Ung spritbilist skabte ravage i Aasiaat

Politiets vagtchef, Thomas Jeppesen, melder om en begivenhedsrig weekend for politiet – herunder en spritbilist, færdselsuheld og brand i Tasiilaq.

Døgnets hændelser i Grønland, omfatter både brugstyveri af køretøj, færdselsuheld, butikstyveri og brand. Meldingerne kommer fra flere byer i Grønland
Offentliggjort

En ung mand uden kørekort skabte tidligt søndag morgen ravage i Aasiaat, da han i beruset tilstand stjal et køretøj og begav sig ud på en køretur gennem byen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.32, efter at den unge spritbilist havde forårsaget to færdselsuheld med materielle skader på både bilen og andre genstande til følge.

Trods den hasarderede kørsel kom hverken føreren eller andre personer til skade, og politiet fik kort efter standset manden, som nu er sigtet for blandt andet både brugstyveri og de forvoldte skader, oplyser vagtchef Thomas Jeppesen.

Tyveri i Brugseni

Søndag middag klokken 12.53 måtte politiet rykke ud til Brugseni i Nuuk, efter en anmeldelse om butikstyveri. En person var her blevet taget i at stjæle madvarer fra butikken, hvilket resulterede i en øjeblikkelig sigtelse for butikstyveri, oplyser vagtchefen.

- Han er blevet sigtet for at have stjålet madvarer - altså butikstyveri, forklarer Thomas Jeppesen. 

Færdselsuheld på en parkeringsplads 

Samme eftermiddag, klokken 15.57, måtte politiet også rykke ud til en parkeringsplads i Sisimiut, hvor to biler var stødt sammen. 

Politiet ankom til stedet for at optage rapport, og der er ikke meldinger om personskade i forbindelse med sammenstødet.

Brand i Tasiilaq 

I går aftes, søndag klokken 19.12, udbrød der brand i et affaldsanlæg i Tasiilaq, som blandt andet anvendes til komprimering af plast.

Brandvæsenet rykkede hurtigt ud til bygningen, hvor de konstaterede, at der ikke befandt sig personer i de røgfyldte lokaler, og der er således ikke meldt om personskade.

Selvom intet umiddelbart tyder på en kriminel handling, har politiet afspærret området og iværksat en brandteknisk undersøgelse for at fastslå den præcise årsag til branden og udelukke mistænkelige forhold.

Powered by Labrador CMS