveledelse i større danske lufthavne.

Greenland Airports har selv ansvaret for trafikken til og fra lufthavnen i Nuuk med en såkaldt AFIS-løsning. AFIS-operatører informerer piloter, men kontrollerer ikke luftrummet. Det gør derimod flyveledere, hvilket bidrager til kapacitet og sikkerhed i lufthavnen. 

De aktuelle restriktioner kan lempes, hvis Greenland Airports sørger for professionelle flyveledere til at varetage trafikken i Nuuk Lufthavn. Derfor skal vi se på, hvordan det kan lade sig gøre ifølge Naviairs rapport.

Det er vigtigt at understrege, at Naviair tager udgangspunkt i, hvordan Naviair selv ville løse problemet. Derudover kan Naviair tænkes selv at byde ind på opgaven, hvis den kommer i udbud. Derfor kan Naviair ikke betragtes som en helt neutral og objektiv konsulent i spørgsmålet. 

Flyveledelse kan kombineres med AFIS

Naviairs oplæg beskriver overordnet set to løsninger for flyveledelse i Nuuk.

Den ene model, TMA, indebærer, at flyveledere dirigerer flyene ned til en vis højde, indtil AFIS overtager det sidste stykke. Metoden er kendt fra Norge.

Den anden model, TWR/APP, vil sige fuld flyveledelse hele vejen ned. Det indebærer, at AFIS i Nuuk helt kan afskaffes. 

Så vidt Sermitsiaq forstår, er favoritten blandt de to løsninger lige nu TMA-modellen, den norske model. Men Greenland Airports er stadig undervejs i arbejdet, ting kan ændre sig, og man ønsker ikke at love noget endnu. 

Et argument for den norske løsning handler om den næste atlantlufthavn: 

– Fordelen ved denne metode er, at et udvidet TMA, som indeholder både Ilulissat og Nuuk lufthavne, vil kunne bemandes med færre flyveledere end to separate TMA’er, skriver Naviair. 

Det bliver nødvendigt at finde erfarne flyveledere, nogle af dem i udlandet. Disse skal gennemgå en mindre uddannelse af anslået 7-8 ugers varighed. 

Herefter kan de være instruktører for omskoling af FIC-operatører til flyveledere. FIC-operatører vil sige de medarbejdere, som i forvejen sidder hos Naviair og leverer flyveinformationer til hele luftrummet i Grønland. Det vil tage anslået 19 uger at omskole folk.

Hvis Naviair får opgaven med en TMA-model, vil man installere medarbejdere i Naviairs eksisterende lokaler sammen med Arktisk Kommando. Naviair ved faktisk allerede, hvor de skal sidde henne – pult 4 og 5 på billedet herunder:

Billede fra Naviairs gennemgang.

Den dyre model: Flyveledelse uden AFIS

Den anden model, TWR/APP, handler som sagt om fuld flyveledelse og dermed afskaffelse af AFIS. Her vil opgaven udføres fra tårnet i Nuuk Lufthavn. Tårnkabinen i Nuuk er forberedt til formålet. 

– Modellen med en kombineret tårn- og indflyvningskontroltjeneste er som nævnt almindelig udbredt i Danmark. I trafiksvage perioder i løbet af dagen kan begge dele håndteres af én flyveleder, bemærker Naviair. 

At indføre fuld flyveledelse vil være dyrere og kræve mere uddannelse. Det vil også være bedre ifølge luftfartsekspert Hans Christian Stigaard, som Sermitsiaq har interviewet i vores tidligere artikel om temaet

– Men uanset hvilken løsning med flyveledelse man vælger, vil det være en klar forbedring, i forhold til hvordan det er nu, understregede Hans Christian Stigaard.

Begge muligheder kræver at gennemføre forprojekter og har ifølge Naviair en tidshorisont på omkring to år. Det er lang tid for en lufthavn, som allerede i dag plages af restriktioner, og som skal være i stand til at gå op i gear allerede næste sommer, når højsæsonen vender tilbage. 

Oplægget nævner imidlertid at der findes muligheder for at etablere en foreløbig løsning. Den vil ikke være optimal, men kan udgøre et positivt bidrag til lufthavnen på det kortere sigt. 

Det vil indebære en periode med såkaldt procedural flyveledelse. Det vil sige, at flyvelederne er til stede, men de mangler overvågning (radar) til at følge optimalt med i luftrummet. 

Endelig ser Naviair flygtigt på muligheden for at lave flyveledelse fra København. Idéen bliver dog skudt ned begrundet i flere potentielle problemer. Blandt andet fordi distancen gør den løsning særlig udsat i tilfælde af et søkabelbrud. 

Prisen er stadig ukendt 

Alle parter er efterhånden med på, at flyveledelse vil være en godt for Nuuks hårdt ramte lufthavn. Det primære problem er, at den slags koster penge, både at oprette og at drive i fremtiden.

Det har Naviair selvfølgelig forholdt sig til i gennemgangen af de to væsentlige løsninger. Uheldigvis for os andre er relevante beløb og relaterede tal taget ud af den udgave af dokumentet, som Sermitsiaq har fået adgang til. 

Disse oplysninger er fjernet, særlig af hensyn til Naviairs økonomiske interesser i forhold til at byde ind på opgaven, hvis det bliver aktuelt. 

Naviair bemærker i øvrigt det scenarie, at staten kunne påtage sig regningen for etablering og drift. Det vil være usædvanligt, men muligt, bemærker Naviair. 

Hvis ikke staten eller selvstyret sender penge, skal regningen placeres et sted mellem Greenland Airports, flyselskaberne og passagererne. 

Eller man skal opgive idéen om flyveledelse for nu. 

Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og yderdistrikter Aqqaluaq B. Egede (IA) besøgte Danmark 17.-21. november. Her skulle han møde den danske transportminister, Thomas Danielsen (V), og repræsentanter for både Trafikstyrelsen og Naviair. Vi har dog endnu ikke fået bekræftet, hvorvidt flyveledelse i Nuuk var en del af dagsordenen for besøget.

Naviair og Greenland Airports meddeler begge, at de ikke ønsker at uddybe deres overvejelser om flyveledelse på nuværende tidspunkt.

Abonnementer

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS