BESTYRELSE IGANGSÆTTER UNDERSØGELSE

USA's udsending til Grønland er blevet inviteret til hundeslædevæddeløb - helt upassende, siger KNQK

Bestyrelsen i KNQK finder det uacceptabelt, at der udøves politisk pres udefra og vurderer derfor, at deltagelse af udenlandske politiske aktører i Avannaata Qimussersua er helt upassende, oplyser foreningen, der via en henvendelse fra en amerikansk journalist har fundet ud af, at USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er blevet inviteret til Avannaata Qimussersua.

Den 8. januar 2026 modtog KNQK en henvendelse fra en amerikansk journalist, hvori det fremgår, at USA’s præsidents nyligt udpegede udsending, guvernør Jeff Landry, er blevet inviteret til Avannaata Qimussersua, oplyser KNQK-formand Mikkel Jeremiassen.
Offentliggjort

Det traditionsrige hundeslædevæddeløb Avannaata Qimussersua trækkes igen i år ind i dramaet om USA's interesse i at overtage Grønland.

KNQK, foreningen for hundeslædekuske, skriver i en pressemeddelelse natten til tirsdag, at USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er blevet inviteret til Avannaata Qimussersua.

- Den 8. januar 2026 modtog KNQK en henvendelse fra en amerikansk journalist, hvori det fremgår, at USA’s præsidents nyligt udpegede udsending, guvernør Jeff Landry, er blevet inviteret til Avannaata Qimussersua, skriver Mikkel Jeremiassen, formand for KNQK.

Hvem har inviteret?

Bestyrelsen betegner den mulige deltagelse som upassende, og KNQK vil nu undersøge, hvem der står bag invitationen:

- Bestyrelsen i KNQK finder det uacceptabelt, at der udøves politisk pres udefra, og vurderer derfor, at deltagelse af udenlandske politiske aktører i Avannaata Qimussersua er helt upassende.

- Bestyrelsen samarbejder i øjeblikket tæt med protektorer om at klarlægge, hvem der har fremsendt invitationer til udenlandske aktører. Når denne undersøgelse er afsluttet, vil bestyrelsen orientere yderligere, skriver Mikkel Jeremiassen i pressemeddelelsen.

Jeff Landry er guvernør i delstaten Louisiana, og han blev i december udpeget af Donald Trump som såkaldt særlig udsending til Grønland. Jeff Landry udtalte i forbindelse med sin udnævnelse, at han så frem til at arbejde for at gøre Grønland til en del af USA.

Konsulat sponsorerede løbet i 2025

Avannaata Qimussersua blev i de første måneder af 2025 ligeledes en central del af den amerikanske interesse for Grønland, fordi det amerikanske konsulat gik ind og sponsorerede begivenheden.

Derudover skulle Usha Vance, hustru til USA’s vicepræsident JD Vance, have været blandt publikum, men aflyste sit besøg. Samtidig overvejede KNQK at invitere USA’s forsvarsminister Pete Hegseth, da der var planer om at benytte det amerikanske militærs helikoptere til transporten af kuske og hunde.

KNQK fik i 2025 massiv kritik fra flere sider for at have taget imod den amerikanske støtte, samtidig med at Grønland var under pres fra præsident Donald Trump, som også dengang kom med udtalelser om at ville overtage Grønland.

Mikkel Jeremiassen fortalte i april 2025 til Sermitsiaq, at løbet var i fare for aflysning uden det amerikanske sponsorat, og derfor fortrød han ikke, at amerikanerne blev involveret i løbet.

Powered by Labrador CMS