Den profilerede grønlandske erhvervskvinde Krissie Winberg Berthelsen, Nuuk, er overraskende gået af som formand for Grønlands Erhverv, GE.
Det har ikke været muligt at træffe hende til en kommentar til, hvorfor hun er fratrådt.
Den profilerede grønlandske erhvervskvinde Krissie Winberg Berthelsen, Nuuk, er overraskende gået af som formand for Grønlands Erhverv, GE.
Det har ikke været muligt at træffe hende til en kommentar til, hvorfor hun er fratrådt.
Næstformanden, den 61-årige Jens Peter Pars, Ilulissat, er konstitueret som bestyrelsesleder.
– Jeg har ingen andre kommentarer, end at jeg er konstitueret på posten indtil næste delegeretmøde, siger han til Sermitsiaq.
Jens Peter Pars oplyser, at der er en pressemeddelelse om skiftet på topposten i GE-bestyrelsen på vej fra Grønlands Erhverv.
At Jens Peter Pars nu er bestyrelsesleder fremgår ligeledes af GEs hjemmeside, selv om der ikke er udsendt en pressemeddelelse endnu om det.
Krissie Winberg Berthelsen afløste i april 2023 Henrik Leth som formand for erhvervsorganisationen GE. Hun var organisationens første kvindelige formand.
Siden 1966 har Grønlands Erhverv varetaget Grønlands erhvervslivs interesser. Medlemmerne tæller ifølge organisationens hjemmeside 320 virksomheder med omkring 8.400 ansatte, fordelt på alle landets erhvervssektorer. Det er lige fra små og mellemstore virksomheder til store selskaber, der opererer på de internationale markeder.
GE er Grønlands største og førende erhvervsorganisation, der både repræsenterer langt de fleste virksomheder og cirka 80 procent af landets samlede private erhvervsliv lønsum. Det gør, at GE har en central position på arbejdsmarkedet og i forhold til Naalakkersuisut, Inatsisartut og myndighederne.
Krissie Berthelsen Winberg ejer spisestederne Esmeralda og Pascucci i Nuuk. Hun er desuden stifter af Nanubørn, hvor hun gennem 12 år lavede projekter til gavn for udsatte familier, og hun var i perioden 2019-21 medlem af Royal Greenlands bestyrelse.