Et iturevet korsbånd ledte Arina Kleist fra sportens verden og ind i filmens

Hvor end Arina Kleist befandt sig som lille, var der stort set altid en bold til stede.

Da hun kom hjem fra sin allerførste håndboldtræning i Qaqortup Timersortarfia, sagde hun til sin mor, at det ikke var noget for hende

Den dengang 7-årige Arina Kleist var frustreret over alle de tricks og finter, hun ikke kunne finde ud af.

Ting tager tid, lød ordene fra moderen.

LÆS OGSÅ

Den følsomme sangerinde

- Man må prøve igen og igen, før man bliver god, og man kan ikke blive den allerbedste fra dag ét, gengiver Arina Kleist sin mors ord.

Hun mødte op til træning igen. Og igen. Og hun opdagede, at hendes mor havde ret.

- Den tankegang har jeg taget til mig i livet; at man ikke skal give op med det samme, bare fordi man ikke er blevet verdensmester. At man lærer tingene hen ad vejen, siger Arina Kleist.

Håndbolden endte dog aldrig med at blive hendes favoritsport. Til gengæld fik fodbolden hurtigt en stor plads i hendes hjerte.

’Hende fodboldpigen’ blev Arina Kleist hurtigt kendt som.

Men til en fodboldkamp i Aalborg i 2011, blev et forkert vrid med benet begyndelsen på enden for det fristed, som Arina Kleist altid havde fundet i sporten. Herfra måtte hun på jagt efter et nyt.

Hørte hjemme i hallen

Arina Kleists forældre er begge fra Nanortalik.

Selv blev hun født i Nuuk i 1986. Da hendes forældre gik fra hinanden to år efter, flyttede Arina Kleist med sin mor og storesøster til Uummannaq, hvor de boede i fem år. I 1993, da hun var syv år, flyttede familien til Qaqortoq, tilbage til Sydgrønland og familiens rødder.

Sport fyldte meget i barndomshjemmet – også før Arina Kleist selv begyndte at gå til håndbold- og fodboldtræning. Hendes mor spillede meget badminton, og tog ofte sine to døtre med i hallen, når hun skulle træne om aftenen.

Under sportshallens tag, mellem plastikstole og i dunsten af grillmad, sved og spænding, følte Arina Kleist sig tryg. Da hun var omkring otte år, begyndte hun selv til fodboldtræning med drengeholdet i hallen i Qaqortoq, mens hendes storesøster gik til taekwondo i gymnastiksalen.

Hun elskede fodbold. Det var sjovt, og hun blev bedre og bedre.

Som teenager kom hun på kvindernes ungdomslandshold i indendørs fodbold, og som 16-årig var hun i 2002 med til at vinde bronze til Arctic Winter Games, der foregik i Nuuk det år.

Efter folkeskolen rejste hun til USA på et udvekslingsophold i Conneticut, hvor hun dyrkede en del sport. De unge omkring hende talte meget om universitetet og de stipendier, man kunne søge og få, hvis man var god til sport.

Selv endte hun med at søge ind på sportscollege i Horsens, og hun kom ind.

- Men jeg havde på det tidspunkt hjemve og brug for at komme hjem. Så jeg endte med at tage gymnasiet i Qaqortoq i stedet, fortæller hun.

Arina Kleists mor var uddannet folkeskolelærer, og det var også i de baner, Arina Kleist tænkte, da hun i gymnasiet begyndte at overveje, hvad hun skulle uddanne sig som.

Hun elskede historie, og der var noget ved formidling, der tiltrak hende. Hun endte med at søge ind på en bacheloruddannelse i humanistisk informatik på Aalborg Universitet, hvor hun kunne komme til at beskæftige sig en del med kommunikation.

Mens hendes kæreste, som hun mødte, mens hun gik på gymnasiet i Qaqortoq, sejlede rundt som maskinist, flyttede Arina Kleist i 2009 til Aalborg.

Under studierne fortsatte hun med at spille fodbold i en af de lokale klubber i byen og med de andre grønlandske studerende. Hun elskede sammenholdet og den symbiose, man havnede i, når man flettede ind og ud mellem hinanden på banen.

