MIO i åbent brev til Naalakkersuisut: Børn har kun én skolegang
Børnerettighedsorganisationen MIO efterlyser mere viden og klarere rammer for de nye ændringer til folkeskoleloven.
Naalakkersuisut vil indføre omfattende ændringer til folkeskoleloven, men MIO er bekymret for flere af forslagene.
Foto: Oscar Scott Carl
Under denne efterårssamling er der intet mindre end fire forslag om folkeskolen.
Heriblandt et forslag om ændringer til folkeskoleloven fra naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen (D), som efter planen skal behandles anden gang den 3. november.
Nu kommer børnerettighedsorganisationen MIO igen med et opråb til Naalakkersuisut. De er enige i, at folkeskolen skal udvikles, men i et åbent brev til Naalakkersuisut stiller de spørgsmålstegn ved, om de foreslåede ændringer bygger på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
MIO skriver, at der dem bekendt er igangsat en ny evaluering af folkeskolen med frist i 2027, som derfor først vil ligge klar, når Inatsisartut har færdigbehandlet Naalakkersuisuts forslag.
- Børn har kun én skolegang. De børn, der går i skole i dag, får ikke mulighed for at tage den om, hvis det senere viser sig, at væsentlige reformelementer ikke havde den ønskede effekt. Før omfattende ændringer gennemføres, bør det derfor være belyst, hvordan de vil påvirke børns læring, trivsel, udvikling og fremtidige muligheder. Samtidig bør det kunne sandsynliggøres, at ændringerne er til barnets bedste, skriver MIO.
Ændringer i sprogundervisningen
Den nye folkeskolelov vil blandt andet betyde, at yngstetrinnet får markant færre fag, hvor grønlandsk og matematik prioriteres.
Dansk og engelsk vil derimod blive til introduktionsfag og først blive til egentlige fag i 4. klasse.
Ideen er at styrke elevernes modersmål som grundlag for at lære fremmedsprog.
MIO støtter ambitionen om at styrke børns modersmål, men de mener ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at senere sprogstart forbedre elevernes læring.
De har derfor spørgsmål til, hvilke rammer introduktionsfagene får, og hvordan undervisningen fra 4. klasse skal tilrettelægges og styrkes for at give børnene de nødvendige sprogkompetencer.
- Der er behov for klare nationale rammer, så undervisningens kvalitet og børns sproglige udvikling ikke afhænger af den enkelte skoles ressourcer eller prioriteringer.
MIO henviser blandt andet til, at der kun er 10 erhvervsuddannelser som kan gennemføres fuldt ud på grønlandsk. Og ingen af de videregående uddannelser i Grønland kan gennemføres udelukkende på grønlandsk.
- For at gennemføre en videregående uddannelse er det nødvendigt at beherske dansk og i nogle tilfælde også engelsk.
Vil færre skoledage være til barnets bedste?
Lovforslaget lægger også op til at forkorte skoleåret, så 1. til 3. klasse får mellem 180 og 200 skoledage, imod de 200 til 240 skoledage i dag.
Det bliver op til kommunerne at tilrettelægge, hvor mange skoledage der er på et år.
MIO er bekymret også selv om færre skoledage ikke bliver et krav for alle skoler. De savner en undersøgelse af, om færre skoledage vil være til barnets bedste.
- For mange børn giver skolen mere end undervisning. Den giver også fællesskab, stabile relationer til voksne, struktur i hverdagen og mulighed for deltagelse. Et kortere skoleår er derfor en ændring, der kan få betydning for børns hverdag, læring, trivsel og udvikling.
- Vi bør kende konsekvenserne for børnene, inden vi træffer en sådan beslutning. Hvis beslutningen kræver mere viden, bør den viden foreligge først, skriver børneorganisationen.
Krav om børneattester ved praktikforløb
Naalakkersuisut vil også indføre nye erhvervsklasser i 9. og 10. klasse, som skal kombineres med elevernes almindelige undervisning. Erhversundervisningen skal ske i samarbejde med uddannelsesinstitutioner.
MIO savner belysning af, hvilke konsekvenser erhvervsklasser kan få for børns læring, trivsel og videre uddannelsesmuligheder.
- Det gælder blandt andet risikoen for tidlig opdeling af elever, undervisningens kvalitet, behovet for faglig støtte og elevernes muligheder for at fastholde deres faglige udvikling og uddannelsesmuligheder.
De mener også, at praktikforløb i forbindelse med erhvervsklasser, skal have et reelt læringsformål og foregå under trygge forhold.
- MIO finder det problematisk, at lovforslaget alene stiller krav om børneattester i relation til elever under 15 år. Elever på 15, 16 og 17 år er fortsat børn og har samme ret til beskyttelse som yngre elever.
De ønsker derfor, at kravet om børneattester omfatter alle praktiksteder, hvor voksne får direkte kontakt med elever under 18 år.
Lovforslaget fra Naalakkersuisut blev ved førstebehandlingen henvist til Kultur-, Uddannelse-, Forskning- og Kirkeudvalget, men der er endnu ikke kommet en betænkning. Forslaget skal efter den nuværende dagsorden færdigbehandles 11. november.