Uummannaq fjordsystem: Fraråder fortsat al unødvendig færdsel

Overvågning viser konstante forskydninger i dele af de ustabile fjeldpartier i Umiammakku Nunaat og Kangerluarsuk. Men der ses ikke en nært forestående fare for større fjeldskred eller efterfølgende farlige bølgeopskyl i beboede områder i Uummannaq Fjordsystemet, oplyser Selvstyret.

Offentliggjort

Overvågningen viser konstante forskydninger fra få millimeter op til centimeter i dele af de ustabile fjeldpartier i Umiammakku Nunaat og Kangerluarsuk.

Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse med de seneste informationer om områderne med de ustabile fjelde.

Overordnet er konklusionen, at der ikke ses en nært forestående fare for større fjeldskred eller efterfølgende farlige bølgeopskyl i beboede områder i Uummannaq Fjordsystemet.

Mindre hændelser kan ske

- Dog fortsætter vi med at fraråde al unødvendig færdsel ved de ustabile fjeldpartier, da mindre skredhændelser kan ske når som helst, skriver Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling.

Departmentet skriver blandt andet følgende om de to områder:

Observerede stenskred ved Umiammakku Nunaat 1 kan være et tegn på en kommende skredhændelse i de nederste glidepakker. Derfor kan det være farligt at færdes tæt ved de ustabile fjeldpartier, og al unødvendig færdsel i de berørte områder frarådes. En skredhændelse fra disse glidepakker vil dog være for lille for at kunne danne farlige tsunamiopskyl i beboede områder.

I Kangerluarsuk er der fortsat konstante forskydningsbevægelser i de ustabile fjeldpartier. De største forskydninger ses i de nedre dele af de ustabile fjeldsider.
Næste vurdering vil blive offentliggjort onsdag den 3. januar 2024. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi informere tidligere.

- Blå områder viser registrerede bevægelser, mens den røde farve markerer områder med flere registrerede stenskred i løbet af november 2023. Et ustabilt område består af en eller flere sammenhængende glidepakker, som bevæger sig med forskellige hastigheder, skriver departementet om nedenstående kort.

De små gule felter markerer fjeldenes beliggenhed.

Powered by Labrador CMS