Grønlands håndboldkvinder slår Mexico
Det grønlandske kvindelandshold i håndbold spillede første VM-kvalifikationskamp søndag, hvor holdet slog Mexico med seks mål.
Håndboldkvinderne lægger hårdt ud ved de nordamerikanske- og caribiske mesterskaber, der spilles i Chicago i USA.
Sønadag aften fik kvinderne to vigtige point. Her slog holdet nemlig Mexico med 33-27 i deres første kamp ved turneringen, der også er kvalifikationsturnering til verdensmesterskaberne.
Dominans i hele kampen
Det grønlandske mandskab førte med 17-12 ved pausen. Angrebsspillet fungerede fremragende og chancerne blev udnyttet godt, mens Rina Møller Lorentzen i målet leverede flere vigtige redninger.
I anden halvleg fortsatte den grønlandske dominans, hvor Mexico aldrig var i nærheden af at komme tæt på i kampen.
Ny kamp mandag
Sejren til det grønlandske landshold betyder, at holdet kommer nærmere til verdensmesterskaberne, der spilles i Spanien til december.
I dag, mandag, spiller Grønland endnu en kamp, og her gælder det USA, som tabte sin første kamp mod Puerto Rico med 20-28.
Kampen starter klokken 22.00 grønlandsk tid.