Handicaporganisationen NIIK har rettet kritik af Naalakkersuisut for ikke at afsætte penge til støtte af handicaporganisationer på finansloven for 2026.
- En alvorlig ubalance mellem politisk retorik og reel handling, lyder kritikken blandt andet fra NIIK.
Handicaporganisationen NIIK har rettet kritik af Naalakkersuisut for ikke at afsætte penge til støtte af handicaporganisationer på finansloven for 2026.
- En alvorlig ubalance mellem politisk retorik og reel handling, lyder kritikken blandt andet fra NIIK.
Naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D), siger til Sermitsiaq, at hun gerne vil mane til ro, og at Naalakkersuisut vil forsøge at finde midler til handicaporganisationer ved omrokeringer:
- Jeg kan godt forstå deres kritik. Den er legitim, men jeg vil også indlede med, at jeg gerne vil mane til ro, siger Anne Wangenheim og fortsætter:
- Jeg har været i dialog med foreningerne, om at vi gerne ser og arbejder for en løsning, og der vil vi så kigge på finanslov for 2026 og kigge på de hovedkonti der er og søge en ny tillægsbevilling, så de får sikret bevillingen af den vej.
Håber på permanent ordning
Anna Wangenheim udtrykker også håb om, at det kan falde på plads, så støtten til handicaporganisationer bliver en permanent del af kommende finanslove.
- Det er jo vigtigt, at de her frivillige organisationer får en en stemme, siger hun.
Anna Wangenheim understreger samtidig, at dette års finanslovsforhandlinger har været præget af, at Landskassen mangler penge:
- Der er en kamp om pengene, så derfor har jeg også været nødt til at kigge ud over vores landskasse.
- Jeg har været nødt til at kigge på det samarbejde, der er mellem Danmark og Grønland også på handicapområdet, fordi mange af kommunerne bruger mange penge på at sende vores handicappede borgere til Danmark, fordi der ikke er tilstrækkelig kapacitet eller kompetencer herhjemme til at varetage deres pleje og omsorg, siger Anna Wangenheim.
Beklager langt forarbejde
Hun sammenligner med situationen på sundhedsområdet, hvor Danmark er gået med til at give et stort årligt tilskud de kommende fire år.
- Staten kan sikre, at arbejdet på handicapområdet kan løftes til et højere niveau, end det er på nuværende tidspunkt, siger naalakkersuisoq.
På finansloven for 2025 blev der afsat en million kroner til at støtte handicaporganisationer, men NIIK udtrykker kritik af, at det først har været muligt for foreningerne at søge om pengene fra starten af november.
Anna Wangenheim kalder det beklageligt, at det har taget lang tid at få gjort forarbejdet, så pengene kan uddeles:
- Det er beklageligt, og forhåbentlig er vi næste år bedre forberedte, da ressortfordelingen er på plads fra årets begyndelse.