Mødet med samlingen i Danmark stoppede Sara: Nu vil hun ændre måden, vi forsker i de døde på

Sara Næss Elleskov er ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik. Hendes ph.d.-projekt vil undersøge de etiske, følelsesmæssige og samfundsvidenskabelige perspektiver ved forskningen og udstillingen af grønlandske menneskelevn.

Med udgangspunkt i interviews og spørgeskemaundersøgelser i både lokalsamfundet omkring Uummannaq og i resten af Grønland sætter hendes projekt fokus på efterkommernes egne stemmer og holdninger til deres forfædre.

Projektet har til formål at udfordre den traditionelle, vestlige forskerautoritet og skabe en nødvendig decentralisering af forskningen, så den fremadrettet forankres dybere i den grønlandske befolkning og dens værdier frem for blot at behandle historiske levn som rent naturvidenskabelige forskningsobjekter.

- Det startede, da jeg arbejdede som biologisk antropolog. Det gik op for mig, at vi i Danmark har en meget lang historie med at arbejde med grønlandske menneskelevn, og at der har været en enorm ulighed i forskningen. Der har historisk været en stor skævvridning af, hvem der egentlig har haft retten til at forske i de grønlandske forfædre.

- Jeg følte, at hvis jeg skulle fortsætte i det fag, blev jeg nødt til at forstå, hvad det reelt betød. Derfor valgte jeg at gå forskningsvejen. Hvad vil det egentlig sige, at vi forsker i grønlandske forfædre?

Sådan siger Sara Næss Elleskov om årsagen til, at hun i sit ph.d.-projekt har valgt at sætte efterkommernes følelser og stemmer i centrum for sin forskning.

Dybt grænseoverskriddende: Souvenir-kranier

Det var et personligt møde med historiens skyggesider i kælderen under Panum Instituttet i København, der for alvor fik Sara Næss Elleskov til at stoppe op. Mødet med de mange grønlandske skeletdele vakte en dyb undren og et ubehag over en praksis, der har stået på langt op i historien.

- Jeg blev meget påvirket af, at der er så mange menneskelevn fra Grønland i den danske samling. Selvom mange danskere ofte føler, at vi ikke skal tage kolonihistorien på vores egne skuldre, så betyder den jo stadig noget i dag. Vi har stadig en tendens til at vil have en mere privilegeret adgang eller en form for autoritet over, hvordan der forskes i de grønlandske forfædre.

- Derfor havde jeg svært ved bare at arbejde videre, som jeg plejer med mine egne forfædre i Danmark. Jeg følte et ansvar for at forstå, hvad det her egentlig betyder, siger Næss Elleskov.

For Sara Næss Elleskov handler opgøret med kolonihistorien ikke kun om fortidens videnskabelige racisme, men om en decideret respektløs omgang med de døde.

- Én ting er, at man i fortiden har forsket i oprindelige folk på en måde, som var præget af sin samtids racisme. Men noget andet er det, der er foregået helt op i nyere tid – for eksempel at folk i deres sommerferie har taget kranier fra gravene med hjem som souvenirs. Det har jeg meget svært ved at relatere til, og jeg synes, det er dybt grænseoverskridende. Det ville jo aldrig været accepteret, hvis det var sket med mine egne forfædre, fortæller Sara Næss Elleskov.

Qilakitsormiut

Spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan man overhovedet bør udstille de døde, vækker dyb genklang hos den ph.d.-studerende. Særligt historien om de otte berømte qilakitsoq-mumier, der i dag er splittet mellem Nuuk og København, efterlader hende med en splittet følelse

- Jeg har det meget blandet med det. Min egen holdning ændrer sig hele tiden, i takt med at jeg lærer mere om, hvad befolkningen mener, og hvad jeg selv tænker.

