Hvor traumer møder rødder

Aviaja Laakki Sanimuinaq lukker øjnene.

Hun kalder på kraftdyrene. På forfædrene.

Dyrene er genkendelige. Forfædrene er mennesker, hvis tilstedeværelse synes at række fra fortiden og ind i rummet, hvor Aviaja sidder. Det føles ikke fremmed. Tværtimod.

Det er her, Sila begynder at åbne sig.

Ikke som en forklaring på, hvad Sila betyder, men som en fortælling om forbindelsen mellem mennesker, dyr, natur og dem, der kom før os.

Foran hende sidder Naja Lyberth. Hun trækker vejret dybt, inden hun fortæller om sin traumatiske oplevelse. Hun forsøger at finde en vej igennem det.

Naja Lyberth er talspersonen for en gruppe kvinder, der er en del af spiralsagen.

Dokumentarfilmen Sila handler om det, vi kan se, men i lige så høj grad om det, vi ikke kan se. Om forbindelsen mellem Inuit, dyr, natur og forfædre og om hvad der sker, når den forbindelse bliver brudt.

Gennem fire grønlandske kvinders fortællinger bevæger filmen sig fra spiritualitet og kultur til nogle af de dybeste traumer, kolonialismen har efterladt.

Hvad er Sila?

Under årets Nuuk International Film Festival, der finder sted fra 16. til 19. september, får publikum mulighed for at opleve Sila.

Filmen er instrueret af Zaya Benazzo og Maurizio Benazzo og tager fat på nogle af de dybeste spørgsmål om identitet, kultur, spiritualitet og de traumer, der lever videre mellem generationer.

Men hvad er egentlig Sila?

Filmen giver ikke et enkelt svar. Sila bliver beskrevet som noget, der findes omkring os og i os, vejret, ånden, bevidstheden og den livskraft, der forbinder mennesker med dyr, planter, natur og forfædre.

“We have forgotten the Inua, the life within everything,”  lyder det i filmen. (På dansk: Vi har glemt Inua, livet, der findes i alt, red.)

Det er måske netop denne forbindelse, filmen Sila forsøger at minde os om. For hvis alt levende hænger sammen, hvad sker der så, når forbindelsen bliver brudt?

Da filmen fortæller om folkeskolen og identiteten, rammer den tættere på. For hvad sker der med et barn, når det lærer, at dets eget sprog og kultur ikke er det, der giver værdi?

Jeg kender selv følelsen af, at det at kunne tale dansk kan blive gjort til et mål for, hvor dygtig eller begavet man er. Som voksen er det let at se, hvor urimelig den målestok er.

Ens evner bliver ikke større af, at man taler dansk, og mindre af, at man ikke gør. Bevares. Men som barn kan den slags fortællinger sætte sig på en helt anden måde.

I filmen bliver den slags erfaringer sat ind i en større fortælling om kolonialismens eftervirkninger og det tab af selvforståelse, som kan gå i arv. Jeg mærker en følelse af lettelse. Ikke fordi traumerne bliver mindre smertefulde, men fordi de bliver sagt højt. Qujanaq.

Hudløs ærlig

Det bliver særligt tydeligt, da Naja Lyberth fortæller om spiralen, som blev sat op i hende som skolepige uden hendes samtykke og uden hendes forældres viden. Et overgreb, der mange år senere, stadig sidder i kroppen.

I filmen møder hun Aviaja Laakki, som gennem sin shamanistiske praksis forsøger at hjælpe hende med at nærme sig det, der har gjort ondt.

Naja bliver rørt under sessionen. Det gør man som seer også. For her bliver heling ikke præsenteret som noget enkelt eller hurtigt, men som en vej tilbage til noget, der måske hele tiden har været der: forbindelsen til sig selv, til kulturen og til forfædrene.

Det er en af filmens mest rørende scener, netop fordi en Inuit kvinde her hjælper en anden Inuit kvinde gennem en forståelse af traditionel heling, hvor dyr, planter og forfædre har en plads.

Najas historie står ikke alene. Gennem filmen fortæller kvinderne om traumer, der rækker længere tilbage end deres egne liv. Om seksuelle overgreb, selvmordstanker og alkoholmisbrug, men også om en kolonihistorie, som stadig sætter spor i måden, Inuit ser på sig selv og hinanden.

Aviaja Laakki fortæller hudløst ærligt om sin egen opvækst og om sin far, som kom til Grønland udefra og udsatte hendes søster og andre børn for overgreb. Det er svært at se på.

Men det er også netop her, filmen bliver stærk: Den forsøger ikke at gøre historierne pænere, end de er.

Men Sila bliver ikke stående i smerten. For hver fortælling om det, der er gået tabt, findes også en fortælling om det, der er ved at blive fundet igen.

Trommedansen, Inuit-tatoveringerne, naturen, dyrene og forbindelsen til forfædrene bliver måder at nærme sig en kultur, som ikke er forsvundet, men som i generationer har været presset i baggrunden.

Ikimaliq Pikilak fortæller gennem sine tunniit (inuit-tatoveringer), mens Nuka Alice finder forbindelsen til kulturen gennem trommedansen.

Kvinderne i filmen griner, græder, danser og taler sammen. Og midt i alle de tunge fortællinger opstår der en følelse af stolthed – en stolthed af at være inuk.

Får det tydeligt frem

Det er også gennem billederne, at filmen fortæller. De gamle sort-hvide fotografier står side om side med nutidens billeder. Fjelde, dyr og mennesker bindes sammen i billeder, der både er smukke og eftertænksomme.

Samtidig kan filmen Sila føles tung, da filmen bevæger sig gennem store og smertefulde emner som kolonialisme, generationalt traume, spiritualitet, identitet og heling.

Kvinderne fortæller åbent om deres oplevelser, og det giver filmen en stærk autenticitet, men mængden af alvorlige emner gør også, at den til tider kan føles tung at være i.

Det er samtidig netop kvinderne og deres personlige fortællinger, der gør, at filmen aldrig mister sit menneskelige nærvær.

Da filmen slutter, sidder jeg ikke kun tilbage med sorgen over det, der er blevet gjort mod mennesker og en kultur.

Jeg sidder også med en følelse af kraft. Af stolthed. Og måske mest af alt en lettelse over at se traumerne blive sagt højt og mødt med en forståelse, der tager udgangspunkt i Inuit kulturen.

"Who are Inuit when the structure is built for someone else. We are still Inuit. We need our roots." (På dansk: Hvem er vi som Inuit, når strukturen er bygget til andre? Vi er stadig Inuit. Vi har brug for vores rødder, red.)

Det er måske der, Sila står stærkest. I påmindelsen om, at selv når forbindelsen er blevet brudt, betyder det ikke, at rødderne er væk.