Rejsen mod at blive sig selv

Miko Kongstad er født og opvokset i Qaqortoq. Som spæd får han et andet navn, et pigenavn, der ikke passer til den mand, han altid har følt sig som. Hans rejse mod at finde sig selv, handler om langt mere end hans nye navn. Det er en fortælling om at finde sin sande identitet, om at spille på den rette bane – ikke kun på badmintonbanen, men i livet.

Barndom og badminton

Miko starter med at spille badminton som seksårig, og det bliver hurtigt hans passion. Forældrene er skilt, men Miko oplever stor omsorg og støtte fra begge sider, og han vokser op i to kærlige hjem, hvor han aldrig tvivler på sit værd. Begge forældre bakker ikke kun op om hans badmintonkarriere, men også om at være den, han er. Mange af timerne bruger han i badmintonhallen, hvor han finder sin egen verden. 

- Jeg har altid været god til sport, men badminton er noget andet. Her kunne jeg virkelig fordybe mig, det var noget, jeg faldt hurtigt for, siger Miko.

Som 11-årig stiller han op i sit første mesterskab. På det tidspunkt er håret kort og blåt. Mesterskabet går dog ikke som håbet – han taber alle sine kampe, og det skuffer ham dybt. 

- Jeg kom hjem og sagde til min far, at jeg ikke gad tabe mere. Næste år, der vinder jeg, fortæller Miko med et grin, mens han husker tilbage på den tid.

Og han lever op til sit løfte. Året efter vinder Miko guld i single, og hans triumf markerer begyndelsen på en karriere, hvor han altid kæmper for at blive bedre. Den vilje og beslutsomhed, der driver ham på badmintonbanen, er den samme styrke, han tager med sig gennem livet – på og udenfor banen.

Den første rejse til Danmark

Som 18-årig rejser Miko alene til Hillerød for at forfølge sin drøm om badminton. Han starter på Frederiksborg Gymnasium, netop fordi der er et badmintonakademi i byen. Her træner han på akademiet om morgenen, inden undervisningen, og om eftermiddagen i den lokale klub. Det er en ny verden for Miko – både udfordrende og opmuntrende. 

- Der var stor forskel på niveauet i Danmark i forhold til, hvad jeg var vant til fra Grønland. Pludselig var jeg ikke længere den bedste, men jeg kunne mærke, at udviklingspotentialet var enormt, fortæller Miko.

De tre år på gymnasiet bliver en tid, hvor Miko lægger alt andet til side for badmintonen. Han fokuserer på sporten og rykker hurtigt op i mesterrækken, hvor han i 2008 bliver Danmarksmester i U19 single og double. Men lige efter, han har fået sin studentereksamen, rammer skaden. En korsbåndsskade i 2011, der sætter en brat stopper for hans karriere. 

- Jeg var ude og spille en international turnering i Kroatien, hvor jeg repræsenterede Grønland. Midt i min tredje kamp ødelægger jeg mit knæ, siger Miko og bliver stille.

Skaden giver ham tid til at reflektere og mærke efter.

- Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tilbage til badminton. Jeg havde ikke skiftet køn endnu, og det fyldte enormt meget. Sport er jo så kønsopdelt, så under skaden var jeg i en voldsom identitetskrise, fortæller Miko.

Badmintonen har altid været hans kærlighed, men aldrig har han følt sig tilpas i de figursyede kvindelandsholdstrøjer, i den kønsopdelte verden, for slet ikke at tale om omklædningsrummet, der har været et konstant rum for usikkerhed og ubehag.

Hvem er Miko? 

Den første korsbåndsskade i venstre knæ bliver fulgt op af en anden, to år senere, i hans højre knæ, under Island Games på Bermuda. Den skade stopper ikke kun hans fysiske rejse. Den skærer dybere end knæet og sender Miko ud på en lang og mørk rejse med en identitetskrise. Det er et brud, der ikke kun handler om sporten, men om alt det, han troede definerede ham.

- Min anden skade var skelsættende. Jeg måtte erkende, at badminton ikke længere var min vej. Det var en lettelse, men samtidig mistede jeg en del af mig selv. Hele den verden, jeg havde bygget op, smuldrede, og det sendte mig virkelig langt ned psykisk, siger Miko med et alvorligt blik.

Skaden markerer ikke kun enden på Mikos badmintonkarriere, den åbner samtidig en dør til noget større. Uden de kønsnormative krav og forventninger, der har præget sporten, begynder han at finde en ny vej. For første gang slipper han fri af de stramme rammer, der har holdt ham tilbage, og kan begynde at definere sig selv uden for de kønnede kasser, sporten altid har placeret ham i.

En af de små ting, der stikker ud i hans erindringer, er en af hans tidligere trænere, der havde en forkærlighed for forkortelser og kælenavne. Han begyndte at kalde ham "Mi-ko", en sammentrækning af hans tidligere for- og efternavn. På det tidspunkt tænkte Miko ikke meget over det, men i dag ser han det som en ubevidst opmuntring, et lille skridt mod at blive set som den, han egentlig var. Miko mærker langsomt, at hans rejse mod at finde sig selv er startet. Det er i denne tid af sårbarhed og usikkerhed, at han langsomt begynder at finde den styrke, der skal til for at leve autentisk.

