Jeg
så en hval i fjorden.
En
stor krop i vandet. Rolig, tung og ubesværet i sin størrelse. Den brød
overfladen, viste sig et øjeblik og forsvandt igen, som om den aldrig helt
havde ladet sig fastholde. Tilbage var kun vandet, der langsomt lukkede sig
efter den — og en tung udånding, der bredte sig som ringe i vandet.
Jeg
så en hval i fjorden.
En
stor krop i vandet. Rolig, tung og ubesværet i sin størrelse. Den brød
overfladen, viste sig et øjeblik og forsvandt igen, som om den aldrig helt
havde ladet sig fastholde. Tilbage var kun vandet, der langsomt lukkede sig
efter den — og en tung udånding, der bredte sig som ringe i vandet.
Den
blev hængende i mig.
Der
er noget ved hvalen, som minder mig om min egen krop lige nu. Den er også stor,
også umulig at komme udenom. Noget, der bare er til stede, uden forklaring
eller hast.
Jeg
er gravid og venter mit andet barn. Det er en krop i bevægelse mod noget, jeg
ikke kan kontrollere. Jeg kan mærke det hele, men ikke styre formen. Ikke se,
hvordan det bliver.
Jeg
ved, at det er bleer, søvnløse nætter, amning, endeløse bekymringer, og de små,
daglige ritualer der holder et nyt liv i gang. Jeg har prøvet det før. Og
alligevel føles det også som at stå midt i noget uoverskueligt stort.
For
hvad er det egentlig for et samfund, jeg føder mit barn ind i?
Kvinder
bliver igen og igen opfordret til at føde flere børn. Som samfund bekymrer vi
os over faldende fødselstal og fremtiden. Men et samfund må også spørge sig
selv, hvordan det tager imod de liv, det ønsker flere af.
Vi
taler meget om systemer. Om institutioner. Om rammer. Og for tiden også meget
om dem, der skal bære dem: pædagogerne, som der er mangel på, og som arbejder
under vilkår og lønninger, der igen og igen bliver diskuteret i spalterne her i
Sermitsiaq. Det er ikke abstrakte problemstillinger. De har ansigter. De har
hænder, der skal holde små børn, når forældre går på arbejde. De har stemmer,
der skal trøste, sætte grænser, skabe tryghed.
Men
systemet virker nogle gange som en stor, træt krop, der trækker vejret tungt og
sukker langsomt, uden helt at reagere på dem, der forsøger at holde sig oven
vande.
Jeg
tænker på hvalen igen.
Den
bevæger sig gennem fjorden med en naturlig tyngde. Den er ikke hurtig, ikke
effektiv i moderne forstand. Men den er tilpasset sit element. Den ved, hvordan
den skal være i vandet.
Og
jeg ved ikke altid, om vores systemer er lige så tilpassede til de børn, der
skal vokse op i dem.
Der
er en mærkelig spænding i det hele. På den ene side en enorm kærlighed og
ansvarsfølelse, der opstår, når man får et barn. På den anden side en stille
uro over, om der er hænder nok til at tage imod det barn, når det bevæger sig
ud af hjemmet og ind i fællesskabet.
Det
nære og det store hænger uløseligt sammen her. Som fjorden og havet. Som mig og
hvalen, jeg så.
Jeg
ved ikke, om jeg følte mig som hvalen i det øjeblik.
Måske
gjorde jeg.
Stor
og langsomt bevægende gennem det store ubekendte, noget jeg ikke helt kan
overskue. Samtidig med at jeg er afhængig af de strømme, jeg ikke selv har
kontrol over.
Der
er noget trøstende i det billede. Og noget bekymrende.
For
hvalen klarer sig, fordi havet er stort nok til den. Spørgsmålet er, om vores
samfund også er rummeligt nok til de liv, vi bringer ind i det.
Jeg
tænker stadig på hvalen i fjorden.
Og
på det barn, der snart skal trække vejret udenfor mig.