RETSSAG MOD KOMMUNE KUJALLEQ
Kommune Kujalleq får millionbøde
Kommune Kujalleq skal betale fire millioner kroner i bøde i en sag, hvor kommunen var anklaget for ikke at have betalt A-skat til tiden. Det skriver KNR.
Foto: Morten Okkels
Kommune Kujalleq skal betale en bøde på fire millioner kroner til Skattestyrelsen. Landskassen skal betale for sagens omkostninger.
Det skriver KNR om dommen, som er faldet tirsdag formiddag.
Anklagemyndigheden gik oprindeligt efter, at kommunen skulle betale 6,1 millioner kroner i bøde
til Skattestyrelsen på grund af for sent betalt A-skat, men kommunen slipper altså med en bøde på 4 mio. kr.
Sagen handler om, at Kommune Kujalleq i løbet af 2023 og
2024 ikke betalte A-skat rettidigt i 10 måneder og helt undlod at betale i tre
måneder.
Dårlig økonomi i kommunen
Under retsmødet 21. april tegnede fem vidner et billede af
en kommune med skrantende økonomi og dårligt styr på tingene. Et nyt økonomisystem
skabte kaos, og kommunen var helt overbevist om, at de havde betalt deres skat
til tiden, indtil en ekstern konsulent kom til bunds i sagen.
- Det var helt klar min opfattelse, at kommunen ikke var
opmærksom på det, og at det var deres opfattelse, at de penge var afregnet, sagde
den eksterne konsulent i retten.
Vidnerne påpegede dog også, at Skattestyrelsen virkede til
ikke at have opdaget, at Kommune Kujalleq ikke havde betalt A-skat rettidigt,
før kommunen selv henvendte sig om sagen.
Ikke alle får bøder
En ansat ved Skattestyrelsen forklarede i retten, at der
ikke findes et system i Skattestyrelsen, der fortæller dem, at nogen ikke har
betalt rettidigt. Derfor er det heller ikke alle, der ikke har betalt
rettidigt, der får en bøde.
Økonomidirektør/vicekommunaldirektør i Kommune Kujalleq Arne
Andersen forklarede i retten, at per februar 2025 skylder kommunen ikke flere
penge til Skattestyrelsen.