Masauna Peary er i gang med at uddanne sig til journalist fra Ilisimatusarfik. Efter praktik på Sermitsiaq, er han nu i gang med et semester ved Danmark Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. – Det har været hårdt, men nu går det bedre, og jeg lærer rigtig meget af det, siger han.
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus tilbyder et kursus i "Video journalism and Foreign reporting" som flere journalist-studerende fra Ilisimatusarfik har gennemført i forbindelse med deres uddannelse senest Masauna Peary.Foto: Privat
33-årige Masauna Peary fra Qaanaaq startede i 2024 på journalistuddannelsen ved Ilisimatusarfik.
Uddannelsen har indtil videre bragt ham forbi Sermitsiaq-redaktionen, og senest Danmark Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus (DMJX), hvor han er i gang med et internationalt forløb: "Video journalism and Foreign reporting", der foregår på engelsk sammen med studerende fra hele verden.
– Der er studerende fra Spanien, England, Irland, Tyskland, Australien og Indonesien og så mig fra Grønland, så vi er et meget internationalt hold. Vi er 22 i alt, så det er jo mange flere, end jeg er vant til. Vi er kun syv på holdet i Nuuk, siger Masauna Peary, der er glad for, at der er flere studerende, fordi det giver inspiration.
Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor Masauna Peary er i gang med et semester i forbindelse med journalistuddannelsen i Nuuk.Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Ny læring
Semesteret startede i august og løber frem til december. Undervejs skal de studerende omkring videojournalistik og produktion af reportager samt se nærmere på, hvordan man fortæller historier om mennesker.
De studerende får også indsigt i nyhedsmediernes rolle på den globale scene, og får lov at øve sig i udenrigsjournalistik, faktatjek, AI og andre værktøjer i et redaktionelt miljø. Semestret afsluttes med et projekt, der tager udgangspunkt i egen research.
Annonce
Masauna Peary var blandt andet på studietur til DR Byen i forbindelsen med semestret ved DMJX.
Undervejs er der også ekskursioner som for eksempel til DR Byen i København.
– Det var en stor oplevelse for mig at se, hvordan journalisters muligheder er i andre lande.
FORDELE VED ET SEMESTER I UDLANDET
– Du vil få eftertragtede faglige færdigheder og kompetencer.
– Du vil få en faglig profil, der adskiller dig fra dine medstuderende.
– Du vil få et internationalt netværk.
– Du vil lære en ny måde at løse problemer på. Du vil lære at forstå andre kulturer og måske lære et nyt sprog.
– Du vil opdage, at hvad du synes er normalt, kan være præcis det modsatte i et andet land. At bo i et andet land og opleve en anden kultur er et minde for livet.
Interview med formand for Naalakkersuisut
Senere lykkedes det også Masauna Peary at få et interview med formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen, hvilket vakte opsigt blandt hans studiekammerater.
– Jeg var den eneste der havde fået fat i en "Premier", så det var sjovt. Men jeg kender ham jo fra min praktiktid på Sermitsiaq, siger Masauna Peary, der oplever at være blevet markant bedre til både engelsk, og til at filme og redigere video.
– Jeg har også fået flere ideer til, hvilke historier jeg kan fortælle, og hvordan de kan fortælles. Så det kan jeg bruge i min bacheloropgave.
Kæmpede meget i starten
Det har dog ikke kun været let at rykke fra Nuuk til Aarhus. I begyndelsen af studiet var Masauna Peary tæt på at stoppe, fordi det var svært at følge med i undervisningen på engelsk.
– Jeg kæmpede meget i starten, men så talte jeg med en studievejleder, og så gik det bedre. Det havde været rart, om vi havde været flere fra Grønland på kurset, så man kunne støtte hinanden og tale sit modersmål, siger Masauna Peary, der startede med at bo i Det Grønlandske Hus, men som efter 14 dage rykkede over på Vilhelm Kiers Kollegiet, der ligger i cykelafstand fra skolen.
– Selvom det har været hårdt, så kan jeg virkelig anbefale det til andre studerende. Man udvikler sig utrolig meget fagligt og socialt.