Transitionen

Miko bliver i Danmark i flere år. Han begynder først på Danmarks Tekniske Universitet for at læse bygningsingeniør, men afslutter aldrig uddannelsen. I stedet flytter han til Aarhus og starter på geologistudiet, et studie med et stærkt fokus på Grønland, og savnet tager form. Miko mærker, hvordan rødderne kalder på ham, og efter studiet beslutter han at vende hjem. Her starter et nyt kapitel, og Miko bliver ansat som badmintontræner på GUX idrætslinje i Nuuk. Men hjemrejsen kommer med en pris. Miko har altid vidst, at han vil transitionere til mand. Men for transpersoner som ham er det en lang og ensom vej. I Grønland, hvor han vender tilbage, findes der ingen systematisk støtte – hverken hormonbehandling, operationer eller psykologhjælp er tilgængelige. 

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle transitionere. Jeg har aldrig været i tvivl, men i Grønland er der ikke nogen, der kan hjælpe. Det er som om, du er nødt til at finde vejen helt selv, og det er utroligt svært, siger Miko, når han reflekterer over sin tid i Grønland.

Men Miko finder sin egen vej, og i efteråret 2020 skifter han sit navn. Som skæbnen vil det, er kælenavnet Miko allerede et registreret navn, endda et unisex-navn. Det føles både passende og trygt, som noget, der virkelig er hans eget. Men når det kommer til kønsbekræftende behandling i sundhedsvæsenet, er virkeligheden en helt anden. Miko står hurtigt over for muren af begrænsninger og indser, at han ikke har nogen andre muligheder, end at forlade sit land for at kunne blive den, han er.

Nogle måneder efter sit navneskifte, tager Miko springet og flytter til Danmark. Men vejen mod hans mål er langt fra enkel. Lige før sommeren 2021 tager han turen til Sverige, hvor han kan få den topoperation, han har længtes efter i mange år. Operationen bliver en succes – et afgørende vendepunkt, der markerer en ny begyndelse i Mikos liv. 

- Da jeg kiggede ned af mig selv og så mit flade bryst, følte jeg en lykke, jeg aldrig har oplevet før. Det var som om, en tung byrde var lettet, fortæller Miko og bryder ud i det største smil.

Den nye frihed og den kropslige lettelse efter operationen var ikke kun en lettelse, men også en bekræftelse af hans valg. Syv måneder senere påbegyndte han hormonbehandlingen, en behandling, der gør ham hel, men som samtidig binder ham til Danmark. Hormonbehandling kræver livslang opfølgning – noget, Grønland simpelthen ikke kan tilbyde. Derfor kan Miko Schiøtt Kongstad ikke vende hjem til Grønland.

På hjemmebane

I 2023 vender Miko tilbage på badmintonbanen – denne gang på den helt rigtige banehalvdel, som den mand, han altid har været. I mange år var han ubesejret den bedste kvindelige badmintonspiller i Grønland, og hans navn var velkendt på landsplan. Men nu repræsenterer han sig selv – som den han virkelig er. Det er en symbolsk, men samtidig meget konkret, tilbagevenden for Miko: fra at spille på den forkerte side til at være fuldt ud autentisk i sin sport og i sit liv. Den første kamp tilbage bliver ikke en sportslig sejr, men en personlig triumf – et bevis på, at han aldrig gav op på sig selv, og at hans rejse mod selvrealisering har været det, der har drevet ham videre. Det er dog kun en enkelt gang, han deltager i herredouble – en symbolsk handling, der markerer et vigtigt skridt i hans liv, men ikke nødvendigvis en tilbagevenden til sporten på fuld tid. Det er ikke en ny karriere, men et statement, et øjeblik, hvor Miko står på den rigtige side af nettet – på den rigtige side af livet. I dag har Miko lagt atletlivet bag sig, men forenet hans arbejdsliv med den sport han altid har elsket. Han arbejder som konsulent for Badminton Kalaallit Nunaat, et job, der giver ham mulighed for at besøge og rejse i sit hjemland og arbejde med den sport, der har formet ham.

- Jeg vil gerne vise, at badminton er for alle – store og små, drenge og piger, og alt derimellem, siger Miko med et smil, der vidner om hans dedikation til sporten.

I sin rolle kommer han tættere på sine rødder, og han trives i badmintonforbundet, hvor han både kan dele sin viden og opleve, hvordan sporten kan samle mennesker på tværs af Grønland.

Foregangsmand 

Efter at have kæmpet for at finde sin egen identitet, arbejder Miko nu målrettet for politisk forandring. Når han er hjemme i Grønland, har han påtaget sig rollen som talsmand for transpersoners rettigheder. Han har blandt andet haft samtaler med relevante politikere og foreninger, om de nødvendige forbedringer, der skal til for at sikre transpersoner i Grønland bedre vilkår. 

- Jeg kæmper ikke kun for mig selv, men for dem, der kommer efter mig. Ingen bør føle sig tvunget til at leve et liv i skyggerne. Jeg vil være med til at sikre, at vi får de rettigheder, vi har krav på, og at fremtidige generationer ikke skal kæmpe den samme kamp, siger Miko.

Men Miko kæmper ikke kun for samfundet – han kæmper også for sig selv. Når han ser fremad, har han fået en helt ny forståelse for livet. 

- Før jeg transitionerede, kunne jeg ikke1 forestille mig selv i en fremtid. Nu kan jeg drømme igen, og jeg glæder mig til at blive gammel. Hvad der venter, ved jeg ikke, men det er gode ting, det tror jeg på, siger Miko og sukker lavmælt, som om skuldrene letter.

Miko har forvandlet sin egen frygt for fremtiden til en drivkraft for forandring. Hans rejse handler om langt mere end at finde sig selv – det er en kamp for at give andre modet til at stå op og leve autentisk. En dag håber han også, at denne kamp vil give ham muligheden for at vende hjem – som den han er – til et Grønland, der har plads til alle.