Hun så samfundets bagside, nu giver hun den en stemme

Da MarieKathrine Poppel i en alder af 42 lige var begyndt at studere på Ilisimatusarfik, blev hun en dag spurgt, om hun ville hjælpe med at oversætte for en dansk journalist, der skulle lave et interview i anstalten.

Sikkersoq Rosing Karlsen var hende den generte – nu taler hun til hele Grønland

MarieKathrine Poppel læste en kandidat på det, der dengang hed Institut for Administration, hvor hun havde fag som sociologi, jura og samfundsfag.

Hun takkede ja til tolkeopgaven. Den lød interessant, synes hun.

Den anstaltsanbragte, der skulle interviewes, var en kvinde. Hun var en af de få kvinder i anstalten, og hun var dømt for at have slået sin mand ihjel.

MarieKathrine Poppel og journalisten sad overfor kvinden, der fortalte sin historie.

- Den fortælling, hun fortalte mig, satte sig i den grad hos mig, fortæller MarieKathrine Poppel.

Kvinden havde været udsat for vold fra sin mand gennem længere tid. Det var grusomt, hvad hun havde været udsat for.

En dag kom kvinden hjem, mens manden lå på sofaen og sov. Børnene legede ovenpå, kunne hun høre.

Kvinden greb ud efter en af de rifler, der hang på væggen, ladede den med patroner, sigtede på sin mand og skød ham.

Historien vendte op og ned på MarieKathrine Poppels verden og satte ild til en umættelig trang til at forstå.

For hvad var det, der drev kvinden foran hende helt derud, hvor hun blev nødt til at ty til så voldsom en gerning? Og hvad med hendes mand og alle de andre mænd, der sad i anstalten for vold og det, der var værre – var det udelukkende deres skyld, at de sad, hvor de sad, eller bar samfundet et ansvar?

Samtalen med kvinden blev den første i en række forskningsinterviews af mandlige anbragte voldsudøvere i anstalten,  som MarieKathrine Poppel efterfølgende selv foretog. 

På mange måder blev det begyndelsen til den forskning i ulighed og ligestilling, som hun har viet over 20 år af sit liv til.

Patriarkatet og postkolonialisme

Det blev kvindens lod i livet at holde styr på hjemmet og børnene i kolonitidens Grønland. Sådan var det også længe efter kolonitiden officielt ophørte i 1953 – året efter MarieKathrine Poppel blev født.

Hendes mor var fra Sydgrønland. Hun blev født i en lille bygd, Niaqornaq, der lå lige foran Kuannersuit, men flyttede senere til Qaqortoq.

Moderen drømte om at blive jordemoder, og startede på uddannelsen i Qaqortoq. Men da hun flyttede til Nuuk mødte hun MarieKathrine Poppels far. Han var fra Qeqertarsuaq, han var telegrafist – de blev forelskede og de giftede sig.

De kæmpede i nogle år med at blive gravide, men det lykkedes det til sidst, og 4. juli i 1952 blev MarieKathrine Poppel født. I 1954 og 1961 fulgte henholdsvist hendes lillesøster og en lillebror efter.

Faderens arbejde fyldte meget i hjemmet, husker MarieKathrine Poppel. Når han kom hjem fra nattevagt, havde han næsten altid medbragt snegle fra bageren, som børnene fik lov til at få.

- Og så skulle man ellers være stille resten af dagen, fordi han skulle sove, fortæller MarieKathrine Poppel.

Hjemmet var patriarkalsk. Hendes far var overhovedet, og han gik på arbejde, så der kunne komme mad på bordet, mens hendes mor havde ansvaret for hjemmet og børnene.

- Min far var en meget stille og venlig person, mens min mor var hende, der kommanderede rundt med os.

Det var generelt en anden tid, dengang MarieKathrine Poppel var barn.

Dengang boede der markant færre mennesker i Nuuk end i dag. I forhold til antallet af grønlændere, boede der også mange danskere, men man var meget mere adskilte dengang, husker hun.

I Nuuk var der én lastbil, som transporterede folk rundt – men som også altid var propfyldt. Derudover fandtes ingen af de faciliteter, som findes i dag. 

