Futsal: B-67 er grønlandsmestre efter dramatisk finale-sejr
Efter forlænget spilletid blev herrernes finale afgjort mellem B-67 fra Nuuk og Nagdlunguak fra Ilulissat. Landstræner vurderer, at det måske var den mest spændende og lige futsal-finale hos herrerne til dato.
B-67 fra Nuuk kan igen kalde sig for grønlandsmestre i futsal.
Holdet slog Nagdlunguak fra Ilulissat i finalen mandag efter en fantastisk kamp. Kampen måtte nemlig i forlænget spilletid, efter 1-1 i den ordinære spilletid. Her trak det blåblusede mandskab det længste strå i den forlængede spilletid, og vandt kampen med 5-2.
Tempoet på spillet var højt, og Katu Madsen fra Nagdlunguak' bragte sit hold foran 1-0 i første halvleg, som også blev pausestillingen.
I anden halvleg pressede B-67 på at få udligning, og det gav pote, da Patrick Frederiksen blev spillet fri og scorede til 1-1.
Forlænget spilletid
Den ordinære spilletid slutte uafgjort 1-1, og derfor måtte i den forlængede spilletid. Først i anden halvleg af den forlængede spilletid scorede Nick Reimer B-67 til 2-1, og han igen scorede på straffespark til 3-1. Nagdlunguak' tog deres målmand ud for at have overtal efter to scoringer fra B-67, hvilket B-67 udnyttede til at score til 4-1.
Peter Leibhardt fra Nagdlunguak reducerede med en flot mål. Men til sidst afgjorde Rene Eriksen Petersen fra B-67 kampen med en scoring fra straffe til slutresultatet 5-2. Kort før straffesparket blev Nagdlunguak's anfører, Lars Erik Reimer, vist ud af dommerne på grund af brok.
Henrykt landstræner
- Det var den måske mest spændende og lige futsal finale hos herrerne til dato, siger landstræner René Olsen om kampen til Sermitsiaq.AG.
Kun ganske små marginaler gjorde udfaldet til B-67's fordel og passende gik kampen i forlænget for den kunne være tippet begge veje, siger han.
Landsholdsspiller Frederik Funch er enig.
- Finalen var et brag, fremhæver landsholdsspilleren, og fortsætter:
- Jeg var overrasket over at se, hvor meget Nagdlunguak' styrede kampen, de var meget på bolden og havde en del boldbesiddelse som skabte store chancer for dem flere gange. B-67 fik ikke helt deres pres på plads i og med, de var en smule passive. De afventede mere og ventede på fejl, hvilket også er helt ok, hvis man ikke føler presset sidder, som det skal, siger han.
Flere spillere til rådighed
Frederik Funch peger på, at Nagdlunguak' ikke havde nok spillere, da han synes, at de kørte lidt for meget på de syv spillere, de roterede med.
- De unge burde have haft en chance i nogle af faserne af kampen, for de lærer trods alt også af det. B-67 havde flere spillere til rådighed, og jeg tror, de kræfter i slutningen af kampen betalte sig af. Målmand Loke Svane var også en stor helt i flere omgange, med flere meget vigtige redninger, blandt andet Nagdlunguak's anførerens straffe i overtiden. Det var en virkelig intens velspillet finale af begge hold, som var meget 50/50, hvor jeg tror rutinen på B-67 trak det længste strå, fortæller han.
Flere hold skal på højere niveau
Ifølge Frederik Funch har GM-niveauet været ret svingende.
- Det er stadig tydeligt at det er svært at opstille et GM hvor alle otte hold har højt niveau. Jeg vil mene at Top 3 har leveret en rigtig stabil indsats, med god teknisk futsal der er i en rigtig god udvikling. Men vi vil jo gerne se at det måske bliver Top 5 eller 6 der alle kan kæmpe med om medaljer, for at skabe en mere konkurrencedygtig turnering, for det er i sidste ende det, spillerne udvikler sig mest af, påpeger Frederik Funch og fortsætter:
- Men de fleste hold mangler også kamptræning, som jo er en stor udfordring for dem i de mindre byer. Generelt set forbedret niveau, men stadig for mange “nemme” kampe, så man stadig på forhånd kan se, hvem der rammer Top 3, lyder det fra Frederik Funch.
Størst indtryk
Landstræner René Olsen er glad for at se udviklingen af sporten.
- De taktiske tiltag holdene har gjort har løftet spillet til nye højder. Rigtig mange spillere har vist de kan være med når det virkelig gælder og under stort pres - det var det som har gjort størst indtryk på mig i dette års mesterskaber, fremhæver landstræneren.
Han roser de hold, som ikke spiller særlig mange kampe til dagligt:
- Det var flot at se deres overblik og mentale overskud i flere situationer, og der kan man virkelig se, at det er spillere, der har udviklet sig positivt.
- Det er kun en vej mod stadig fremgang, og det er blevet nævnt flere gange: mange flere af den slags hårde og tætte kampe er absolut nødvendigt for at fortsætte den positive udvikling. Om det så er en ny struktur, regionale turneringer, flere samlinger eller noget nyt er det, vi sammen skal arbejde hen imod for at fremme vilkårene for vores sportsfolk, lyder det fra René Olsen.
Her er kåringer efter turneringen:
Årets hold:
- Nick Hermansen, Nagtoralik
- Niklas Kleist, Young Guns Futsal
- Nick Reimer, B-67
- Rene Eriksen Petersen, B-67
- Lars Erik Reimer, N-48
Årets spiller:
Lars Erik Reimer, N-48
Årets tekniker:
Rene Eriksen Petersen, B-67
Årets fighter:
Kuluk Hermansen, Nagtoralik
Topscorere:
- Niklas Kleist, Young Guns Futsal: 11 mål
- Nick Reimer, B-67: 10 mål
- Hans-Ole Kleist, Aqigssiak': 8 mål
- Kuluk Hermansen, Nagtoralik, 7 mål