Kommune Kujalleq indgår samarbejdsaftale med Innovation South Greenland og GE Syd Region
Aftalen skal udnytte de nye muligheder for erhvervslivet i forbindelse med åbningen af den nye lufthavn i Qaqortoq.
Borgmester i Kommune Kujalleq Malene Vahl Rasmussen (D) har på vegne af kommunen lavet en aftale med ISG og GE Syd Regionen om erhvervsudvikling de næste tre år.
Oscar Scott Carl
Kommune Kujalleq, Innovation South Greenland og GE Syd
Region har indgået en 3-parts samarbejdsaftale med henblik på at styrke
samarbejdet i Sydgrønland baseret på udviklingen i erhvervslivet og nye
muligheder.
Det skriver Kommune Kujalleq i en pressemeddelelse.
I forbindelse med åbningen af den nye lufthavn i Qaqortoq
forventes udvikling i erhvervslivet i Sydgrønland. Planen er at parterne mødes
løbende og samarbejder om at udnytte de nye muligheder.
Aftalen tager udgangspunkt i udvikling gennem samarbejde
inden for fiskeri, fangst, landbrug og fødevareproduktion, råstofudvinding,
turisme, transport samt uddannelse.
- Jeg er meget glad for, at vi tre parter har indgået denne
aftale, og jeg ser det som et nyt udgangspunkt for den videre udvikling i
Sydgrønland.
- Når det gælder udvikling, vil vi ikke pege fingre ad
hinanden, men i stedet stå sammen om et stærkt samarbejde. Derfor har jeg
stor tiltro til, at aftalen vil give gode resultater, siger borgmester Malene
Vahl Rasmussen.
Aftalen blev underskrevet af borgmesteren, direktøren for
ISG, Miki Jensen, og formand for GE Syd Region Aqqaluk Abelsen tirsdag 21.
april i byrådssalen i Qaqortoq.