Der var hverken fryser eller køleskab, så maden, som MarieKathrine Poppel og familien fik, hentede de friskt fra brættet, hvorefter det typisk blev kogt, tørret eller røget.

Man skulle også selv hente vand og kul – alt skulle vaskes i hånden. 

Det var hårdt arbejde at leve dengang.

MarieKathrine Poppel ser dog tilbage på sin barndom med glæde. Det vrimlede eksempelvis med børn og legekammerater.

- Vi var ude det meste af tiden. Om vinteren havde vi dragter på, som vores mor havde syet, og de blev frosne, når vi havde været ude længe, fortæller hun.

Når hun og hendes søskende var kommet ind i varmen igen efter en hel dag ude, blev de trukket ud af de stivfrosne dragter og placeret på køkkenbordet med en skål suaasat. Herefter faldt børnene sammen af træthed.

Fra Grønlandsfly til forsker

MarieKathrine Poppels mor ærgrede sig over, at hun ikke nåede at blive jordemoder, før livet gik sin gang med mand, hus og børn. Derfor gentog hun gang på gang over for sine børn, at de skulle sørge for at få sig en uddannelse.

Men det ville være synd at sige, at MarieKathrine Poppel altid har vidst, at hun ville ende med at gå forskervejen.

- Nej, er du rigtig klog? Da jeg var ung, så kunne man ikke selv vælge sin uddannelse, siger hun.

Tværtimod var der mange andre, der havde en holdning til, hvad MarieKathrine Poppel skulle gøre med sit liv.

Som de fleste andre børn, blev hun som 12-årig sendt et år til Danmark for at bo hos en dansk familie og gå i dansk folkeskole.

Familien, hun boede hos, havde lige fået et fjernsyn – og MarieKathrine Poppel var imponeret af apparatet. I skolen interessede hun sig særligt for kemi og fysik og derfor fik hun den idé, at hun gerne ville arbejde med teknik og TV.

Senere fortalte en studievejleder hende dog, at det ikke kunne lade sig gøre – for der ville nemlig aldrig komme fjernsyn til Grønland, måtte hun forstå.

- Sådan var holdningen dengang, siger MarieKathrine Poppel og trækker på smilebåndet.

I stedet blev hun opfordret til at bruge sin interesse for naturvidenskaben til at blive laborant. Som 17-årig blev hun sendt til Hillerød Sygehus som laborantelev, men da det viste sig ikke at være noget for hende, stoppede hun året efter.

Efter et år i Schweiz, hvor hun arbejdede på et hospice, flyttede MarieKathrine Poppel hjem til Nuuk. Og herfra gik livet sin gang og det ene job førte til det næste.

- Først blev jeg ansat som en del af kabinepersonalet i Grønlandsfly (Air Greenland i dag, red.). Herefter blev jeg uddannet som trafikassistent, hvilket jeg var i syv år, forklarer hun.

Da hun senere blev gravid og fødte sin datter, Upaluk, i 1980, skiftede hun flyene ud med et kontorjob hos fagforbundet SIK. Efterfølgende blev hun ansat i Grønlands Hjemmestyre, hvor hun sad med uddannelsesområdet.

- Og så endte det med, at jeg tog en læreruddannelse. 

I disse år mødte hun også Birger Poppel, som er den mand, hun er gift med i dag.

Efter læreruddannelsen og efter at have undervist i folkeskolen i et års tid, var det på tide at videreuddanne sig, tænkte hun. Det havde også været muligt i nogle år, siden at Ilisimatusarfik blev grundlagt i 1989.

MarieKathrine Poppel begyndte på det kun ti år gamle Ilisimatusarfik, hvor hun tog nogle fag, mens hun stadig underviste i folkeskolen.

- For jeg vidste ikke rigtigt, om det med universitetet var noget for mig, siger hun.

Men det var det, fandt hun ud af.

Det er også samfundets skyld

Uligheden i samfundet – mellem mænd og kvinder, grønlændere og danskere, østgrønlændere og vestgrønlændere, dem med uddannelse og dem uden – er noget, som MarieKathrine Poppel det meste af sit liv har været bevidst omkring.