- Og det var også dér, hvor jeg kunne afreagere for mine følelser og frustrationer, husker Arina Kleist.

Dog var hun ikke lige så konsistent med træningen, som hun plejede at være – studierne og eksamener var svære og krævede meget tid og mange kræfter. I perioder stillede hun helt fodboldstøvlerne på hylden.

Alligevel havnede hun i 2011 på andetholdet i klubbens kvindehold, og pludselig skulle hun spille kamp.

- Men min kondition var ikke så god, og jeg havde slet ikke styrketrænet. Så jeg sprang bare ud i det.

Korsbåndet bristede

Kampen foregik få dage inden Arina Kleists 25-års fødselsdag, 20. juni. Solen skinnede og hun løb rundt oppe foran på banen som angriber.

På et tidspunkt, da modstanderne havde bolden, forsøgte Arina Kleist at snuppe den fra dem. Idét bolden hurtigt trillede fra én spiller til en anden, gik hun gik efter den og drejede kroppen.

- Underdelen af mit ben forblev bare, hvor det var, mens resten af benet drejede om. Dér kunne jeg mærke, at den var helt gal, siger hun.

Hun kunne høre noget briste inde i knæet. Senere fortalte lægen, at korsbåndet var blevet revet over – delvist.

Arina Kleist stoppede helt med boldspil. Da hun noget tid efter universitetet begyndte på Paul Petersens Idrætsinstitut i København med henblik på at blive idrætslærer, spillede hun en smule i forbindelse med undervisningen.

Men det gik ikke. I foråret 2013 brast korsbåndet fuldstændig til en håndboldtræning. Arina Kleist blev opereret samme år – men det var helt slut med sport og boldspil.

- Det er ligesom at miste en del af sin identitet, siger hun.

- Når man er på banen, er det både sjovt og seriøst, og man bliver en del af et fællesskab. Alt det mistede jeg jo dér.

Kort efter knæoperationen flyttede hun til Færøerne, hvor hendes kæreste er fra. Mens han var under uddannelse som maskinmester i Tórshavn, havde Arina Kleist svært ved at finde et arbejde.

Hun følte sig rodløs – og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre med sit liv.

En dag, da hun kiggede på jobannoncer på nettet, opdagede hun, at man ledte efter en, der skulle hjælpe med at arrangere Arctic Winter Games, der i 2016 skulle foregå i Nuuk.

Hun søgte tjansen, fik den og flyttede i 2014 til Nuuk.

- Det var godt, men også lidt grænseoverskridende. For det var et virkelig godt hold, og jeg satte i begyndelsen tit spørgsmålstegn ved, om jeg passede ind, husker hun.

Men hun og kollegaerne, der var med til at arrangere og organisere sportsbegivenheden, endte med at blive én stor familie.

- Jeg følte mig hjemme.

En film om et glemt håndværk

Sportsbegivenheden løb ad stablen i marts måned 2016. Da den var ovre, måtte Arina Kleist finde ud af, hvad hun så skulle lave.

Hun endte med at få et job som social media manager hos Visit Greenland, hvor hun senere endte med at være med til at producere videoer.

Hendes allerførste opgave var et interview med en lokal turoperatør om hans forhold til Nuup Kangerlua (Nuukfjorden). Mens hun sad og redigerede videoen, mærkede hun en følelse af eufori.

- Der var bare noget, der føltes rigtig godt inde i maven, siger hun.

Mens hun fortsatte med at være medproducer på videoerne for Visit Greenland og hendes kæreste fortsatte med at sejle gik tiden og hverdagen i Nuuk. Hun blev gravid og fik to børn, Ari og Aima. De havde travlt.

Arina Kleist trivedes til sidst ikke rigtigt i det hamsterhjul, som hun følte, at familien var havnet i, og de valgte at flytte til Qaqortoq 2021.

- Jeg elsker Nuuk, og kan godt lide små dosis af storby, caféer og travlheden. Men når jeg kommer hjem til Qaqortoq, kan jeg trække vejret mere roligt, siger hun.

Bagsiden ved at rykke teltpløkkerne op på ny og flytte tilbage til barndomsbyen var, at der ikke var noget arbejde, hvor Arina Kleist kunne fortsætte i sit spor med videoproduktion og kommunikation.

