UNNIA
Slettemark-søskende jubler efter at have slået USA i World Cup-stafet
Ukaleq og Sondre Slettemark leverede en stærk World Cup-stafet og sluttede foran USA i Nove Mesto.
Foto: Uiloq Slettemark/Greenland Biathlon Federation
Ukaleq
og Sondre Slettemark, skitalenter, har netop sat punktum for deres sidste konkurrence inden
Vinter-OL. Søskendeparret leverede en stærk præstation i World Cup-stafetten i
disciplinen Single Mix i Nove Mesto, Tjekkiet, hvor de sluttede som nummer 16
ud af 24 hold.
De
to grønlændere gennemførte hele stafetten uden at skulle i strafrunden.
Undervejs lå de flere gange helt fremme omkring en 12.-plads, men endte altså
på en flot 16.-plads – foran nationer som USA og Canada. Det vakte stor
begejstring hos søskendeparret.
–
Single Mix-stafet passer os rigtig godt, og det er en super sjov konkurrence.
Den er hektisk, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Den er også ret
uforudsigelig, fordi løjpen er kort, og skydningen er ret afgørende. Vi er
super tilfredse med resultatet, ikke mindst fordi vi slog USA. Vi undgik at
løbe strafrunder, men ellers var vores skydning ikke helt optimal. 12
ekstraskud for at få de 40 skiver ned, er vi ikke helt tilfredse med, men det
viser blot, at vi har muligheder for at komme endnu højere op på
resultatlisten, når skydningen sidder bedre, udtaler søskendeparret i en
pressemeddelelse fra Greenland Biathlon Federation.
Nu
går turen videre til Obertilliach i Østrig, hvor Ukaleq og Sondre Slettemark
skal bruge de næste 12 dage på at finpudse formen frem mod Vinter-OL.