GIF undersøger mulighed for små turneringer
Forlængede restriktioner omkring forsamlinger resulterer i endnu et forår uden traditionelle Grønlandsmesterskaber. GIF undersøger, om små turneringer kan sættes på spil.
Naalakkersuisut har forlænget restriktioner om forsamling og rejser frem til og med den 30. april 2021.
Restriktionerne betyder blandt andet, at højst 100 personer må forsamles indendørs og højst 250 personer må forsamles udendørs. Derudover er der forbud mod at afholde arrangementer med deltagelse på tværs af kommunegrænser.
Men det stopper ikke spillet.
Sammen med specialforbund og foreninger undersøger GIF nu muligheden for at afholde mindre sportsturneringer, som er tilpasset bekendtgørelsen om forsamlinger.
- Vi kigger ikke mindst på de muligheder, der også opstår i en situation med mindre turneringsaktivitet. Der er allerede mange gode eksempler på Covid-19-tilpassede lokale tiltag, og der er plads til flere. Et fokus væk fra turneringsaktivitet kan måske frigive ressourcer til at arbejde mere på udviklingstiltag i foreninger og forbund, siger bestyrelsesformand i Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann.
Ærgerlig forlængelse
Bestyrelsesformanden i GIF lægger dog ikke skjul på, at en forlængelse af restriktioner omkring forsamlinger er ærgerlig for sportens verden:
- Det ærgrer os meget, at vi fortsat ikke kan gennemføre stævner på tværs af landet, da vi ser, at det har konsekvenser for aktivitetsniveauet. Men vi er selvfølgelig også forstående overfor den situation, vi står i med en global pandemi og opfordrer alle vores medlemmer til at efterleve de udstukne retningslinier, siger Nuka Kleemann.
Han opfordrer dog foreninger og forbund til ikke at smide håndklædet i ringen allerede nu. GIF har afsat i alt 1,6 millioner kroner til aktivitetspuljen, der sætter fokus på tiltag, der kan være med til at skabe aktivitet og til at udvikle og styrke idrætsforbund og foreninger i corona-tider.
Bestyrelsesformanden opfordrer sine medlemmer til at søge om midlerne.