Så nogle måneder inden flytningen, besluttede hun sig for at prøve at starte sit eget produktionsselskab.

I begyndelsen var det mest reklamefilm og diverse småopgaver for kommunen, forskellige virksomheder og andre organisationer der fyldte.

Men en dag landede en opgave på hendes bord, hvor hun skulle interviewe den dengang 82-årige Marie Josefsen om græssyning – et næsten glemt kunsthåndværk, som kvinderne i Josefsens familie havde udført i generationer.

Videoerne skulle laves som små tutorials, der skulle bruges til en række workshops om græssyning, men Arina Kleist blev med det samme forelsket i Maria Josefsens fortælling og i håndværkets historie.

Så mens hun filmede de små videotutorials, samlede hun materiale sammen til en kort dokumentarfilm.

Filmen fik titlen 'Ivikkisartoq Kingulleq' – The Last Grass Seamstress på engelsk – og fik præmiere på Nuuk Internationale Film Festival i 2024.

- Jeg var meget nervøs og havde præstationsangst. Men efter visningen kom flere hen til mig og sagde, at den var rigtig god og sagde tak for filmen, fortæller hun.

Filmen endte med at vinde prisen for bedste kortfilm under festivalen og blev på mange måder et springbræt ind i filmbranchen for Arina Kleist.

- Filmfællesskabet her i landet er ikke så stort, men jeg har virkelig mærket meget støtte og opbakning, siger hun.

Ved siden af de reklamefilm og småvideoer, som hun i dag fortsat producerer, har hun efterhånden været en del af mange forskellige filmprojekter.

Blandt andet har hun været med til at producere dokumentarfilmen ’Qajaq Man’, som vandt prisen for bedste dokumentar til sidste års Nuuk Internationale Film Festival – og som blev vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Til den københavnske filmfestival blev Arina Kleists egen kortfilm ’Tamatta Ataqatigiippugut' – Vi er alle forbundet – desuden også vist.

- Jeg er blevet taget godt imod, og det er jeg meget taknemmelig for.

Intet er tilfældigt

Når Arina Kleist i dag tænker tilbage på kampen i Aalborg, skaden og på de konsekvenser og begrænsinger, hun stadig mærker i dag, skær det i hjertet.

Knæskaden var et kæmpe nederlag.

- Jeg har kæmpet så meget med genoptræning og med at komme tilbage. Men jeg har også prøvet at indse og acceptere, at jeg aldrig nogensinde kommer tilbage på det samme niveau, som jeg var på før.

Nu drømmer Arina Kleist bare om at kunne komme til at spille hyggebold på old girls-niveau og om at kunne spille bold med sin dreng.

Da Sermitsiaqs journalist taler med hende, er hun i Nuuk for at få sit knæ MR-scannet.

- Det er meget spændende, hvad lægen ender med at fortælle, siger hun.

I mellemtiden forsøger Arina Kleist at holde fast i sin mors ord om, at ting tager tid og er en proces. I dag er hun heller ikke sikker på, at hun ville have fundet vejen til filmproduktion, hvis ikke det havde været for knæskaden.

- Da jeg var yngre tænkte jeg indimellem, at jeg godt kunne tænke mig at være mere end den der fodboldpige, som folk kendte mig som. Jeg var på en måde låst i den rolle, siger hun.

- Jeg tror ikke så meget på tilfældigheder, jeg tror mere på skæbnen, og måske var det en skade, der skulle til, for at jeg kunne komme videre med noget andet.

Selvom det kan være hårdt at være filmskaber, så er Arina Kleist fuldstændig overbevist om, at hun i dag er på rette spor i livet. Både fordi hun har fundet en personlig glæde og et fællesskab i arbejdet med film, som hun kan genkende fra sportens verden.

Men også fordi hun føler sig forpligtet til at fortælle historier om Grønland, fortalt fra folkets perspektiv.

- Det ville måske være nemmere, hvis jeg havde et traditionelt 8-16 job med ferie og frirejse, men er det det, jeg vil? Er det dér, hvor jeg kan bidrage mest til samfundet?

- Nej, det er det ikke, svarer hun selv og tilføjer:

- Jeg er i min livsbane lige nu.