Ivalo skulle hjælpe Narsaqs børn. Men ingen lærte hende hvordan

Da Ivalo Knudsen 1. juli blev ansat i som sagsbehandler i Kommune Kujalleqs børne- og ungeforvaltning i Narsaq, var hun glad.

Naalakkersuisut overtog ansvaret i Kujalleq – men store problemer fortsatte på børneområdet

- Hvis man på en eller anden måde kunne være med til at løfte en by, og hvis man begyndte med børnene, som jo er dem, vi skal tage hånd om for at byen kan få det bedre på længere sigt – det gad jeg da godt at være med til, fortæller hun.

Hendes arbejdskraft var der også hårdt brug for.

Siden 7. november 2024 har Naalakkersuisut, på grund af store udfordringer i Kommune Kujalleq, haft ledelses- og forvaltningsansvaret for børne- og ungeområdet samt handicapområdet i hele Kommunen.

Men som mediehuset har afdækket, færdiggjorde konsulentfirmaet BDO i juni en statusrapport over Naalakkersuisuts arbejde, der blandt andet belyser, at det har stået skidt til med rekrutteringen af sagsbehandlere.

Faktisk viste konsulenternes undersøgelse, at det så værre ud i Narsaq, end det gjorde, før Naalakkersuisut overtog området.

Dengang for to år siden var Narsaq fuldt bemandet, men i BDO-rapporten står der, at der kun var én sagsbehandler til at varetage byens 183 sager på børneområdet, hvor man ifølge kommunens egne oplysninger ellers var normeret til i alt fire medarbejdere og heraf tre sagsbehandlere.

Da avisens udsendte var i Narsaq i slutningen af september, var situationen ikke blevet meget bedre. Her var det Ivalo Knudsen der var den eneste sagsbehandler på posten.

Men da vi mødte hende, var hun netop blevet opsagt.

Samvittigheden under pres

Ivalo Knudsen er født og opvokset i Narsaq, og efter 17 år væk fra byen, fik hun hjemve. Så da hun i april så et jobopslag fra Kommune Kujalleq, der søgte en sagsbehandler med ansvar for børn og unge, greb hun muligheden og søgte det.

- Børnenes velfærd interesserer mig rigtig meget, fortæller hun.

Mens hun og hendes familie boede i Nuuk, var hun med til at arrangere en demonstration mod tvangsfjernelse af grønlandske børn i Danmark. Derudover har hun været partsrepræsentant og bisidder for familier i børnesager.

Ud over sit personlige engagement for børn og børnefamilier, har Ivalo Knudsen ikke nogen faglig baggrund som socialrådgiver eller lignende. Hun har en universitetsbaggrund og en bachelor i teologi fra Ilisimatusarfik.

Alligevel blev hun kaldt til samtale i Kommune Kujalleq.

- Til jobsamtalen virkede de glade for, at jeg havde søgt jobbet og for min baggrund som teolog, husker hun.

Samtalen gik godt, hun fik jobbet – og de lovede hende en grundig sidemandsoplæring og en gradvis introduktion til opgaverne, husker hun.

- De indgreb man går ud og laver hos familier, som en myndighed i kommunen, det er jo alvorlige ting, siger Ivalo Knudsen.

- Derfor synes jeg, det er utrolig vigtigt at vide, hvad det er, man laver helt konkret. Hvor grænsen går, hvad jeg må og hvad jeg ikke må. Det er helt grundlæggende.

Men allerede kort efter sin ansættelse, blev hun sat til at håndtere akutte børnesager, og den eneste oplæring hun havde fået, var to dages minikursus i, hvordan sagsbehandlingsprogrammet fungerede.

Efter to uger skrev Ivalo Knudsen en mail til sin leder, hvor hun udtrykte bekymring over den smule oplæring, hun havde fået.

- Jeg var fuldt ud indstillet på, at jeg ville komme ud for akutsager og situationer, hvor jeg skulle træffe svære beslutninger i arbejdet som sagsbehandler. Det kan jeg også sagtens være i. Men for borgernes retssikkerheds skyld og for at sikre, at arbejdet bliver gjort ud fra et korrekt og forsvarligt grundlag, var det et problem, at jeg ikke fik den rette oplæring, siger hun.

