At blive psykolog kastede nyt lys over 80’ernes fest- og alkoholkultur

I de hvide blokke i Ilulissat, hvor Kunuunnguaq Ejnar Hammond Iversen boede som barn, var der ofte gang i den. Sådan var det i 80'erne.

- Der var en 80’er-atmosfære, hvor det var meget farverigt, en vild hårstil og en masse følelser forstærket af spiritus. Lidt for kaotisk nogle gange.

Kunuunnguaq Iversen smiler, mens han fortæller. Han er i dag 42 år.

Han husker tilbage på sit barndomshjem som en slags "sikker havn" midt i det kaos, der omgav ham.

Hans forældre var kærlige og gavmilde mennesker, der knoklede hårdt i hverdagen. I weekenderne åbnede forældrene deres dør for venner og bekendtskaber, der var klar på at feste, spille musik og leve livet - eller havde brug for en sofa at sove på.

Men lige så farverigt og festligt, det kunne være i blokken en fredag aften, lige så stille og stumt kunne der blive i byen, når rusen og festen var ovre.

- Når alle er faldet i søvn i weekenderne, så er der noget specielt ved at høre ekkoet af en fuld mands afmagtsråb på gaden mellem bygningerne. Han var jo så glad lige før, siger han.

For Kunuunnguaq Iversen kunne kontrasterne mellem fest og fortvivlelse føles skræmmende – og han forstod ikke dengang, hvorfor folk opførte sig, som de gjorde.

- Folk var rastløse, og folk var rodløse. Sådan var kulturen.

Han husker, at der tæt på de blokke, hvor han boede, sad folk uden for butikken og drak sig fulde og råbte op.

- Min far sagde altid, at jeg skulle huske at være sød ved dem. Men jeg forstod ikke hvorfor dengang.

Den adfærd, som han var vidne til som barn i de vilde 80'ere, har han sidenhen lært at kende og forstå gennem sit arbejde som psykolog på et rusmiddelcenter på Færøerne. Her møder han mange, der kæmper med alkohol og komplekse traumer.

- Vi vil alle sammen gerne overleve. Hertil kan det være forskelligt, hvad for nogle redskaber folk samler op og bruger til at overleve. Nogle af dem kan være uhensigtsmæssige, siger han.

Et kærligt hjem med hårde omgivelser

Kunuunnguaq Iversens mor var 23 år, da han blev født. Det var 10. oktober 1983, og det sneede meget den dag, har han fået fortalt.

Begge hans forældre er fra Nordgrønland. Hans mor er født og opvokset i Uummannaq, og hans far er oprindeligt fra minebyen Qullissat. Faderen blev dog bortadopteret til Ilulissat, da han var lille.

Det er et mysterium, hvem Kunuunnguaq Iversens biologiske farfar er.

LÆS OGSÅ

Rejsen mod at blive sig selv

- Min fars stedforældre døde alt for tidligt, midt i hans ungdom. Han var selv musiker og meget venlig over for mennesker, måske fordi han selv havde længtes efter det, siger han.

Moderens tid i Uummannaq bar præg af, at hendes far havde et enormt krævende arbejde på en politibåd, hvor han var vidne til lidt af hvert.

- Og da hun mødte min far og flyttede til Ilulissat, behøvede hun ikke længere at gå rundt på listetæer, og der var også plads til hendes følelser – og så havde hun en hel ungdom, som hun skulle indhente. Så hun fulgte lidt med i min fars slipstrøm på den måde, fortæller han.

Men Kunuunnguaq Iversen – og den lillesøster, han fik da han var 11 år – manglede ikke kærlighed og omsorg i hjemmet. Og i modsætning til mange af hans venners forældre forblev Kunuunnguaq Iversens mor og far sammen efter de vilde ungdomsår.

- Jeg er så taknemmelig for, at mine forældre blev sammen, og at det ikke kun var resterne af deres kaotiske ungdom, som jeg oplevede – men også at de kan være klipper for hinanden på trods af de hårde odds.

Omkring ham var der dog andre, der ikke havde de samme vilkår.

- Jeg havde venner og bekendte, som havde et rusmiddelmisbrug. Jeg havde også venner, som havde forældre med misbrug, siger han.

Som teenager i 90’erne i Ilulissat var han også selv vidne til den tomhed, der fulgte, når et ungt menneske begik selvmord.

- Man behandlede det som et spøgelse – for man snakkede aldrig om det, men man var bange for det, siger han.

Selvom Kunuunnguaq Iversen aldrig mistede en kæreste eller nær ven, så kendte han de mennesker, der gik bort.

- Jeg tror også, at det bidrog lidt til, at man bare lukkede lidt ned for følelserne, siger han.

Det var ikke noget man talte om – hverken med forældre, lærere eller venner. Han husker dog, at der vistnok var mulighed for at tale med psykologer – med de få ressourcer, der var dengang.

- Jeg følte ikke, jeg havde brug for det. Jeg gik i fitness, løb det væk eller brugte det til at lave kunst, fortæller han.

Blandt andet gennem musikken. Efter gymnasiet fulgte en tid, hvor han med bandet Thornstone dykkede ned i musikken og sangskrivning. Sangteksterne handlede aldrig om fest og ballade, men om sorg, frygt og forsømmelse.

- Jeg havde måske lyst til at fortælle en historie, der kunne befri mig for de følelser, der lå indeni mig. Måske var det en form for selvhjælp, for jeg havde ikke redskaberne dengang.

Smukke Daisy og Færøerne

En aften i 2009 på det, der dengang hed Murphy's, bød Kunuunnguaq Iversen en kvinde op til dans. Hun hed Daisy, hun var færing og kok på Hotel Arctic. Han var 25 år og var lige blevet optaget på psykologistudiet i Aarhus. 

