Danske storbyer kan blive de næste med turistskat
Den danske regering vil indføre en turistskat på 20 kroner per overnatning i København og Aarhus. Turismeforsker kritiserer, at pengene skal bruges på skattelettelser.
På havnerundfart ved Gammel Strand i København.
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Står det til regeringen, kan København og Aarhus blive de næste i rækken med turistskat.
20 kroner skal det koste per overnatning i de to byer, ligesom der vil blive indført en afgift på krydstogtskibe, erfarer Børsen fra centrale regeringskilder.
Bliver skatten til virkelighed, får det næppe turister til at fravælge at overnatte i Danmarks største og næststørste by, siger ekspert i turisme Carina Ren.
- Sidder du og booker en rejse, er det ikke sådan, at du stopper, når du ser, at der er en skat på 20 kroner for overnatning.
- Danmark konkurrerer ikke på pris, men på kvalitet og oplevelser. Al forskning viser, at et beløb i den størrelse ingen betydning har, siger Carina Ren, der er lektor på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.
Ifølge Børsen skal provenuet bruges til at finansiere skattelettelser, blandt andet vil regeringen dette efterår søge opbakning til at afskaffe toptopskatten og sænke selskabsskatten.
Mere mening vil det give, mener Carina Ren, hvis skatten skal bruges på at gøre det "endnu bedre" at være turist i Danmark og på at afbøde nogle af de negative konsekvenser af turismen.
- Det er en kæmpe ommer, hvis pengene skal bruges til skattelettelser. De burde komme turisterne, erhvervet og de lokale, som nogle steder er trætte af turismen, til gode.
Matias Thuen Jørgensen, der er lektor og leder af Center for Turismeforskning på Roskilde Universitet, er enig i, at en skat på 20 kroner ikke vil afholde turister fra at overnatte i de to byer. Men det er ikke uden problemer.
- Hvis turistskatten udgør en relativt marginal del af overnatningsprisen, så har det så godt som ingen effekt på efterspørgslen.
- Men på længere sigt er risikoen ved at indføre en turistskat, at den jo så kan sættes, så den ikke længere er marginal.
Han peger på, at forskning fra andre lande viser, at turister gerne vil betale skat, hvis de ved, at pengene bruges til noget, der kommer turister og de lokale til gavn.
Eller hvis de investeres i tiltag, der kan afdæmpe turismens negative effekter. For eksempel rengøring af gader.
I brancheorganisationen Dansk Erhverv er der derimod stor modstand.
Branchedirektør Lars Ramme Nielsen udtaler i en pressemeddelelse, at Danmark allerede er et dyrt land at holde ferie i, og at en skat vil sende et signal om, at gæster ikke er velkomne.