Hvornår blev barsel en pause?

Vi siger på gensyn til kollegaerne. Vi taler om barselsboblen, som om det er en lille verden uden for det almindelige liv. En pause, hvor tiden står stille, mens arbejdet fortsætter uden os.

Det er også sådan, jeg har tænkt på barsel. Som noget midlertidigt. Noget, man træder ind i, før man vender tilbage.

Og jeg ved, at jeg skal tilbage.

Til arbejdet. Til deadlines og møder og telefoner, der ringer. Til det liv, jeg også elsker, og som jeg faktisk savner.

Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde. Jeg kan lide at skrive, tænke, møde mennesker og være en del af noget, der er større end mig selv.

Men lige nu sidder jeg med min søn i armene, mens min datter leger ved siden af. Og jeg kan ikke få øje på den pause, alle taler om.

For hvad er det egentlig, jeg holder pause fra?

Jeg tænker på det, fordi jeg denne gang kan mærke, hvor hurtigt tiden bevæger sig. Min søn bliver aldrig så lille igen. De timer, hvor han ligger oven på mig og sover, kommer ikke tilbage.

Det er ikke en pause. Det er mit liv, mens det ser sådan her ud.

Samtidig ræser min mands karriere videre, mens min står mere stille.

Det er ikke en bebrejdelse. Jeg ønsker ham det. Og jeg ønsker også mig selv et arbejdsliv, der bevæger sig. Men det er interessant, hvor forskelligt et liv kan udvikle sig, alt efter hvem der i en periode træder ud af det professionelle.

For mens den ene får lov til at fordybe sig i arbejdet, får den anden lov til at fordybe sig i et menneske.

Begge dele kræver noget. Begge dele former os. Begge dele har værdi.

Alligevel taler vi ofte om det ene som udvikling og det andet som en pause.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at tænke på spørgsmålet:

Hvorfor forestiller vi os, at moderskab er en periode, man skal igennem for derefter at vende tilbage til det egentlige liv?

Jeg vil gerne tilbage på arbejde. Jeg glæder mig ligefrem til at vende tilbage.

Men jeg elsker også det her.

De lange dage. De afbrudte nætter. Den lille krop, der sover på mit bryst. Min datters stemme fra værelset ved siden af.

Det, jeg laver lige nu, kan ikke sættes på en resultatliste eller skrives ind på et CV.

Og måske er det netop derfor, det er så svært at ændre den måde, vi taler om barsel og omsorg på.

For hvordan værdisætter man noget, hvis resultat ikke er en titel, en løn eller et synligt resultat, men et barn, der vokser op og en dag går ud i verden med noget af den tryghed, nogen gav det?

Jeg ved ikke, om vi nogensinde bliver gode til at måle værdien af det arbejde.

Men måske begynder det med at holde op med at kalde det en pause.