Men det var først, da hun begyndte på universitetet, at hun blev i stand til at se mønstrene, der ofte var skyld i uligheden.

- Da vi var børn og unge blev vi ikke undervist om grønlandske samfundsforhold overhovedet. Det var først noget, jeg begyndte at få undervisning i, da jeg kom på Ilisimatusarfik, fortæller hun og fortsætter:

- Det var virkelig en øjenåbner for mig.

Og det var først efter samtalen med den anstaltsanbragte kvinde, der havde dræbte sin mand, at hun for alvor så nogle af ulighedens mest grusomme konsekvenser i øjnene.

- Ulighed er mange ting. Det er ulighed, at man ikke har en uddannelse. At man ikke har en ægtefælle, og har været behandlet dårligt i sin familie. Og måske også diskrimineret, siger hun.

Mange af de mænd, hun interviewede i anstalten, havde netop sådan en bagage med sig.

- Og mange af de mænd har haltet sig gennem livet, uden at de har forstået, at den måde, som samfundet er skruet sammen på, også er medvirkende til, at de har sådan et liv, siger hun og fortsætter:

- Det er selvfølgelig dem selv, der har udøvet de voldshandlinger, de er blevet dømt for, men det skal også forstås i forhold til samfundsstrukturen. For den påvirker mennesker.

Samtalerne med mændene blev afsættet for flere forskningsartikler og yderligere undersøgelser af vold mod kvinder, køn, magtforhold – og ulighed i samfundet.

Et arbejde der har sendt MarieKathrine Poppel rundt i hele landet og verden til diverse konferencer og kurser og forskningsprojekter, og som hun har skrevet artikler om og håber, hun kan arbejde videre med.

- Jeg drømmer om at få udgivet min afhandling. Det er en meget bred afhandling, hvor jeg har været nødt til at starte helt forfra med den grønlandske samfundshistorie før kolonitiden og derefter dykke ned i de voldelige mænds liv, siger hun og tilføjer:

- Ikke mindst for at forstå mandekulturen i forskellige perioder i det grønlandske samfund.

Hvad vil du gerne opnå med din forskning?

- Give en stemme til dem, der ikke er i stand til selv at fortælle om deres liv, svarer MarieKathrine Poppel.

Hvorfor synes du, det er vigtigt?

- Da jeg startede med at blive undervist på universitetet, kunne jeg knap nok kende mig selv i det undervisningsmateriale, vi skulle læse, siger hun og fortsætter:

- For forskerne har selvfølgelig deres egen forståelse, som de skriver ud fra, og som ikke altid tager udgangspunkt i den grønlandske virkelighed og vores kultur.

Et lige samfund?

Det vrimler ikke med forskere som MarieKathrine Poppel – og hendes mand, der også forsker i ulighed – her i landet.

- Desværre. Jeg håber virkelig, at der kommer flere grønlandske forskere, der vil forske i ulighed og føre arbejdet videre. Især med kønsforskningen, siger hun.

Men indtil videre, fortsætter MarieKathrine Poppel med at arbejde.

- Hvad skal jeg ellers lave?, spørger hun og griner.

Selvom der er sket en enorm udvikling i samfundet siden dengang MarieKathrine Poppel og hendes søskende spiste suaasat sammen på køkkenbordet, hersker der fortsat meget stor ulighed i Grønland, påpeger hun.

Og det system, der egentlig burde gribe de mennesker, der har fået de hårdeste odds med sig i livet, taber dem i stedet.

- Vores velfærdssystem fungerer ikke optimalt. Der er virkelig mange mennesker i lavtlønsgrupperne. Også pensionister og enlige, der har det hårdt. Og der er mange, der ikke har en uddannelse, siger hun.

- Mister de førlighed, så mister de arbejdet, og så varer det ikke ret længe, så mister de deres bolig. Hvis de da endelig har en.

Ser du for dig, at Grønland bliver et mere lige samfund?

- Det håber jeg virkelig, svarer hun.