- Hun var meget smuk, fortæller Kunuunnguaq Iversen.

Derudover havde hun noget, som han savnede i sit liv; en form for udadvendthed og en handlekraftig og karismatisk måde at være til stede i verden.

- Hun udfordrede min overtænkning og mine tendenser til at lukke ned, siger han og tilføjer:

- Jeg er glad for, at jeg tog chancen.

To måneder efter de mødte hinanden i byen, flyttede de sammen til Aarhus. Året efter fik de deres første barn. I dag har de tre børn sammen: Andrias, Arnaq og Vigga.

I 2016 besluttede familien af flytte til Færøerne. Både fordi Kunuunnguaq Iversen kunne få job dér som nyuddannet psykolog, men det var også Daisys drøm, at børnene også skulle opleve at vokse op i hendes hjemland. De flyttede til den lille by Nes, der ligger nord for Thorshavn.

Planen var at blive boende i fem år og derefter rykke til Nordgrønland.

- Undervejs opdagede vi, hvor trygt og godt børnene havde det. Også i forhold til de mange muligheder, der er for børnene; gymnastik, svømning, fodboldstævner året rundt – den der stabilitet og stimuli, som børn har brug for, fortæller han.

Kunuunnguaq Iversen arbejder som psykolog på et rusmiddelcenter i den by, de bor i. Her kommer folk, der har problemer med alkohol eller narkotika, i afvænning og derefter i behandling for de traumer, der ofte er årsagen til deres misbrug.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle arbejde med traumeklienter, men jeg er enormt glad for det i dag, siger han.

Psykologi var heller ikke noget, som han som ung søgte ind på, fordi det havde været en livslang drøm. Egentlig drømte han som barn om at blive filminstruktør.

- Det handlede nok mest om at være lidt realistisk i forhold til at få en stabil indkomst og have et job, som var sikkert, siger han.

Derudover opdagede han, at han var god til det. Psykologien og traumebehandling samlede hans interesse for biologi, evolution og neurologi – årsagerne bag drivkraften hos mennesker.

Har det givet dig en bedre forståelse for de mennesker, du mødte gennem din opvækst?

- Ja, faktisk. Jeg kan huske, da jeg var barn, at der var en gammel dame, som kæmpede med alkohol, som boede i samme blok som os. Hun plejede at luske ind og banke på døren og spørge mine forældre, om de havde penge, hun kunne låne, fortæller han.

Hans forældre bad hende typisk om at vente i døråbningen, mens de ledte, og Kunuunnguaq Iversen kunne imens høre hende mumle ’Jeg føler, at jeg skal dø’.

Dengang undrede han sig over, hvorfor hun altid mumlede det.

- Men det er faktisk alkoholabstinenser. Folk får så meget angst, at de føler, at de skal dø, siger han.

- Det var lige pludselig sådan nogle ting, der begyndte at poppe op i mit hoved, da jeg begyndte at genkende mønstre hos de mennesker, jeg behandler i dag.

Drømmen om at gøre en forskel for sit hjemland

Selvom familielivet og hverdagen med have, hus, job og fritidsaktiviteter på Færøerne er trygt og rart at være i, trækker Nordgrønland forsat i Kunuunnguaq Iversen.

Kogt lammehoved er ikke det samme som at spise sælkød, torskemave og rå sællever, fortæller han og griner.

I 2024 vendte han for første gang, siden han flyttede fra byen for at studere, tilbage til Ilulissat i en længere periode. I tre måneder arbejdede han på rusmiddel- og spilafhængighedscenteret, Allorfik.

Der er han stadig tilknyttet i dag og hjælper til med at vejlede og sparre med de ansatte på klinikken.

- Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg kan få lov til at hjælpe dem. For jeg har følt – og føler stadig – en enorm skam og skyldfølelse over, at jeg ikke bruger mine kompetencer i det land, jeg elsker, siger han og fortsætter:

- Derfor er det godt, at jeg i det mindste kan supervisere – før jeg flytter tilbage til Grønland for at gøre endnu mere.

Det er han og hans kones drøm at flytte tilbage til Grønland en dag. Ikke kun for at arbejde, men også for at gøre en forskel med rydde op i nogle af de generationelle traumer, som mange familier hjemsøges af.

LÆS OGSÅ

En anfører med hjerte og rødder

- Størstedelen af mennesker, der døjer med rusmidler, kæmper med bagvedliggende årsager som ADHD, impulsivitet, livslang forvirring og komplicerede traumer – og det kan for eksempel gå ud over børnene, siger han.

- I slemme tilfælde kan det også blive til en personlighedsforstyrrelse, for folk gemmer deres traumer væk bag en tyk maske, som de ikke ved sidder fast på deres ansigt.

Derfor vil han gerne arbejde med familier og udredning, hvis han skal rykke sit arbejde til Grønland.

- Her skal psykiatrien også træde til, siger Kunuunnguaq Iversen.

Men det er ikke gratis. Det kræver tværtimod ekstremt mange ressourcer.

Ressourcer, som kommunerne skal prioritere i et i forvejen presset budget, hvilket Kunuunnguaq Iversen anerkender. Han mener dog ikke, det er umuligt at gøre en forskel.

- Jeg ved, at de behandlingsformer, jeg har arbejdet med, virker, siger han.

- Jeg tror også, at vi undervurderer, hvor modstandsdygtige mennesker er, når det kommer til traumer. Det er intensivt og smertefuldt at gennemgå sådan en behandling. Men belønningen er stor.