Professor påpeger regnskabsfejl på 130 millioner – Greenland Airports erkender stadig ikke fejl

Regnskabsprofessor Frank Thinggaard vurderer, at Greenland Airports fejlplacerede 130 millioner kroner i 2024-regnskabet. Det er i givet fald to år i træk, at et fejlanbragt trecifret millionbeløb skaber et misvisende billede af, om driften samlet gav penge i kassen eller trak penge ud. Greenland Airports og Grønlands Revision giver stadig ingen konkret forklaring på de 130 millioner.

2024 var et stort år for Greenland Airports, der fik sit moderne navn det år. Men regnskabet rejser et væsentligt spørgsmål.
Offentliggjort

Greenland Airports’ regnskab giver indtryk af, at koncernens drift gav penge i kassen i 2024. Men ifølge regnskabsprofessor Frank Thinggaard er der i opgørelsen medregnet 130 millioner kroner, som ikke hører til under driften.

Trækkes hele beløbet ud, viser tallene det modsatte: Driften brugte flere penge, end den fik ind. Det gør en forskel for ejere og samarbejdspartnere.

Greenland Airports’ regnskab giver indtryk af, at koncernens drift gav penge i kassen i 2024. Men ifølge regnskabsprofessor Frank Thinggaard er der i opgørelsen medregnet 130 millioner kroner, som ikke hører til under driften.

Trækkes hele beløbet ud, viser tallene det modsatte: Driften brugte flere penge, end den fik ind. Det gør en forskel for ejere og samarbejdspartnere.

– Dermed er der efter min vurdering tale om en væsentlig regnskabsmæssig fejl, siger Frank Thinggaard. 

Han er professor i eksternt regnskab på Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet.

De 130 millioner kroner er en bogført kursgevinst ved omlægning af lån. Derfor burde Greenland Airports efter Frank Thinggaards vurdering ikke have talt beløbet med som en indbetaling fra driften i 2024.

– Kursgevinsten er ikke en egentlig indbetaling. Derfor skal den trækkes ud, når virksomhedens pengestrøm fra driften beregnes.

De faktiske betalinger, når gamle lån betales tilbage og nye optages, hører derimod til i pengestrømsopgørelsen over finansiering, forklarer han.

Sermitsiaq bad professoren om at se nærmere på den del af regnskabet, efter Greenland Airports i tidligere artikler ikke har ønsket at redegøre klart for placeringen af beløbet. Det ønsker selskabet heller ikke nu.

Fra plus 87 millioner til minus 43 millioner

Det pågældende nøgletal findes i den del af regnskabet, der viser pengestrømmene, altså ind- og udbetalinger. Dette tal må ikke forveksles med selskabets overskud.

Opgørelsen af pengestrømmene viser konkret, at koncernens drift gav omkring 87 millioner kroner mere i kassen, end den trak ud.

Hvis alle de omstridte 130 millioner kroner skal trækkes ud af denne del af regnskabet, bliver billedet vendt om. I givet fald trak driften i stedet omkring 43 millioner kroner mere ud af kassen, end den tilførte.

– En ejer, investor, långiver eller analytiker får et helt andet billede ved et sådant fortegnsskifte, også selv om en korrekt placering ikke vil ændre størrelsen af de samlede pengestrømme, siger Frank Thinggaard.

Det er vigtigt, for hvis driften bruger flere penge, end den får ind, må forskellen dækkes af selskabets pengebeholdning eller penge fra andre kilder.

En rettelse vil ikke gøre Greenland Airports fattigere. Men den vil ifølge professoren rette et misvisende billede af driftens bidrag til pengekassen.

– En ændret udviklingsretning eller en ændring af fortegnet på en central regnskabsstørrelse er netop noget, myndighederne lægger vægt på, når de vurderer, om en fejl er væsentlig, understreger Frank Thinggaard.

Vurderingen af, om fejlen er væsentlig, har også betydning for, hvordan den skal håndteres i de efterfølgende regnskaber.  

– Hvis der er tale om en væsentlig fejl, skal den rettes med bagudvirkende effekt i de følgende regnskaber, tilføjer professoren. 

Samme problem to år i træk? 

Hvis professoren har ret, er der tale om to år i træk, hvor et trecifret millionbeløb på den forkerte plads har fået Greenland Airports’ drift til at se ud, som om den lagde penge i kassen, mens den i virkeligheden trak penge ud.

Sermitsiaq afdækkede tidligere i efteråret, at det samme skete i koncernregnskabet for 2025. Her blev 364 millioner kroner fejlagtigt bogført, som om det var penge, driften havde fået ind. Regnskabet viste derfor et plus på 145 millioner kroner fra driften. Uden fejlen var det et minus på 219 millioner.

– Vi erkender fejlene og lægger os helt fladt ned, sagde administrerende direktør Jens Lauridsen dengang til Sermitsiaq. 

Finans- og økonomidirektør Per Stjærnholm Trærup kaldte det Excel-fejl, der ikke var tilsigtede. Og selskabet understregede, at ingen havde vundet noget ved dem.  

Fastholder svar uden konkret forklaring

Derimod er Greenland Airports stadig uklar i mælet om de 130 millioner fra 2024-regnskabet. Greenland Airports’ bestyrelsesformand, Jens Wittrup Willumsen, har tidligere skrevet til Sermitsiaq om det pågældende beløb. 

– Vi anerkender, at det kunne være klassificeret anderledes. Og vi vil gerne understrege, at hverken banker eller andre samarbejdspartnere har lidt under valget af klassificeringen, udtalte formanden. 

Jens Wittrup Willumsen erkendte dermed, at beløbet kunne have stået et andet sted, uden at erkende en decideret forkert oplysning. 

Og i denne omgang meddeler Per Stjærnholm Trærup til Sermitsiaq, at selskabets svar er uændret fra tidligere omtale.

– Som vi tidligere har svaret, er det fortsat vores vurdering, at pengestrømsopgørelsen for 2024 er opgjort konsistent, skriver økonomidirektøren nu. 

Greenland Airports henviser til, at der inden for reglerne kan være forskellige faglige syn på, hvordan pengestrømme skal bogføres.

– Det ændrer imidlertid ikke ved vores vurdering af, at årsrapporten i sin helhed giver et retvisende billede, skriver økonomidirektøren. 

Greenland Airports erkender dermed ikke, at placeringen af de 130 millioner kroner er forkert. Selskabet fremlægger fortsat ikke en konkret faglig begrundelse for placeringen af beløbet. Og heller ikke et argument imod professor Frank Thinggaards vurdering. 

Selskabets uklare svar har tidligere medført kritik fra Transparency International Greenland.

Besvarelsen fra økonomidirektøren er udarbejdet sammen med selskabets revisor, Grønlands Revision, som i dag er en del af Grant Thornton Danmark. Grønlands Revision reviderede også regnskabet for 2024. 

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS