Ombord på Sarfaq Ittuk: Vi er en livsnerve langs kysten

Det skramler højlydt, da en kvinde trækker sin rullekuffert op ad metalbroen og går ombord på Sarfaq Ittuk.

I kystskibets rygeområde får folk en smøg og enkelte drikker sort kaffe fra papkrus. En ung fyr med hue og ring i øret går forbi og videre op ad trappen til dækket, mens han ser ned på sin telefon.

Det er tirsdag morgen, og som vanligt sejler Sarfaq Ittuk inden længe sydpå hele vejen til Narsaq, inden den vender retur og sejler nordpå igen.

- Velkommen, lyder det blandt andet fra styrmanden og et par andre besætningsmedlemmer, der tager imod de nye passagerer.

Da klokken slår 09.30 hejses broen op, fortøjningerne kastes ud og skibet sejler. Det har Sarfaq Ittuk gjort i 34 år, og det er længe, når man har med skibe at gøre.

Fremtiden for det gamle kystpassagerskib har dog også været til forhandling og diskussion længe. Den nuværende servicekontrakt, som Arctic Umiaq Line har tegnet med Naalakkersuisut, løber til og med næste år.

Hvad der derefter skal ske med skibet, ved man ikke endnu. Sarfaq Ittuk er gammel, og når hun en dag skal pensioneres, bør hun blive udskiftet med et nyt, har direktøren for Arctic Umiaq Line flere gange udtrykt ønske om.

Der ligger sågar en tegning af et nyt passagerskib klar i en skuffe et sted.

Foreløbigt mangler der dog at blive truffet en politisk beslutning om, hvorvidt man stadig vil satse på kystpassagersejlads som en del af Grønlands infrastruktur fremover, eller om man hellere vil satse på lufttrafikken.

Om kystpassagersejlads langs Vestkysten snart vil være fortid, må tiden derfor vise. I mellemtiden er Sermitsiaq hoppet med en tur ombord på Sarfaq Ittuk for at tegne et portræt af den efterhånden noget ældre dame.

Skrotter man skibsejlads, går det udover bygderne

Et par timer fra Nuuk begynder den røde og hvide passagerfærge at vugge let frem og tilbage. Skibets gæster har smidt deres overtøj og tasker på deres køjeseng eller i deres kahyt.

Rundt omkring hilser folk på hinanden. Det er forskelligt, hvad de skal. Nogle rejser på grund af arbejde, andre skal til begravelse eller hjem efter at have været på familiebesøg i Nuuk.

Kæresteparret Lars Pavia og Tora Johnsen er på vej til Qeqertarsuatsiaat, hvor de har et hus, de skal sætte i stand.

- Vi skal også på jagt, fortæller Lars Pavia.

De har sat sig i kantinen, overfor en af deres venner, Malik Bislev.

- Jeg skal til Arsuk, og derefter videre til Grønnedal på arbejde, siger han.

Malik Bislev er ansat i et entreprenørfirma. Han har aldrig været i Grønnedal før, fortæller han, selvom han med arbejdet ellers kommer meget rundt på kysten.

Første gang Lars Pavia sejlede med Sarfaq Ittuk var for årtier siden, da han skulle med sine børn til GM i håndbold. Selvom hans kæreste let bliver søsyg, og han i øvrigt også selv synes, at Sarfaq Ittuk vugger lige lovlig meget, så mener han, at det ville være en skam, hvis det i fremtiden ikke vil være muligt at komme frem og tilbage via et kystpassagerskib.

- Man har altid sejlet. Og bygderne er afhængige af det. Det er dem, der bliver sorteper, hvis man skrotter kystsejladsen, siger Lars Pavia.

Et par borde væk sidder Klara L. Petersen sammen med Eli Rasmussen og Sofia Mikaelsen.

Klara L. Petersen er på vej hjem til Paamiut, hvor hun også er født og opvokset. Sofie Mikaelsen og Eli Rasmussen skal begge til Arsuk.

I de seks til syv uger fra januar til marts, hvor Sarfaq Ittuk ikke sejler, er man i Arsuk afhængig af at kunne blive transporteret med helikopter. Men på grund af tekniske problemer eller dårligt vejr, er det ikke altid, at den flyver, fortæller kvinderne.

- Vi er afhængige af Sarfaq Ittuk, siger Sofia Mikaelsen.

Hun håber derfor, at man fortsat vil bevare kystpassagersejladsen, når Sarfaq Ittuks servicekontrakt ophører ved udgangen af 2027.

- Hvis de fjernede skibet helt, ville vi ikke have samme mulighed for at komme ud på kysten, siger hun.

Et sejlende intercitytog

M/S Sarfaq Ittuk har ikke altid været det eneste kystskib i Grønland.

Det fortæller Taitsianguaq Olsen, der er direktør i Arctic Umiaq Line, og som til dagligt sidder på sit kontor i Royal Arctic Lines bygning på havnen i Nuuk.

Fra sit vindue kan han se, når Sarfaq Ittuk anløber Nuuk hver tirsdag og fredag.

- Da jeg var barn, var vi afhængige af kystpassagerskibene. Så kom lufthavnene, og vi fik flere muligheder, fortæller han og fortsætter:

- Skruer man tiden helt tilbage til 60’erne havde man et skib, der hed Disko, og et der hed Kununnguak, som under Den Kongelige Grønlandske Handel sejlede passagerer mellem Upernavik og Sydgrønland op til begyndelsen af 90’erne.

I 1992 var det slut med Disko og Kununnguak. I stedet byggede man en serie på tre skibe med navnene Saqqit Ittuk, Sarpik Ittuk og Sarfaq Ittuk.

De var 50 meter lange, 11 meter brede og havde 150 sengepladser ombord. Sammen skulle de deles om at dække vestkystens kystskibstrafik fra syd til nord.

Skibene var væsentligt mindre i forhold til deres forgængere.

- Komforten var heller ikke nær så god, lyder det fra Taitsianguaq Olsen.

For at øge kapaciteten valgte man i år 2000 at forlænge Sarfaq Ittuk og Sarpik Ittuk med 23 meter.

Det gjorde man simpelthen ved at skære dem midt over, og med den manøvre udvidede man antallet af sengepladser, så der var plads til 246 på hver.

I dag er Sarfaq Ittuk det eneste selvstyreejede kystskib, der sejler med passagerer langs vestkysten. Sådan har det været siden 2007, hvor Royal Arctic Line sammen med Air Greenland stiftede det nye Arctic Umiaq Line A/S. I 2016 overtog Royal Arctic Line hundrede procent af ejerskabet over Arctic Umiaq Line.

De to andre skibe er blevet opkøbt og har fået navnene ’Ocean Nova’ og ’Quest’. De sejler rundt med turister ved Arktis, Antarktis og Svalbard.

Anderledes står det til med deres søster, der først og fremmest er et lokalt transportmiddel. Ifølge direktøren var 80 procent af passagererne, der sejlede med Sarfaq Ittuk, lokale, mens 20 procent var turister.

Taitsiannguaq Olsen kalder Sarfaq Ittuk for ’et sejlende intercitytog’ – endda et stabilt et af slagsen.

- Sidste år havde vi planlagt 828 anløb, og vi annullerede to på grund af storm i Arsuk, fortæller direktøren og tilføjer:

- En regularitet på 99,8 procent målt i forhold til aflysninger. Det kan et flyselskab ikke hamle op med i hvert fald.

Turistfiaskoen

Under et døgn efter afgangen fra Nuuk, lyder det over højtaleren, at Sarfaq Ittuk er i Arsuk om en halv time. Klokken er 06.15 og fire passagerer skal af her. Blandt andre Malik Bislev, Sofia Mikaelsen og Eli Rasmussen.

- I Arsuk bliver jeg hentet sammen med en kollega med en anden båd. Så skal vi videre til Grønnedal, siger Malik Bislev.

Han står udenfor og ser hen på bygden, der nærmer sig. Fjeldenes omrids kan man akkurat ane i mørket. Der går måneder, før Malik Bislev skal retur til Nuuk igen.

Havnen i Arsuk er ikke stor nok til, at Sarfaq Ittuk kan lægge til. I stedet bliver en stor metalbåd hejst ned fra taget. Malik Bislev og de andre passagerer får orange redningsveste på og hjælpes ombord på metalbåden med deres bagage.

Der bliver ikke vekslet mange ord i båden, som kort efter sejler afsted. Da den vender retur, er det med en enkelt ældre kvinde på krykker.

På trods af Sarfaq Ittuks identitet som et skib, der først og fremmest er til for at servicere de lokale, har man ad flere omgange i løbet af skibets levetid forsøgt at skubbe Sarfaq Ittuk ind i turismesektoren.

Det seneste forsøg lagde den tidligere direktør for Arctic Umiaq Line, Taitsianguaq Olsens forgænger, navn til, da man i 2024 valgte at ombygge nogle af Sarfaq Ittuks kahytter til mere rummelige suiter.

Værelser med større senge, skriveborde, TV og eget badeværelse. Det reducerede antallet af sengepladser fra 246 til 203.

Samtidig skruede man op for billetpriserne og forlængede sejladsen til også at omfatte Nanortalik som den sydligste destination og Uummannaq som den nordligste.

- Det resulterede i, at man mistede næsten sekstusinde passagerer, fortæller Taitsianguaq Olsen, der tiltrådte som direktør 1. juli i 2024.

Tanken var ellers, at man ville lokke flere turister ombord – men det gik ikke særlig godt.

- Når man køber en billet på et krydstogtsskib, er prisen som regel meget højere, men du bliver også plejet i hoved og røv, fortæller direktøren.

Det kan lade sig gøre på krydstogtskibe, hvor man opererer med langt flere besætningsmedlemmer per passager – men det har vist sig at være svært at gøre på Sarfaq Ittuk, hvor antallet af besætningsmedlemmer i forhold til antallet af passagerer er væsentligt lavere.

Turisterne udeblev, og det samme gjorde de lokale passagerer, der på grund af de høje billetpriser søgte andre steder hen.

Arctic Umiaq Line gik ud af 2024 med et underskud på over 13 millioner kroner. Et underskud der siden er blevet vendt, efter at man gik tilbage til den gamle sejlrute med ugentlige faste anløb og de gamle faste billetpriser.

- Vi gik tilbage til det, som folk kender, siger Taitsianguaq Olsen.

Lagkage og nytårsfejring

Nogle af dem, der har oplevet Sarfaq Ittuk og kystpassagersejladsen på allertætteste hold, er besætningen ombord. Dem er der i alt 21 af.

Det fortæller Anders Hjelm, der er såkaldt ’chief purser’ ombord. Det er ham, som typisk sidder bag informationsskranken og registrerer, at folk er kommet ombord eller hjælper med diverse henvendelser fra gæsterne.

I højsæsonen, som strækker sig fra maj til september, har han og hans kollegaer nok at se til. Her kan alle 203 sengepladser ombord sagtens være optaget.

- Folk bruger os typisk også i forbindelse med højtiderne, eller når der sker store begivenheder i Nuuk for eksempel, siger Anders Hjelm.

Udover at arbejde fra sin plads ved informationsskranken, har Anders Hjelm også ansvaret for cateringpersonalet ombord.

Det vil blandt andet sige stewardesserne, der hjælper til med at gøre sengene og kahytterne klar, og de besætningsmedlemmer, der står for at servere måltiderne på skibet.

To af dem er Lone Hansen og Tukummeq Nathansen, der på hver deres måde har en lang historik med Sarfaq Ittuk.

Tukummeq Nathansen er 20 år og har fået tjansen som cafévagt på skibet. Hun sidder bag kasseapparatet, hvor hun tager imod bestillinger, når folk skal have en øl, en pose Haribo-slik eller en sandwich.

Hun har kun arbejdet på Sarfaq Ittuk i et halvt år, men skibet kender hun ud og ind.

- Som lille besøgte jeg tit min moster, der arbejdede ombord. Når skibet lagde til havn i Sisimiut, hvor jeg bor, plejede jeg altid at sige, at det var mosters skib, der kom, fortæller hun.

Hendes kollega Lone Hansen fortæller, at hun efterhånden har sejlet kystpassagersejlads i mange år.

- Med undtagelse af dengang jeg fik børn. Men da min yngste fyldte 18 år, vendte jeg tilbage. Jeg var træt af at være landkrabbe, siger hun og griner.

Lone Hansen har også sejlet med Sarfaq Ittuks gamle søsterskib, Sappik Ittuk, og har både fejret jul og nytår ombord – sidste nytårsfejring på havet var i 1999, husker hun.

Tukummeq Nathansen har stadig til gode at holde jul eller nytår ombord. Men 10. november fylder hun 21 år, og den skal i år fejres på skibet.

- Så skal vi have lagkage, udbryder Lone Hansen.

Politikernes beslutning

Til januar skal Sarfaq Ittuk på et såkaldt beddingsophold på værftet i Nuuk. Her skal skibet igennem et såkaldt 35-års klasseftersyn. En imponerende milepæl, hvis man spørger Taitsianguaq Olsen.

- For i shipping-verdenen har man en tommelfingerregel, der lyder, at et skib maksimalt har en levetid på 25 år, hvorefter man skal skifte skibet ud med et nyt, siger direktøren.

Hvorvidt hun klarer det kommende eftersyn, bliver derfor spændende.

Klarer Sarfaq Ittuk eftersynet, ligger skibets fremtid i hænderne på politikerne. Ifølge Taitsianguaq Olsen skal politikerne inden årets udgang i år tage stilling til, om man ønsker at bevare kystpassagersejladsen på længere sigt.

- Vi har en servicekontrakt, der gælder i år og næste år, siger han og fortsætter:

- Hvis servicekontrakten ikke bliver forlænget, det vil sige, at man politisk ikke ønsker at bevare et kystpassagerskib, så tror jeg Royal Arctic Line likviderer Arctic Umiaq Line og sælger skibet til skrot.

Hvad vil det have af betydning for Grønlands vestkyst, hvis det ikke længere var muligt at bruge et kystskib som en måde at komme rundt på?

- Vi har et såkaldt tostrenget kystbaseret system i dag, der består af et kystpassagerskib og fly eller helikoptere. Hvis Sarfaq Ittuk bliver skrottet, har folk jo kun flyene og helikopterne til rådighed, svarer Taitsianguaq Olsen.

- Så ved jeg ikke om Air Greenland i fremtiden vil være i stand til at løfte et større antal passagerer i højsæsonerne.

Når nu Sarfaq Ittuk engang går på pension, hvad håber du så, at skibet vil blive husket for?

- Jeg tror, at der bliver nogle folk, der kommer til at savne servicen. Folk mødes jo ombord og man møder tit nogle man kender.

Tiden er løbet fra sovesale

Stoppet før Narsaq er Qaqortoq. Det er også det sydligste skibet kommer. I løbet af de tre timer, mens skibet lægger til kaj her, fyldes parkeringspladsen på havnen op med et væld af biler og mennesker, der skal sige farvel til deres kære.

En gruppe børn leger i eftermiddagssolen og hopper rundt i en stor vandpyt på asfalten. Et enkelt barn i blå jakke bliver standset af sin far, da han forsøger at løbe efter en ældre kvinde, der er i færd med at stige ombord.

Inde på skibet går Anders Hjelm rundt og hjælper stewardesserne med at gøre værelser og senge klar til de nye gæster, der skal ombord.

Selv har han arbejdet på Sarfaq Ittuk siden 2013, og han deler mange af sine kollegaers varme for det gamle skib. For ham er det øjeblikke, som når skibet lægger til ved byerne og bygderne langs kysten, der viser, hvad skibet betyder for de lokale.

- Der er ingen tvivl om, at Sarfaq Ittuk har enormt stor betydning. Vi er en livsnerve langs vestkysten, siger han.

Selvom der er en vis nostalgi forbundet med Sarfaq Ittuk, er der brug for et nyt skib, mener han. Tiden er løbet fra konceptet med sovesale – folk vil gerne have lukkede rum, som de kan trække sig tilbage i, og bedre adgang til bad og toilet, pointerer Anders Hjelm.

- Det handler både om sikkerhed og ydeevne til søs, men folk forventer også komfort, siger han.

Fem minutter inden afgang fra Qaqortoq kalder styrmanden over højtaleren.

En gruppe unge kvinder står samlet på kajen og krammer farvel en sidste gang. En af kvinderne tørrer tårer væk fra sin kind, inden hun målrettet vender sig og går hen mod metalbroen.

Klokken 18.58 bliver gangbroen hævet. To minutter efter sejler Sarfaq Ittuk væk fra havnekanten.