Pisiffik lykkedes med at reducere madspild i 2025
Fokus på varebestilling, datostyring og rettidig prisnedsættelse har gjort, at Pisiffik i 2025 smed mindre mad ud end året før.
Foto: Pisiffik
Dagligvarer i Grønland skal ofte transporteres langt, hvilket kan betyde, at supermarkederne kun har kort tid til at sælge varerne, før de må kasseres.
Derfor har Pisiffik gennem flere år arbejdet målrettet med at reducere madspild. Fra 2024 til 2025 reducerede koncernen madspildet fra 1,31 procent til 0,92 procent af omsætningen.
Det oplyser marketing-, kommunikation- og CSR-chef i Pisiffik, Tina Alibina Hansen, til Sermitsiaq.
Hvor mange kilo eller ton det svarer til, har hun dog ikke tal på.
Pisiffik har i processen haft fokus på varebestilling, datostyring og rettidig prisnedsættelse. Samtidig prioriterer de løbende uddannelse og opkvalificering, så de ansatte får den nødvendige viden og de rette værktøjer til at forebygge madspild.
- Udviklingen og vores forbedrede resultat er skabt ude i butikkerne. Vores kolleger har hver dag været skarpere på, hvor meget der bestilles, hvornår en vare skal sættes ned, og hvordan vi når at få den solgt, mens den stadig er god, skriver Tina Alibina Hansen.
Hun påpeger, at kunderne også er en del af resultatet, da de har taget godt imod madspildsboksene.
Vil være selvforsynende på bagervarer
Pisiffik ønsker at reducere madspildet til 0,60 procent af omsætningen.
De vil fortsætte de tiltag, de allerede bruger, og på sigt vil de også bruge kunstig intelligens.
Tina Alibina Hansen oplyser, at en kundeundersøgelse fra begyndelsen af 2026 viser, at madspild fylder meget hos Pisiffiks kunder. 47 procent pegede på, at mindre madspild var det vigtigste for dem. Ønsket om flere lokale varer i butikkerne kom på andenpladsen – og de to områder hænger tæt sammen.
Produkter har længere holdbarhed, når de er dyrket, fanget eller produceret tættere på butikkerne. Pisiffik har planer om på sigt at kunne levere brød og andre bagervarer fra bageriet i Nuuk til deres butikker langs kysten, så de bliver 100 procent selvforsynende.