Ivalo Knudsens samvittighed blev ofte sat på prøve. Blandt andet de gange hun blev kastet ud i akutsager.

- Kort efter min første arbejdsdag havde jeg en akutsag, siger hun og peger.

- Endda en sag, som jeg overhovedet ikke kunne se mig selv udføre, da jeg ikke var enig i beslutningen i den pågældende sag. Den dag begyndte jeg at græde bagefter.

Kom der flere af den slags sager?

- Ja, svarer hun.

Mængden af sager steg også hurtigt.

- De allerførste par dage gav de mig en testsag, jeg kunne øve mig på, så jeg kunne lære at bruge systemet. Herefter skrev jeg til mine kollegaer, at hvis der var sager, de mente, jeg skulle prøve at give mig i kast med – eventuelt med noget hjælp – kunne de sende dem, svarer hun.

- Så kom der én, og det var fint. Og så kom der pludseligt en mere – og så begyndte det at flyde ind med nye underretninger, siger hun og tilføjer:

- Til sidst sad jeg med – jah. Jeg har ingen idé om, hvor mange sager det var.

Når det er akut, er Nuuk langt væk

- Det går okay, men sagerne kører meget langsomt og hober sig hurtigt op, når der ikke er nogen, jeg bare sådan lige kan følge eller spørge, ved min side. Jeg har et telefonnummer til Socialstyrelsen for sparring, men det er hellere ikke altid, at der lige er tid.

Sådan skrev Ivalo Knudsen i en mail til sin chef 27. juli. Faktisk skrev hun flere mails, hvor hun efterspurgte oplæring, men det var som om, der ikke rigtigt skete noget.

I kraft af at Naalakkersuisut formelt havde ansvaret for området, fik hun at vide, at hun kunne kontakte Socialstyrelsen i Nuuk, hvis hun havde behov for støtte og vejledning.

- Men det er jo ikke altid, at folk tager deres telefoner, og især ikke hvis man står i en akutsag med en borger ved siden af, der har brug for et svar her og nu. Hvis der så ikke er nogen i Nuuk, der tager telefonen, så står man altså virkelig alene, siger Ivalo Knudsen.

I BDO-rapporten fra juni, vurderede konsulenterne, at der i hele Sydgrønland fortsat var stort behov for støtte fra Socialstyrelsens Team Kujalleq. Mens Ivalo Knudsen var ansat, kom der kun besøg fra Socialstyrelsen, da hun i begyndelsen skulle introduceres til sagsbehandlingsprogrammet.

- Ellers sad vedkommende og tog sig af de mest akutte sager, hvor jeg indimellem kunne stille spørgsmål, når der ikke var for travlt.

Under et kursus i psykisk førstehjælp, som hun var på i Qaqortoq med sine kollegaer i slutningen af august, og hvor flere af hendes ledere deltog, bragte Ivalo Knudsen oplæringsmanglen op i plenum.

- For at se, om der var andre i de andre lokalafdelinger, der også sad i samme båd. Men lederne gik straks i selvforsvar, og der kom en mærkelig stemning. Jeg tænkte, at de måske synes, det var ubehageligt at blive konfronteret – men jeg havde jo skrevet til dem forinden, siger Ivalo Knudsen.

Selvom hun gentagne gange bad om den, kom den sidemandsoplæring, hun var blevet stillet i udsigt til jobsamtalen, ikke. Det var utrygt og frustrerende. Hun savnede, at ledelsen i Kommunen og Socialstyrelsen tog ansvar og tog hendes oplæring alvorligt.

- Jeg følte ikke, jeg havde nogen kompetencer – så jeg tænkte, at hvis kommunen ikke gad at lære mig det ordentligt, måtte jeg gøre det ud fra min egen mavefornemmelse som mor, siger hun.

Mange uafsluttede sager

I de tre måneder, hvor Ivalo Knudsen var ansat, hobede de uafsluttede sager sig op.

