Talentforløb skal styrke journalistikken

Et nyt talentforløb skal sikre bedre journalistisk indhold på grønlandsk. Forløbet er blevet muligt med penge fra fonde, fortæller Medieforbundet i Grønland.

Fem til seks ansatte på KNR starter tirsdag på et talentforløb for at styrke journalistik på grønlandsk.
Offentliggjort

En række ansatte på public servicestationen KNR starter i dag på et talentforløb, der har til hensigt at sikre bedre journalistik på grønlandsk.

Medieforbundet i Grønland (TP) oplyser, at forløbet er blevet muligt på baggrund af et stærkt samarbejde mellem den grønlandske journalistkreds TP, Dansk Journalistforbund, UNESCO Danmark, International Media Support (IMS) og de grønlandske medier.

Formand for TP, Arnaq Nielsen, fortæller, at det er penge fra Politiken Fonden og Oak Foundation, som gør forløbet muligt:

– Vi har skaffet penge fra fonde til at iværksætte talentforløbet, så vi langt om længe kan handle konkret på det stigende problem, vi har set med manglende grønlandsk journalistik, siger Arnaq Nielsen.

Hun er glad for, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan stå for at gennemføre talentforløbet, og at der også er en grønlandsk journalist, der underviser.

– Det er både en styrkelse af det grønlandske sprog og af den kritiske journalistik, siger hun.

På KNR er der også glæde over det nye tiltag:

– Fra KNR's side er vi glade for, at vores ansatte får mulighed for at dygtiggøre sig i journalistiske redskaber. Det vil være med til at højne den journalistiske kvalitet, siger radiochef og fungerende nyhedschef, Aminnguaq Dahl Petrussen.

Ud over talentforløbet er der også fundet penge til, at både Sermitsiaq og KNR kan gennemføre flere reportagerejser til byer og bygder uden for de fem største byer.

TP understreger vigtigheden af, at nyheder og anden information er tilgængelig på grønlandsk for at understøtte demokratiet.

Powered by Labrador CMS