Spor for livet

Børnehjemmet “Tupaarnaq”i Nuuk har hvert år pakket telte, soveposer og har forladt byens asfalt og wifi. De bor i Kilaarsarfik ved bunden af Ameralik omkring tre måneder ad gangen, omgivet af fjelde, hav og fællesskab.

- Det startede for 20 år siden, da vi tog børnene med på rensdyrjagt for første gang, fortæller Birgit Løvgreen Andersen, der er forstander på børnehjemmet.

Mens kranerne svingede over Qinngorput i 2005, hvor en helt ny bydel blev født og byen voksede i beton og asfalt, skete der noget helt andet – og dybere – i Grønlands fjelde.

To ildsjæle, Birgit og Martin, så, hvordan hverdagen kunne blive grå og rutinepræget for børnene. Og de ville noget andet. Noget, der skulle trække børnene ud i naturen. Ud i livet.

- Idéen med at tage på rensdyrjagt med børnene er vores, ja, men der har været børnelejr i Kilaarsarfik siden 1975, hvor fritidshjemmet Aqqalu var der i mange år, Røde Kors børnehjem var der også i nogle sæsoner og så overtog vi butikken, siger Martin Ømark Andersen, der er afdelingsleder i børnehjemmet ”Tupaarnaq” og gift med Birgit.

- Vi går meget mere på jagt og har meget mere fokus på jagten end tidligere, tror jeg. Det har jeg i hvert fald på fornemmelsen. Vi går rigtig meget op i det, siger han.

Så, mens Qinngorput blev fyldt med lejligheder, blev Kilaarsarfik et sted for forvandling og vækst – bare af en anden slags.

To voksne og et par telte

Det startede med to voksne, et par telte og nogle nysgerrige børn. I dag er det en institution i sig selv – en ånd og en grønlandsk tradition genoplivet i børnehøjde.

Og det hele starter i juni.

- Inden rensdyrsæsonen starter, omkring juni, forbereder børnene sig med at gå og vandre i fjeldene og de lærer, hvordan man går på rensdyrjagt, fortæller Birgit Løvgreen Andersen.

Børnene lærer at færdes stille i naturen, og ikke mindst leger de og hygger sig.

Når barnet er omkring syv-otte år gammelt, får de en lille fjällräven taske på, hvor de tager vand og madpakke med og vandrer i fjeldene.

- Det gør de i et eller to år, så begynder de at bære mere, måske en kaffekande, og så bliver det tungere og tungere. Til sidst begynder de at gå med quttoraq (kølle, red.), fordi det er det nemmeste at bære, og det er de jo meget stolte af og deres ansigter lyser op, fortæller Martin Ømark Andersen.

Et år inden børnene bliver konfirmeret, har de allerede skudt deres første rensdyr. Og børnene er med til at flå dyret, bære det, tørre det og tage det med hjem.

- Senere bliver de gamle nok til at bære hele dyr og måske en riffel. Til sidst, når de er 17 eller 18 år, kan de gå to og to sammen alene og gå på jagt, siger han.

Fællesskab som fundament

Filosofien er enkel i Kilaarsarfik: Jeg er vigtig for fællesskabet og fællesskabet er vigtigt for mig. En tankegang, der trækker rødder tilbage til grønlandsk fangstkultur.

I Kilaarsarfik har børnene forskellige opgaver som at lave mad, hente vand, vaske op og hvis vejret er til det, skal liggeunderlagene og dynerne luftes.

Og det er vigtigt for parret, at børnene er i naturen i længere perioder.

- Hele det traditionelle Grønland bygger på mesterlæring, en sidemandsoplæring, hvor far tager ud med jollen og skyder sæler og rensdyr sammen med barnet, og barnet lærer fars kompetencer igennem hele deres opvækst og ser stoltheden: Jeg er en stærk kalaaleq. Det har man selvfølgelig også nogle steder i dag, men den har vi mistet lidt, primært i Nuuk, siger Martin Ømark Andersen.

- Derfor er det vigtigt, hvis man skal lære noget, som jeg ser det, så skal man være der i lang tid. Fordi man skal lære blomsterne at kende, man skal lære hvad rensdyrene spiser og så videre, fortæller han.

Og det handler ikke kun om rensdyrene. Ligesom det starter med at vandre i fjeldene, så fanger børnene også fisk og tørrer dem, hvor de også samler nogle forskellige bær.

- Vi har også lige haft en tre dags vandretur til is fjorden med børnene, siger Martin Ømark Andersen. 

Tørret tuttu til aanaa

Alt hvad børnene fanger bliver til forråd, som bruges om vinteren på børnehjemmet – og en del gives videre til familie. På den måde oplever børnene, hvordan deres indsats bliver til andres glæde.

- Det er blevet til en tradition, at børnene giver deres familie noget tørret kød som julegave, hvis vi har nok kød, fortæller Birgit Løvgreen Andersen.

Børnene sponsorer også hjemløsejulen med deres forråd.

- Børnene er så stærke og dygtige, de forbløffer mig meget. Jeg kan også se, hvor meget de udvikler sig som personer, siger Birgit Løvgreen Andersen stolt.

Og det hele er ikke kun lyserødt det hele, pointerer parret.

- Der har været nogle voldsomme oplevelser, også med vejret med kraftige stormvejr, hvor telte flyver væk, ja, der er mange oplevelser. Det gør vores unger seje, vi har virkelige nogle stærke og seje børn, supplerer Martin Ømark Andersen.

Nogle af børnene, som i dag er voksne, og måske selv har fået børn, tager tilbage til Kilaarsarfik og besøger dem.

- De tager på jagt med os, nogle af dem. De har selv videreført traditionen med at gå på jagt, og de besøger os hvert år, siger Birgit Løvgreen Andersen.

For turene gennem de sidste 20 år er ikke bare et åndehul – det er et bål, der tændes i hjertet og aldrig helt slukkes igen.