En anfører med hjerte og rødder

Patrick Otiri Frederiksen er født og opvokset i Nuuk, hvor han har haft en tæt og kærlig opvækst. Som storebror tager han sin rolle alvorligt, og det er ikke kun i forhold til sin lillesøster og lillebror, men også i forhold til livet generelt. Han ser sig selv som en beskytter og vejleder, og den rolle har fulgt ham langt ud over barndommen. I dag, både som anfører på banen og i sit arbejdsliv, er han stadig den, der tager ansvar og guider andre.

Fødder, hænder og bolde

Patrick har en blanding af grønlandske og nigerianske rødder. Hans far er grønlandsk, mens hans mor er nigerianer, men er vokset op i Danmark. Barndommen i Nuuk er præget af et nært forhold til naturen – fjorden og det omkringliggende landskab er hans legeplads. Allerede som fireårig begynder Patrick at spille fodbold, og det bliver begyndelsen på en livslang kærlighed til sport. 

- Min far har altid sagt, at jeg hver sommer havde mindst tre par sko, fordi de simpelthen gik i stykker af alt det fodbold, jeg spillede. Jeg elskede det, og det gør jeg stadig, fortæller Patrick og smiler. 

Som 14-årig skifter Patrick fra fodbold til håndbold. Selvom han har en stor kærlighed til fodbolden, mærker han, at fællesskabet blandt hans venner trækker ham mod håndbolden. 

- Jeg var næsten den eneste, der spillede fodbold, og det fik mig til at føle mig lidt udenfor. Så jeg begyndte at spille håndbold for at være en del af fællesskabet og dele glæden ved sporten med andre, forklarer han. 

Men som med alt andet, Patrick kaster sig ind i, bliver håndbolden hurtigt noget, han tager seriøst. Han klarer sig godt og får hurtigt etableret sig som en talentfuld spiller. Da han som 16-årig vælger at tage på sportsgymnasium i Danmark, er det ikke kun for at få en god uddannelse, det er også for at forfølge sin håndboldkarriere på et højere niveau.

Naturen kalder

Efter tre år på egen hånd i Danmark vælger Patrick at vende hjem til Grønland. Han har hjemve – ikke kun til sin familie, men til naturen, som altid har været en stor del af hans liv. 

- Stilheden og isolationen i naturen trak i mig. Det er helt unikt at kunne mærke sig selv, gå på jagt og leve med og i naturen, siger Patrick, der på trods af de gode sportsmuligheder i Danmark alligevel vender hjem. 

Jagten har været en del af Patricks liv siden han som 10-årig første gang blev taget med af sin far. 

- Det var et møde med min grønlandske identitet. At skyde sit første rensdyr er en slags manddomsprøve, forklarer han. 

Patrick tilbringer to år i Nuuk, inden han igen vender tilbage til Danmark for at læse en erhvervsuddannelse som markedsføringsøkonom. Oplevelserne i Danmark er mange – han udfolder sig både sportsligt, skaber stærke relationer og trives i det nye miljø. Alligevel føler han sig igen kaldet hjem. På trods af, at begge hans søskende har bosat sig i Danmark, og han virkelig nyder at have dem tæt på, kalder Grønland ham hjem. Denne gang er det ikke kun naturen, men også ønsket om at give noget tilbage, der kalder på ham.

Noget godt for andre

Da Patrick vender tilbage til Nuuk og begynder at lede efter arbejde, er det naturligt at tro, at han vil bruge sin uddannelse som markedsføringsøkonom. Men skæbnen har andre planer for ham. Han ender med at tage et job på en døgninstitution, hvor han arbejder med børn, der har været udsat for omsorgssvigt – og det bliver hurtigt noget, han brænder for. 

- Jeg vil gerne gøre en forskel, være med til at bidrage til samfundet. Jeg har altid haft det drive i mig – at være en del af noget større, fortæller Patrick med et smil, der lyser op. 

Interessen stammer dog ikke fra fremmede, men fra en livslang kilde til inspiration – hans far. 

- Jeg har altid set op til min far. Han voksede op på børnehjem i Aasiaat og har måttet tage ansvar for sit eget liv fra en ung alder. Han har bevist, at han kunne blive noget, på trods af alle de udfordringer han har mødt. Den styrke og vilje beundrer jeg dybt, fortæller Patrick med ærefrygt i stemmen. 

I dag er Patrick souschef på Kaassassuk, en døgninstitution for drenge, hvor fysisk aktivitet er en vigtig del af arbejdet. Her bruger de sport og bevægelse som en måde at hjælpe drengene med at mestre deres udfordringer og finde deres vej. Patrick løber side om side med de unge drenge, ofte langt, langt ud i landskabet. Det er i de øjeblikke, når kroppen bliver presset til sin grænse, at muren, som vi alle møder i livets svære stunder, bliver tydelig. For drengene åbner den op for nye sider af sig selv og giver dem lov til at føle. 

