Energy Transition Minerals mener, at selvstyret bevidst trækker deres sag i langdrag. Men intet kunne være mere forkert, siger naalakkersuisoq for råstoffer, der ser frem til at få sagen om Kuannersuit prøvet i retten.
– Vi undrer os over, at Danmark og Grønland med åbne øjne står model til, at en sag, som alle parter har interesse i, bliver løst, skal forhales og forsinkes på den måde, siger Energy Transition Minerals’ direktør Daniel Mamadou.Foto: Sarah Meyssonnier/Scanpix
Det australske
selskab Energy Transition Minerals, der har anlagt sag mod Selvstyret om
Kuannersuit-licensen, mener at Naalakkersuisut og den danske regering trækker
deres sag i langdrag med processuelle benspænd.
Ifølge selskabet så har Kammeradvokaten, der repræsenterer Danmark og Grønland,
i et brev til Grønlands Landsret fra 25. november anført, at der fortsat
udestår en række processuelle forhold, der bør afklares, inden der kan fastsættes
en frist for et svarskrift forud for retssagen.
Det australske
selskab Energy Transition Minerals, der har anlagt sag mod Selvstyret om
Kuannersuit-licensen, mener at Naalakkersuisut og den danske regering trækker
deres sag i langdrag med processuelle benspænd.
Annonce
Ifølge selskabet så har Kammeradvokaten, der repræsenterer Danmark og Grønland,
i et brev til Grønlands Landsret fra 25. november anført, at der fortsat
udestår en række processuelle forhold, der bør afklares, inden der kan fastsættes
en frist for et svarskrift forud for retssagen.
– Det er svært
at opfatte denne adfærd som andet end et bevidst forsøg på at trække sagen i
langdrag. Vi undrer os over, at Danmark og Grønland med åbne øjne står model
til, at en sag, som alle parter har interesse i, bliver løst, skal forhales og
forsinkes på den måde. Resultatet er blot, at grønlænderne hænger på regninger
i millionklassen til advokatbistand. Der kan ikke længere være megen tvivl om
sagens substantielle indhold. Vi mener, at vi har en meget stærk sag, og derfor
fortsætter vi som planlagt med at arbejde frem mod en afklaring, hvorfor vi
finder det unødvendigt at bruge mere tid på formalia, som kun forhaler
sagen, udtaler direktør i Energy Transition Minerals, Daniel Mamadou, i
en pressemeddelelse.
Foreholdt anklagerne om, at selvstyret skulle trække Kuannersuit-sagen i langdrag, lyder svaret fra Naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja H. Nathanielsen (IA): – Nej. Intet kunne være mere forkert.Foto: Trine Juncher Jørgensen
Det er selskabet der forhaler processen
Foreholdt anklagerne om, at selvstyret skulle trække sagen i
langdrag, lyder svaret fra Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi,
Justitsområdet og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen (IA):
– Nej. Intet kunne være mere forkert.
Ifølge hende så forholder det sig faktisk lige omvendt.
– Vi har talrige eksempler på, at Greenland Minerals/Energy Transition
Minerals (GME/ETM) har lagt en strategi, der forhaler processen. Det mest
oplagte eksempel er selvfølgelig hele voldgiftssagen, der slet ikke burde være
anlagt. Det var det forkerte sted at få sagen prøvet, og det er nu endeligt
afklaret med afgørelsen fra Voldgiftsretten.
- Et andet eksempel er forsøget på også at
anlægget en sag i Københavns Byret. Det blev for nyligt også afvist ved, at
Naalakkersuisut og en række grønlandske institutioner nu er ude af den sag. Derudover har selskabets strategi med at
stævne en lang række institutioner og personer, der ikke er part i sagen, også
forhalet sagen. Naalakkersuisut er den eneste modpart i sagen, og det mangler
GME/ETM at forstå eller anerkende.
- Det giver eksempelvis ingen som helst mening at
anklage Inatsisartuts formand for en afgørelse truffet af Naalakkersuisut.
