Naalakkersuisoq om tandregulering: Jeg kan ikke love forbedringer
Det er stadig uvist, om tandregulering uden for Nuuk bliver en mulighed, siger naalakkersuisoq. Der afventes en arbejdsgruppes anbefalinger i år, før det politiske arbejde går videre.
- Der er penge, men der mangler personale, siger naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim (D), til Sermitsiaq.
Foto: Oscar Scott Carl
Tandregulering er en mulighed for omkring 40 børn om året i Nuuk. Uden for Nuuk er der ingen mulighed for tandregulering for børn og voksne. Det er ikke godt nok, erkender naalakkersuisoq for sundhed nu.
- Det er en erkendelse af, at vi har en utilfredsstillende situation i hele landet, siger Anna Wangenheim (D) til Sermitsiaq.
Sermitsiaq omtalte den 22. juli Paarnannguaq Mathiassen, som bor i Ilulissat og er medlem af kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia. Hun efterlyser mulighed for tandregulering for borgere uden for Nuuk.
Naalakkersuisoq kan dog ikke nu svare på, om muligheden for tandregulering for borgere uden for Nuuk realiseres.
- Jeg kan ikke konkret sige, at der bliver flere specialtandlæger, siger Anna Wangenheim.
Hun oplyser, at der i øjeblikket arbejdes med en reform af tandplejen.
Det forventes, at en arbejdsgruppe afslutter sit arbejde med reformen inden årets udgang. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger, som derefter skal drøftes politisk. Naalakkersuisoq afventer disse anbefalinger i sit videre arbejde.
Travle private tandlæger
For at forbedre mulighederne for tandregulering har naalakkersuisoq tidligere talt med private tandlæger. Uden resultat.
- Jeg har talt med private tandlæger. De har også allerede mange opgaver. Nogle har endda ikke kapacitet til at samarbejde med det offentlige. Derfor er det vanskeligt at gennemføre dette ønske for alle, siger naalakkersuisoq.
Det blev i 2019 besluttet, at tandregulering ikke længere skulle være en mulighed på de offentlige tandklinikker. Mangel på specialuddannede tandlæger var dengang blandt begrundelserne.
Tandregulering på de offentlige tandklinikker blev genindført i Nuuk i 2021. Siden da har det været et tilbagevendende emne, at den manglende mulighed for tandregulering uden for Nuuk. Der er gået syv år. Men den dag i dag er det stadig ikke blevet muligt igen.
Naalakkersuisoq for sundhed i 2020, Martha Abelsen (S), oplyste dengang, at det ville koste landskassen 20 millioner kroner om året, hvis tandregulering igen skulle blive en mulighed.
Og det har landet ganske vist råd til nu, siger Anna Wangenheim.
- Der er penge, men der mangler arbejdskraft, siger naalakkersuisoq.