- De kan opleve en indre konflikt undervejs på en 20 kilometers tur – en konflikt med sig selv. Livet gør ondt, men når de kommer over den mur, fortsætter og lykkes, så er de gladere, og det gør dem lettere at tale med. Pludselig begynder de at åbne op, tale om deres følelser og deres oplevelser. Det er så vigtigt, og noget mange unge mænd kunne lære noget af, fortæller Patrick med en sådan hjertevarme, at man straks forstår, at hans arbejde ikke bare er et job, men en ægte hjertesag.

En anfører for alle

I takt med Patricks hjemkomst begynder fodbolden og futsal at fylde mere i hans liv igen. Han spiller sig ind på landsholdet, og i 2021 bliver han anfører. 

- Der kom et generationsskifte i sporten, og ansvaret som anfører faldt mig naturligt. Jeg vil gerne gå forrest og være der for mine holdkammerater. Det har været nemt for mig at tage lederrollen – også takket være mit arbejde med børn og unge, fortæller Patrick med en rolig, men beslutsom stemme. 

I dag bærer han stolt anførerbindet, og ligesom i sit arbejde på Kaassassuk, er det vigtigt for Patrick som menneske, at vi tør tale om de ting, der gør ondt, eller som er svære at dele. 

- Jeg tror, der er mange unge mænd, der har svært ved at sætte ord på deres følelser – især her i Grønland. Der er en tendens til at se det som en svaghed, men i virkeligheden er det det modsatte – en styrke, siger Patrick og lader ordene hænge lidt i luften, før han forsigtigt fortsætter. 

- Selvmordsraten er alt for høj, og jeg tror også, det skyldes, at vi ikke snakker sammen uden at være dømmende. Mit håb er, at vi bliver mere nysgerrige og mindre dømmende, forklarer han stille, men med en varme og dybde, der vidner om hans oprigtige engagement. 

Sådan er han – den rankeste jæger, en mand der går forrest, både i fodboldstøvler og med hjertet på rette sted, og som viser os alle, at følelser ikke bare er tilladt, men nødvendige.

Hånd i hånd

Der er én ting, der altid kommer før arbejde, holdkammerater og fodbold – og det er familien. Patrick er far til tre børn, Meino, Emily og Milo, med to forskellige kvinder. Selvom han ikke længere er sammen med børnenes mødre, er samarbejdet og det fælles familieliv stadig helt centralt for ham. 

- Meino, Emily og Milo betyder alt for mig. Det betyder så meget at kunne være en rollemodel for dem, at vise dem, at man har lov til at drømme. At hvis man tror på sine drømme og arbejder for dem, så kan man få dem til at gå i opfyldelse, siger Patrick med et blødt blik. 

Meino bor i Narsarsuaq med sin mor, mens Emily og Milo, ligesom deres far, næsten bor i sportshallen i Nuuk. 

- De er vokset op i hallen, vant til at se deres far spille, og de er mit absolutte favoritpublikum, siger Patrick med et grin, der afslører hans store kærlighed til de tre.

Prisen for en karriere i sport og det store ansvar, det indebærer, har dog også haft sine omkostninger. 

- Jeg har ofte tænkt på, hvad jeg er gået glip af. Jeg har rejst meget med sporten og brugt utallige aftener i hallen, og i den tid har jeg været fraværende på andre områder. Jeg ønsker at blive bedre til at give noget af ansvaret videre, så jeg kan være mere til stede for mine børn, siger Patrick eftertænksomt. 

Ligesom livet i hallen, brænder Patrick for at dele sin kærlighed til fjorden med sine børn. Til sommer håber han desuden, at hans datter er stor nok til at blive introduceret til rensdyrjagt, som har været en del af hans egen opvækst. 

- Hun fylder fem år, så til sommer skal hun med helt tæt på. Hun glæder sig, og jeg ser frem til at vise hende det, min far viste mig, siger Patrick, og det er tydeligt, at han ønsker at videreføre de jagttraditioner, der har været en så vigtig del af hans egen barndom.

En stemme for Grønland

På grund af sin fremtrædende rolle i sporten er Patrick blevet et centralt fokuspunkt, ikke kun i Grønland, men også internationalt. I Søren Høys dokumentar ‘We Are Greenland: Football Is Freedom’ følger man hele fodboldholdet i deres kamp for international anerkendelse, hvor Patrick træder frem som en markant figur i fortællingen. 

- Der er kommet meget opmærksomhed fra internationale journalister. I starten var det overvældende, men i dag har jeg lært at være i det. Jeg vil gerne være en stemme for Grønland, fortæller Patrick, der dog også bevidst forsøger at henvise opmærksomheden mod sine holdkammerater, for at sikre, at flere perspektiver kommer frem. 

Grønland er mere end et land for Patrick – det er en del af hans sjæl, en ild, der brænder dybt i ham, og som han er villig til at kæmpe for, uanset hvad. 

- Grønland sidder så dybt i mig, at jeg vil gøre alt for mit land – både på banen, i mit arbejde med de unge og i mit forhold til naturen. Jeg ønsker at give tilbage, hvad jeg har fået, og være med til at bygge en stærkere fremtid for Grønland, siger Patrick med en overbevisning, der bærer hans ord med både ro og styrke. 

Hans stemme afslører en dyb kærlighed og loyalitet til sit hjemland, som ikke kun handler om sport, men også om at være en aktiv del af det samfund og den natur, der har formet ham.