Derfor har vi udfordret dette i Landsretten. Ja, det tager tid at få afklaret,
men alternativet er uacceptabelt, siger Naaja H. Nathanielsen og tilføjer:
– Hvis sagen skulle fortsætte med alle de øvrige parter, som
GME/ETM har indstævnet, så betyder det kun forvirring og yderligere
omkostninger. Derfor er det eneste ansvarlige at få skåret sagen til, så den
kan blive behandlet så hurtigt og effektivt som muligt. Naalakkersuisut ser
ligesom GME/ETM frem til at få prøvet sagen i retten på den måde, den skal
prøves på; Nemlig i en sag mellem GME og Naalakkersuisut, med fokus på de
afgørelser, Naalakkersuisut har truffet.
Personligt erstatningsansvar
Selskabet undrer sig også over, at Kammeradvokaten med sit brev til
Grønlands Landsret åbner for, at Energy Transition Minerals muligvis
bør holde enkelte medlemmer af Inatsisartut personligt erstatningsansvarlige i
sagen.
– Vi hæfter os ved, at modpartens egen advokat pludselig bringer i spil, at
enkeltpersoner kan gøres ansvarlige i den her sag. Det er selvsagt alvorligt
for de personer, der i givet fald kan blive erstatningsansvarlige, lyder
det fra Daniel Mamadou.
Men
det er ikke en korrekt udlægning, siger Naaja H. Nathanielsen: – Den høflige udlægning er, at GME/ETM må have misforstået deres egen
handling. Det er GME/ETM, der har truffet beslutning om at anlægge sagen mod en
hel del ganske irrelevante parter. Som vi har vejledt dem om adskillige gange
over årene, er Naalakkersuisut den eneste enhed, det er korrekt at sagsøge.
- GME/ETM har blandt andre sagsøgt ”Inatsisartut
v/Formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen”. Den beslutning er meningsløs, idet
Inatsisartuts formand ikke kan stå til ansvar for afgørelser truffet af
Naalakkersuisut. Alle disse uklare beslutninger truffet af GME/ETM giver en del
afklaringsspørgsmål. Men det er GME/ETM som har sat rammen, og det er jo det,
som vi skal forholde os til. Vi er nødsaget til at udfordre disse forhold og
stille spørgsmål til det. Spørgsmål, som GME/ETM indtil videre ikke har besvaret.
Skræmmekampagne mod selvstyret
Ifølge Naaja H. Nathanielsen så har departementet stillet nogle afklarende
spørgsmål til sagen ved Grønlands Landsret, men at det ikke er en åbning mod
personligt erstatningsansvar, som hævdes af selskabet.
– Hvis de for alvor tror på det, så er det virkeligt bekymrende. Det
betyder, at de slet ikke har forstået afgørelses-strukturen i råstofprojekter.
Endnu en gang så oplever vi, at GME/ETM prøver at lave skræmmekampagne mod
Selvstyret ved at antyde, at nogen kommer til at hænge på en astronomisk
erstatning. Vi står som altid klar til at vejlede GME/ETM, sådan som det hele
tiden har været tilfældet – og vi hilser en hurtig og effektiv prøvelse af
vores afgørelser velkommen.
Miljømæssige og lovpligtige krav
Energy
Transition Minerals skriver slutteligt, at alle miljømæssige og lovpligtige
krav til en udnyttelsestilladelse for Kuannersuit-projektet er opfyldt, og at
selskabet på den måde uretmæssigt er blevet frataget muligheden for at bedrive
minedrift i Kuannersuit.
Men heller ikke
heri er Naalakkersuisoq enig i udlægningen:
- Der er ikke taget stilling til, om GME/ETM lever op til alle miljømæssige og
lovpligtige krav. Der er tidligere ansøgt og afholdt offentlige høringer om
selskabets VVM og SIA, og det er Naalakkersuisut som skal godkende disse
rapporter. Naalakkersuisut har ikke taget stilling til eller godkendt GME’s VVM
og SIA. Lige nu handler sagen om, hvorvidt ansøgningen om en
udnyttelsestilladelse og afslagene er givet med rette. De er givet som følge af
mængden af uran i ressourcen og i relation til uranloven. Skulle retten mod
vores forventning finde, at vores afslag ikke er givet med rette, så må sagen
hjemvises til Naalakkersuisut, som så skal behandle om de yderligere
betingelser er opfyldt. Det er den helt sædvanlige fremgangsmåde, når
forvaltningsafgørelser bliver prøvet. Så deres udlægning er ikke korrekt.
Der
er endnu ikke berammet første retsmøde i sagen mellem Greenland Minerals/Energy
Transition Minerals og Selvstyret.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.