- Jeg ved, at det er rigtig vigtigt for mange mennesker, at nogle af mumierne er udstillet. Folk kommer for at besøge deres forfædre og lære mere om dem, fordi både kroppene og tøjet er så unikt velbevaret. Samtidig har det dog betydet, at mumierne er blevet skilt fra hinanden. Det problematiske i denne sammenhæng er, at det ikke er alle mumierne, der er lige godt bevaret. Derfor er det af respekt for de mindst velbevarede kun nogle af dem, der er udstillet.

- Men jeg håber – og jeg ved også, at det er planen på sigt – at de alle sammen i fremtiden bliver samlet i Grønland, siger Næss Elleskov.

Spørger man forskeren, hvorfor den brede befolkning sjældent skænker de gemte samlinger en tanke, peger hun på en klar barriere mellem topforskning og den almindelige borger.

- Jeg tænker, at en af grundene til, at det ikke er noget, som har været op i offentligheden, selvfølgelig kan være, at det ikke er noget, som folk går og tænker over.

- Men jeg tror mere, at det handler om, at det ikke er noget, der har været særligt tilgængeligt i viden. Den type forskning, der bliver lavet om grønlandske menneskelævne i dag, er jo meget baseret på de her naturvidenskabelige metoder, vi har, som bliver publiceret i nogle store tidsskrifter som Nature.

- Og det er ikke noget, der bliver formidlet umiddelbart særlig meget til den brede offentlighed, forklarer Sara Næss Elleskov.

Grønlands majoritet giver helt nye muligheder i opgøret med fortiden

For at finde løsninger på debatten om menneskelevn kigger Sara Næss Elleskov langt uden for landets grænser for at hente inspiration

- Jeg samarbejder meget med andre lande for at lære af, hvordan de arbejder med tilbageførsel og reintegrering af oprindelige folks menneskelevn. Det er også derfor, jeg rejser til Canada; jeg vil gerne undersøge, hvordan man på tværs af de forskellige Inuit-områder håndterer disse spørgsmål, siger Sara Næss Elleskov.

Men man kan ikke bare kopiere udenlandske modeller råt, for Grønlands situation er grundlæggende anderledes end i resten af den arktiske verden.

- Selvom der er mange ligheder mellem Grønland og områder som Canada, Alaska og Sibirien, er det afgørende at understrege, at Rigsfællesskabet og den danske kolonihistorie har haft en helt unik indflydelse på, hvordan forskningen har foregået her.

- Derudover adskiller Grønland sig markant ved at være et majoritetsland, hvor grønlændere udgør flertallet i eget land. I andre lande er oprindelige folk ofte et mindretal i afgrænsede territorier. Det giver os en helt anden position og vægt, når der skal tages politiske beslutninger om vores egen kulturarv, tilføjer Sara Næss Elleskov.

Vil decentralisere forskning

Selvom forskningsmiljøet i Grønland er i vækst, overses de mindre lokalsamfund i alt for høj grad, når der skal tages store videnskabelige beslutninger. Det mener Sara Næss Elleskov, der efterlyser et fundamentalt kursskifte.

- Vi har et stort problem med centraliseringen af forskningen, som primært foregår i Nuuk. Når jeg rejser rundt på kysten, oplever jeg, at lokalbefolkningen ikke har mulighed for at præge eller få indflydelse på den forskning, der bliver lavet. For mig er det afgørende at decentralisere forskningen og give en stemme til de mennesker, der bor andre steder end i Nuuk.

Selvom emnet er dybt følsomt, afviser Sara Næss Elleskov frygten for, at hendes ph.d.-projekt vil puste til en konflikt mellem lokalbefolkningen og landets kulturinstitutioner. Hun ser i stedet projektet som et samlende værktøj.

- Jeg oplever overhovedet ikke, at mit projekt skaber konflikt mellem befolkningen og kulturinstitutionerne. Tværtimod oplever jeg, at det bygger bro. Det har sat nogle nye samtaler i gang og skabt en større dialog om, hvordan vi bør tænke om de her menneskelevn.

- Vi skal se dem som grønlandske forfædre, som levende mennesker har dybe følelser og holdninger til, snarere end blot at betragte dem som rent videnskabelige forskningsobjekter, fastslår Sara Næss Elleskov.