DØGNRAPPORT

Elgiganten fik stjålet for 47.300 kroner

To personer er sigtet for besiddelse af hash, der har været butikstyveri i Nuuk og anmeldelser om vold og hærværk i Aasiaat, fortæller Grønlands Politi. 

Elgiganten i Nuuk har fået stjålet varer for mange tusinde kroner, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Thomas Jeppesen.
Offentliggjort

Det har været et travlt døgn for Grønlands Politi. De har været kaldt ud til sager om hærværk, vold, euforiserende stoffer og tyveri ved højlys dag.

Det sidste drejer sig om Elgiganten i Nuuk, som klokken 10.45 anmeldte et butikstyveri.

- Der er blevet stjålet for ikke mindre end 47.300 kroner, siger vagtchef Thomas Jeppesen til Sermitsiaq.

Der har været en gerningsmand inde i butikken i åbningstiden og forladt butikken med varer for mange tusinde kroner uden at betale. Der er en mistænkt i sagen, fortæller vagtchefen.

Vold og hærværk i Aasiaat

 I Aasiaat har politiet været kaldt ud til flere sager i det seneste døgn.

Klokken 04.34 natten til lørdag modtog politiet en anmeldelse om hærværk, der er begået på en privatadresse i Aasiaat.

Der har været flere gerningsmænd på adressen, hvor de har smadret en rude med en sten, og efterfølgende har de forladt stedet. Der er både mistænkte og sigtede i sagen, siger Thomas Jeppesen.

Lidt senere på natten klokken 05.00 var der en voldsepisode i Aasiaat, hvor en forurettet er blevet tildelt flere slag i ansigtet med knyttet næve, hvilket har medført skader i ansigtet.

En person er anholdt i sagen.

To personer i besiddelse af hash

To personer er også blevet anholdt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

En person er fredag ved middagstid blevet anholdt og sigtet for besiddelse af 288 gram hash med henblik på videresalg.

- Han er kommet ind i Grønland via Danmark og blev fundet i besiddelse af det ved en kontrol i lufthavnen, siger vagtchefen.

I går klokken 16.59 har en kørende patrulje stoppet et køretøj, hvor føreren bliver skønnet at være påvirket af stoffer, og der lugtede kraftigt af cannabis i køretøjet, fortæller vagtchefen.

Føreren bliver visiteret og fundet i besiddelse af fem gram hash. Vedkommende er blevet sigtet.

Desuden har der været sager om gadeuorden, alkoholrelaterede hændelser og trusler om selvmord.

Powered by Labrador CMS