I takt med at flere udenlandske børn og
unge flytter til Grønland, er der opstået en ny virkelighed i folkeskolen.
En
virkelighed, hvor sproget bliver en barriere – og hvor hverken elever eller
lærere altid får den nødvendige støtte.
Den udfordring anerkender naalakkersuisoq
for uddannelse, Nivi Olsen (D).
- Det er min vurdering, at folkeskolen i dag
ikke er tilstrækkeligt gearet til at modtage og integrere nyankomne elever uden
grønlandsk eller dansk sproggrundlag, udtaler hun i et skriftligt svar til AG.
Ifølge Nivi Olsen er et centralt problem,
at nyankomne elever ofte placeres direkte i almindelige klasser uden
tilstrækkelig hjælp.
- Det er mit indtryk, at mange nyankomne
elever bliver placeret direkte i klasser uden den nødvendige sproglige støtte, siger Demokraternes naalakkersuisoq for uddannelse.
Det betyder, at eleverne ikke alene skal
lære nye fag – men også nye sprog samtidig. Og det kan få konsekvenser for både
deres faglige udvikling og trivsel.
Samtidig peger hun på, at sproget er nøglen
til at kunne deltage i samfundet.
- For nytilkomne børn og unge er det
afgørende, at de lærer vores sprog, så de kan følge skolegang og senere uddanne
sig, lyder det.
Et system uden modtageklasser
I dag findes der ikke længere
modtageklasser i folkeskolen. I stedet får nyankomne elever midlertidig
undervisning i grønlandsk, men uden faste rammer for omfang eller varighed.
- Folkeskoleloven sætter ikke rammer for
varigheden af denne supplerende undervisning, konstaterer Nivi Olsen.
Det betyder i praksis, at indsatsen
varierer fra skole til skole. Nogle elever får målrettet støtte – andre langt
mindre. Resultatet er et uensartet system, hvor ansvaret i høj grad placeres
lokalt.
Konsekvensen mærkes i klasselokalet.
- Lærerne står i en udfordrende situation,
og det ansvar kan ikke placeres hos den enkelte lærer, understreger hun.
Samtidig afviser hun, at løsningen er
flersproget undervisning i praksis.
- Det er hverken realistisk eller pædagogisk
og fagligt holdbart.
Ifølge hende mangler der en samlet,
systematisk tilgang til elever med anden sproglig baggrund – og dermed et
fælles fundament for, hvordan skolerne skal løfte opgaven.
- Lærerne skal ikke stå alene med en
strukturel udfordring.
Problemet har været kendt i årevis
Kritikken fra blandt andre lærernes
fagforening, IMAK, har stået på i flere år. Og Nivi Olsen lægger ikke skjul på,
at indsatsen ikke har fulgt med udviklingen.
- Mit indtryk er, at indsatsen ikke i
tilstrækkelig grad har matchet udviklingen. Det er en situation, vi ikke kan
fortsætte i, mener hun og bekræfter behovet for politisk handling og mener, at
der skal sættes ind på flere fronter.
Først og fremmest skal lærernes
kompetencer styrkes. Hun siger:
- Efteruddannelse og kompetenceudvikling i
andetsprogspædagogik skal styrkes og gøres systematisk.
Det næste er, at der mangler grundlæggende
viden om den udenlandske elevgruppe, herunder for eksempel hvor mange elever
der er i folkeskolen med anden sproglig baggrund.
Endelig peger hun på behovet for bedre
organisering og støtte til skolerne.
En langsigtet proces
Selvom Nivi Olsen lægger op til handling,
understreger hun samtidig, at forandringerne ikke kommer fra den ene dag til
den anden. Hun siger:
- Det bliver en langstrakt proces at styrke
indsatsen. Udfordringen kan ikke løses her og nu, men kræver blandt andet bedre
data, kompetenceløft og nye organisatoriske løsninger – hvilket betyder, at
forbedringerne ikke vil kunne mærkes med det samme.
Samtidig fremhæver hun, at ansvaret for
folkeskolen ligger hos kommunerne.
- Løsningerne skal derfor findes i tæt
dialog med kommunerne.
Trods de strukturelle udfordringer
fastholder Nivi Olsen, at målet er klart: Alle elever skal have mulighed for at
lykkes.
- Alle elever, uanset sproglig baggrund,
skal mødes dér, hvor de er – både menneskeligt, fagligt og sprogligt.
Hvordan det konkret skal ske i
klasselokalet her og nu, er dog endnu ikke fuldt ud afklaret.
For eleverne, der allerede sidder i
klasselokalerne uden at forstå sproget, og lærerne, der forsøger at få
undervisningen til at hænge sammen, er spørgsmålet derfor stadig det samme:
Hvornår bliver ordene til handling?