RETSSAG MOD KOMMUNE KUJALLEQ

Derfor blev Kommune Kujalleq dømt for grov uagtsomhed i opsigtsvækkende skattesag

Nyt økonomisystem og manglende rykkere fra Skattestyrelsen var ikke undskyldende omstændigheder, slog Retten i Grønland fast i sagen mod Kommune Kujalleq. Dog fandt retten nogle formidlende omstændigheder. 

Kommune Kujalleq skal betale fire millioner kroner til Skattestyrelsen i bøde.
Offentliggjort

Retten i Grønland har fundet Kommune Kujalleq skyldig i at have handlet groft uagtsomt, da de i løbet af 2023 og 2024 ikke betalte A-skat rettidigt i 10 måneder og helt undladt at betale i tre måneder.

Derfor skal de betale en bøde på 4.000.000 kroner til Skattestyrelsen.

Det fremgår af dommen, som Sermitsiaq har fået indsigt i.

Retten lægger til grund for dommen, at der i Kommune Kujalleq var skjulte og kumulerede fejl på grund af manglende overblik over systemmuligheder, økonomi og betalinger, herunder mangel på overblik over afregninger af A-skatter og arbejdsmarkedsafgifter.

Flere vidner fortalte i retten 21. april, at kommunen fik nyt økonomisystem i 2021, som ikke fungerede optimalt og skabte manglende overblik over økonomien. En ekstern konsulent fortalte også, at der ifølge hende var mangel på kompetencer i kommunen.

Men ifølge retten kunne det ikke anses som en undskyldende omstændighed.

Angav sig selv til Skattestyrelsen

Vidnerne fortalte også, at Skattestyrelsen ikke selv havde opdaget, at Kommune Kujalleq ikke havde betalt til tiden, og derfor ikke havde rykket for betalingerne. Det var kommunen selv, som henvendte sig om de manglende betalinger.

Men heller ikke dette er en undskyldende omstændighed, da det er en skattepligtiges eget ansvar at orientere sig om og efterleve sine skattemæssige forpligtigelser.

Anklagemyndigheden var på vegne af Skattestyrelsen gået efter en bøde på 6,1 millioner, hvilket svarer til 1,5 procent af de skyldige beløb.

Men retten er altså kommet frem til, at bøden skal sættes ned til fire millioner.

Det skyldes, at retten anser det som en formildende omstændighed, at Kommune Kujalleq reelt angav sig selv til Skattestyrelsen.

Det anses også som en formildede omstændighed, at Kommune Kujalleq optog et lån og i foråret 2025 betalte alle skyldige beløber med opkrævede renter tilbage.

Staten betaler sagens omkostninger

Anklagemyndigheden havde også nedlagt påstand om, at Kommune Kujalleq skulle betale sagens omkostninger – normalt betaler statskassen, men det burde kommunen hæfte for, mente anklager Kristian Buskov Nierhoff.

- De har simpelthen jokket i spinaten gennem flere år og vil nu ikke stå ved det, og bruger endnu flere af samfundets penge ved at få sagen behandlet ved retten, sagde han under sin procedure i retten

Men Retten i Grønland fandt ingen særlige omstændigheder til at fravige udgangspunktet, og derfor skal staten betale for sagens omkostninger.

Powered by Labrador CMS