Fiskeindustrien kan nu sende torskehoveder og fiskeskrog billigere ud af landet
En aftale mellem Royal Arctic Line og fiskeindustrien sænker fragtprisen på restprodukter som fiskehoveder, indvolde og fiskeskrog. Det skal gøre det mere attraktivt at udnytte hele fisken og skabe nye muligheder for lokal produktion, oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse.
Torskehoveder er blandt de sidestrømme fra fiskeindustrien, som nu kan transporteres billigere ud af landet.
Foto: Oscar Scott Carl
Fiskeindustrien herhjemme får nu mulighed for at sende restprodukter fra fiskeforarbejdningen ud af landet til en lavere fragtpris.
Det sker efter en ny aftale mellem Royal Arctic Line og de tre fiskeriselskaber Royal Greenland A/S, Polar Seafood A/S og Halibut Greenland A/S. Aftalen betyder, at fragtraterne sænkes for såkaldte sidestrømme. Det omfatter blandt andet lever, hoveder, maver, skind og skrog fra fisk.
Med de lavere fragtrater bliver det billigere for fiskeindustrien at transportere produkterne videre til andre markeder, hvor de kan udnyttes. Samtidig får Royal Arctic Line mulighed for at udnytte den ledige kapacitet på skibene, når de sejler ud af Grønland.
- En større udnyttelse af sidestrømme kan både styrke værdiskabelsen og skabe grundlag for nye aktiviteter og arbejdspladser. Derfor er vi glade for at bidrage til et samarbejde, hvor hele fiskeribranchen arbejder for at udnytte råvarerne bedre, siger Niels Clemensen, administrerende direktør i Royal Arctic Line.
Kan give mere lokal produktion
De lavere fragtpriser skal ikke kun gøre det billigere at sende restprodukterne ud af landet. De kan også gøre det mere attraktivt at transportere produkterne mellem indhandlingssteder og produktionsanlæg i Grønland.
Det kan ifølge parterne skabe bedre muligheder for at samle og forarbejde flere af fiskens dele lokalt frem for at sende dem direkte videre eller lade dem gå til spilde.
- Hvis flere sidestrømme ikke alene kan udnyttes bedre, men også forarbejdes i Grønland, skaber det nye muligheder for både produktion og værdiskabelse lokalt. Det er en udvikling, som hele branchen har interesse i at understøtte, lyder det i en fælles udtalelse fra fiskeindustrien.
Naalakkersuisoq for fiskeri, Peter Borg (D), glæder sig også over initiativet.
- Jeg er glad for at se, at der fra erhvervets side er taget større initiativer til at styrke forædlingen af fisk og skabe mere værdi af vores fiskeressourcer, siger Peter Borg.