Fra flugt til tryghed

Da hun fik at vide, at hun skulle tilbringe to måneder i et telt langt ude i naturen, var hendes reaktion tydelig.

Hun stak af.

Hun ville ikke til Kilaarsarfik.

Tanken om to måneder uden et almindeligt hjem, en seng og de vante omgivelser var fuldstændig uoverskuelig for hende.

- Jeg var også i pubertetsalderen og kunne overhovedet ikke forestille mig, hvordan to måneder i en telt vil være til gavn for mig dengang.

Det fortæller Nikoline Naanu Kristiansen.

I dag bor hun i Danmark med sine to børn.

Men en del af hendes barndom hører stadig til i Kilaarsarfik, hvor hun som barn tilbragte sine somre da hun boede i børnehjemmet Tupaarnaq i Nuuk.

Nikoline tog af sted alligevel.

De første to uger tilbragte hun næsten hele tiden inde i teltet, husker hun.

Hun kom kun ud for at spise eller gå på toilettet. Resten af tiden sov hun.

I snart 20 år har børn fra børnehjemmet Tupaarnaq tilbragt sommeren i Kilaarsarfik ved bunden af Ameralik. Nikoline var en af dem. Her bliver hverdagen vendt på hovedet, hvor de i flere måneder lever tæt på naturen og lærer at gå på rensdyrjagt.

Langsomt kom hun ud

Efter to uger begynder noget at ændre sig. Hun finder bøgerne frem.

Hun læser i timevis.

- Jeg bliver helt væk i bøgerne. Og jeg læste i mange timer.

Forandringen kommer ikke fra den ene dag til den anden. Lige så stille begynder hun lidt efter lidt at deltage i fællesskabet. De voksne hjælper hende ud. Hun begynder at tage del i arbejdet, gå ture og være med i samtalerne.

Det er, som om noget langsomt løsner sig i hende.

- Det føltes lidt som at blive vandet som en blomst. Langsomt begyndte jeg at blomstre, fortæller hun.

Lige så stille bliver teltet mindre. Verden udenfor bliver større.

- Jeg ændrede min psyke. Jeg fandt ud af, at jeg kunne lide fællesskabet, at arbejde på noget sammen. Jeg begyndte at føle, at jeg ikke var alene, fortæller hun.

Det, der i begyndelsen føltes fremmed og utrygt, bliver langsomt genkendeligt. Hun lærer stierne at kende, fjeldene og stederne omkring lejren. Hun begynder at gå længere væk fra teltet og får øje på alt det, hun ikke havde set, da hun sad indenfor.

Og så kommer oplevelserne.

Sjove minder

- Engang gik vi fra campen til Kapisillit. Otte timer gik vi. Jeg hørte musik i min mp3-afspiller. Nuan! Det er uforglemmeligt, siger hun.

Hun fortæller om de gange, hun er faldet i vandet fra gummibåden, om dengang hun skød sit første dyr og om den dag, hun pludselig stod ansigt til ansigt med et rensdyr.

- Vi var mange børn, der så dyret og løb hen mod det. Jeg tog en anden vej ved elven. Så så jeg den. Den stod og spiste mos. Jeg gemte mig og ventede på de andre, men de kom ikke, fortæller hun.

Nikoline rejste sig fra sit gemmested og fløjtede efter dyret. Langsomt begyndte det at gå hen mod hinanden.

- Da det kom tæt nok på, blev både jeg og rensdyret så forskrækkede, at vi nærmest skræmte livet af hinanden. Også løb vi bare.

Hun griner, mens hun fortæller, og det er tydeligt, at minderne stadig lever i hende.

Kilaarsarfik blev ikke længere stedet, hun forsøgte at flygte fra.

Det bliver stedet, hvor hun går ture, griner med de andre og oplever ting, hun ikke ville have oplevet andre steder.

Hun opdager, at hun faktisk elsker det.

- Det var godt, at være væk fra storbyen. At have den ro til kun at fokusere på én selv, siger hun.

En verden ingen kan røre

Det er først, når hun ser tilbage, at hun for alvor forstår, hvor meget Kilaarsarfik har betydet for hende.

Hun fortæller, at stedet langsomt gav hende en følelse af tryghed. Hun fik at vide, at hun var noget værd, men hun mærkede det også i måden, de andre var sammen med hende på.

- De fik mig til at føle, at jeg var noget værd. De andre opførte sig, som om jeg havde noget værdifuldt at give. Den følelse fik jeg hele tiden.

Den følelse har hun båret med sig.

- Kilaarsarfik skabte en verden inde i mig, som ingen kan røre. En stor tryghed i mig, siger hun.

Hun bliver stille et øjeblik, mens hun fortæller om det. For i dag kan hun mærke, hvor meget hun selv har forandret sig siden dengang.

- Det betød enormt meget for mig, og det var udviklende at leve så tæt på naturen på den måde. Især for en, der har traume.

De voksne med de store hjerter

Når Nikoline Naanu Kristiansen i dag tænker tilbage på Kilaarsarfik, er personalet en stor del af minderne.

Hun har et stort hjerte for de voksne, der var omkring hende. Hun beskriver dem som mennesker med et kæmpe hjerte - og er dybt taknemmelig for den måde, de tog imod hende på.

Som voksen kan hun se, at den tryghed, hun fandt i Kilaarsarfik, måske ikke ville have været en del af hendes liv i dag, hvis hun ikke havde haft årene der.

- Hvis jeg ikke havde været i Kilaarsarfik, havde jeg måske ikke fundet den tryghed, jeg fandt der.

Men taknemmeligheden gør ikke nødvendigvis det hele enkelt.

I dag kan det stadig være svært for hende at gå ind i børnehjemmet Tupaarnaq. Stedet er forbundet med nogle af de vigtigste mennesker og oplevelser i hendes liv, men også med den tid i hendes liv, hvor hun havde det svært.

Alligevel er det Kilaarsarfik, hun vender tilbage til, når hun skal fortælle om det sted, der gav hende noget, hun stadig bærer med sig.

Som barn løb hun væk, da hun fik at vide, at hun skulle til Kilaarsarfik. Dengang kunne hun ikke forstå, hvad to måneder i et telt skulle gøre godt for.

I dag er det anderledes.

Nu drømmer hun om en dag at tage sine egne børn med tilbage til Kilaarsarfik. De er selv i den alder, hun var, da hun første gang kom til lejren. Hun forestiller sig, hvordan hun måske skal overtale dem til at tage med - ligesom de voksne engang måtte overtale hende.

For hun ved nu, hvad hun ikke kunne se dengang.

Hvad Kilaarsarfik gav hende. Og hvad hun stadig bærer med sig.

- Selv i dag, når jeg føler mig nede, er Kilaarsarfik og personalet, mit lys.