Ofte blev hun nødt til at oprette sager, ordne det mest akutte, og derefter at åbne endnu en, inden hun kunne nå at afslutte den forrige.

- Jeg havde behov for, at der var nogen, der kom og hjalp mig med at få sagerne afsluttet ordentligt, fortæller hun.

At sidde med ansvaret for de mange børnesager var overvældende, og Ivalo Knudsen begyndte i løbet af september at se sig om efter et andet arbejde.

Til sidst – over to måneder efter hun blev ansat – kom der endelig hjælp i form af en ekstern konsulent, som kommunen havde hyret til at sidemandsoplære hende.

- Jeg var bare så glad, sagde Ivalo Knudsen.

Egentlig skulle konsulenten have hjulpet Ivalo Knudsen i fjorten dage, men vedkommende blev fem dage forsinket på grund af teknik og dårlige vejrforhold.

Og så blev Ivalo Knudsen fyret.

I et skriftligt referat fra en telefonisk samtale, som Ivalo Knudsen havde med sin leder i forbindelse med fyringen, står der, at man har valgt at stoppe hendes ansættelse efter prøvetiden på tre måneder.

- Vi har under hendes ansættelse håbet på, at hendes uddannelsesbaggrund som teolog ville passe godt til de arbejdsopgaver der er relateret til stillingen som sagsbehandler, står der i referatet.

Argumentet om, at det skulle være manglen på relevant faglighed, der i sidste ende kostede hende jobbet, mener Ivalo Knudsen er ”tyndt”, når hun ikke blev oplært i det omfang, hun havde brug for.

Tror du, at det var fordi, de ikke havde tid til det eller ressourcer til det?

- De har ikke ressourcer til det, og der er simpelthen så meget udskiftning hele tiden. Så jeg tror simpelthen ikke, at de gider mere – og det er egentlig også forståeligt nok, svarer Ivalo Knudsen.

Savner ledelsesansvar

I dag arbejder Ivalo Knudsen som kontorfuldmægtig ved Levnedsmiddelskolen, Inuili, i Narsaq. Det synes hun er dejligt.

- Men et eller andet sted er det selvfølgelig også ærgerligt. Der var jo en grund til, at jeg søgte det job hos kommunen. Jeg interesserede mig jo for det – også for at være med til at fremme børnenes trivsel.

Ivalo Knudsen sidder i dag tilbage med en oplevelse af, at ledelsen i kommunen og Socialstyrelsen ikke gør nok for at sikre, at de mennesker, der sidder med ansvaret for børnesager, bliver klædt godt nok på til forsvarligt at kunne håndtere de dilemmaer og skæbner, som man møder i arbejdet som sagsbehandler.

- Det er ikke bare et arbejde, det er mennesker, man har med at gøre, og det er deres liv, man har i sine hænder, siger hun.

At hun ikke selv fik lov til at bidrage til det arbejde, frustrerer hende.

- Det at de lovede mig en grundig oplæring, og at de ikke ville give slip for mig, før jeg sad med sagerne selv, men så vælger at opsige mig med det grundlag, at min baggrund som teolog alligevel ikke passede – det er absurd.

Hvis du tænker tilbage, tror du så, at den rette oplæring ville kunne have gjort, at du ville kunne have trivedes der?

- Det tror jeg. Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men det tror jeg. Det ville i hvert fald ikke have skabt så mange frustrationer, svarer hun.

Sermitsiaq har forelagt kritikken om utilstækkelig og mangelfuld oplæring af nye sagsbehandlere, der rejses i denne artikel, for Kommune Kujalleq, Socialstyrelsen og Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling. Vi spurgte blandt andet, hvorfor Ivalo Knudsens henvendelser og bekymringer om den manglende oplæring ikke førte til tidligere handling.

Socialstyrelsen og Kommune Kujalleq har valgt at besvare kritikken samlet. De henviser til deres tavshedspligt og reglerne om personoplysninger og ønsker derfor ikke at kommentere på Ivalo Knudsens konkrete ansættelsesforløb. Besvarelsen er derfor af generel karakter og kan læses i faktaboksen.

Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling henviser til Socialstyrelsens svar.