USA-besøg: Politiet lukker private overflyvninger i Kangerlussuaq

Grønlands Politi har indført overflyvningsforbud i Kangerlussuaq i forbindelse med den amerikanske udenrigsministers besøg i Grønland.

Offentliggjort

Ingen private overflyvninger i Kangerlussuaq torsdag den 20. maj i tidsrummet kl. 11.00 og kl. 18.30.

Det har Grønlands Politi besluttet af sikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinkens besøg i Grønland i morgen.

- Forbuddet er gældende for droner, private helikoptere og private fly. Inden- og udenrigs kommercielle flyvninger vil stadig være tilladte, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Vigtigt besøg

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, slutter Arktisk Råds møde med at komme på lynvisit i Kangerlussuaq.

Her skal formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede byde Antony Blinken velkommen. Det bliver Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg, der skal holde møde med Antony Blinken. Der bliver rig mulighed for at drøfte forholdet og samarbejdet mellem Grønland og USA, hvor besøget vil vare i omkring fem timer.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod skal også være i Kangerlussuaq i forbindelse med Antony Blinkens besøg.

Besøget sluttes af med et pressemøde.

Powered by Labrador CMS