Prepping tager fart i Nuuk: Generatorer og vanddunke udsolgt

Frygten for amerikansk annektering får folk i Nuuk til at hamstre nødudstyr i butikkerne. Generatorer og vanddunke er revet væk, og butikkerne kæmper for at få nye forsyninger.

Butikschef i STOK Poortuut, Anthon Mølgaard, peger på den tomme hylde, hvor vanddunkene normalt står tæt. Lige nu er der udsolgt, og de næste leverancer ventes først om 3–4 uger.
Offentliggjort

“Ding dong …” Sådan lyder dørklokken, da vi tirsdag formiddag træder ind i STOK Poortuut i Nuuks gamle havn.

Lyden plejer næsten ikke at kunne høres midt i januar, men i disse dage ringer klokken næsten uafbrudt.

– Nuummiut er i kaos siden i forgårs. Folk prepper med vanddunke og andre greje, der kan bruges til at varme mad og lignende, siger Anthon Mølgaard, der er butikschef i STOK Poortuut.

Han er ikke i tvivl om, at USA’s planer om at annektere landet er årsagen til den prepping, der nu er gået i gang.

– Vores landsmænd kommer ind, og man kan se på deres ansigter, at der er noget, de frygter, siger han.

Midt i situationen er det svært ikke selv at blive påvirket.

– Selvom der er noget, vi frygter, prøver vi at skjule det. Det gør jeg i hvert fald selv. Jeg vil ikke vise, at jeg er bange eller ked af det. Men når jeg får fri, så kommer frygten. “Hvad kommer der til at ske? Sker der noget i aften?” Vi ved jo ikke, hvad der sker fra dag til dag, siger Anthon Mølgaard.

Lars Frandsen står ved brændstof til petroleumsovne, som der i disse dage bliver solgt meget af.

Udsolgte varer

Det er ikke kun i STOK Poortuut, at der har været travlt de seneste dage. Også i Stark Nuuk oplever de mange kunder.

– Vi har generelt travlt, men vi kan også godt mærke, at det der fænomen med prepping har øget salget på visse produktgrupper i vores hus, siger Lars Frandsen, der er afdelingsdirektør i Stark Nuuk.

Generatorer og petroleumsovne er allerede udsolgt i Stark Nuuk.

– Vi er jo lidt på bagkant i forhold til sådan et alarmberedskab. Så det vil sige, at vi jo kun har haft de varer, vi normalt har til den her sæson på det her tidspunkt af året. Så vi er sådan set ved at være udsolgt på de produkter, siger Lars Frandsen.

Her plejer der at stå generatorer i Stark Nuuk, men hylden er nu tom.

Også i STOK Poortuut er der tomt på hylderne, hvor der normalt står vanddunke. Ikke kun vanddunke, men også gas og generatorer er udsolgt.

– Vi kan ikke følge med. Vi har allerede bestilt noget hos vores leverandører, men de kommer først om tre-fire uger, siger Anthon Mølgaard.

Op til tre gange så meget salg om dagen

Når butikkerne sælger varer, plejer det at være positivt, men denne situation føles anderledes.

– Det er selvfølgelig godt for butikken, men det, vi er ramt af nu, gør ondt i vores følelser, siger Anthon Mølgaard.

Omsætningen er steget markant de seneste to-tre dage.

– Hvis vi tænker på, at det er januar, så er vores daglige salg og indtægt steget med det dobbelte eller helt op mod det tredobbelte, siger Anthon Mølgaard.

Lars Frandsen understreger, at Stark Nuuk normalt har travlt, fordi de sælger udstyr og materialer til byggebranchen, men at situationen lige nu er anderledes.

– Det er klart, januar og februar er nogle lidt sløje måneder. Og det er også derfor, vi lige pludselig kan mærke, at der kommer et større salg på nogle produkter, som vi ikke lige havde regnet med, at vi skulle sælge så meget af, siger Lars Frandsen.

Stark Nuuk har nu bestilt de udsolgte varer og håber, at de allerede kan leveres i starten af februar.

Vanddunke er udsolgt i STOK Poortuut, og det tætteste, man kan komme på vandbeholdere, er disse blå tønder.

Får mere travlt

Da vi tirsdag formiddag besøger de to butikker, er Naalakkersuisut endnu ikke kommet med mere detaljerede anbefalinger om, hvad man bør have derhjemme i tilfælde af et beredskab. Når der kommer flere detaljer, forventer begge butikker, at presset vil stige yderligere.

Det er de vanddunke, der er rift om i disse tider – de har de stadig i Stark Nuuk.

– Vi kan jo mærke det pres, der er på de udvalgte varetyper, og det er klart, det er jo ikke den sidste kunde, der har været og spurgt efter det. Der vil komme mange flere kunder og spørge efter de produkter, siger Lars Frandsen.

I STOK Poortuut har de, ligesom i Stark Nuuk, ikke været forberedt på den krisesituation, vi nu står i. Derfor må kunderne vente op til tre-fire uger på de udsolgte varer.

– Hvis Naalakkersuisut kommer med en yderligere beredskab, så kan vi kun midlertidigt henvise til de blå tønder, siger Anthon Mølgaard.

Mens vi opholder os i STOK Poortuut, kommer der fortsat kunder ind. Da vi er på vej ud, stopper Anthon Mølgaard os. Han vil gerne sende en besked til sine landsmænd.

– Jeg håber, vores landsmænd vil komme ud af den her situation og være trygge og stærke, selvom det, vi går igennem, er meget hårdt, slutter en tydeligt berørt Anthon Mølgaard.

Powered by Labrador CMS