Når sproget svigter i klasselokalet

En asiatisk elev sidder med bogen slået op foran sig, mens de andre i klassen er i gang.

Læreren taler, eleverne svarer, og opgaver bliver forklaret. Blyanterne bevæger sig hen over papiret. Eleven bliver siddende. Ordene giver ikke mening. Grønlandsk forstås ikke. Dansk kun i glimt. Blikket skifter mellem hæftet og de andre i klassen.

Efter et stykke tid bliver eleven sendt ud på gangen med nogle bøger, som barnet forventes at arbejde videre med på egen hånd.

For asiatiske børn, der kommer sent til Grønland som familiesammenførte, kan mødet med folkeskolen være svært. 

Ikke fordi nogen ønsker det sådan. Men fordi skolen ofte mangler tid og ressourcer til at hjælpe elever, der træder ind i undervisningen uden at kunne hverken grønlandsk eller dansk.

Det er nogle af hovedpointerne i den artikel om asiatiske børn i folkeskolen, som forskerne, lektor emerita fra RUC Kristine Juul og forsker ved det socialpædagogiske seminarium i Ilulissat Henrik Nielsen, for nylig offentliggjorde i Tidsskriftet Grønland.

AG har sat dem stævne over en ujævn Teams-forbindelse for at få uddybet deres pointer. Indledningsvis understreger de begge, at konklusionerne bygger på et begrænset empirisk grundlag, da undersøgelsen tager afsæt i erfaringer fra udvalgte byer og derfor ikke uden videre kan generaliseres til hele Grønland.

Udfordringerne er forskellige

Ifølge de to forskere er det vigtigt at skelne mellem forskellige grupper af børn med asiatisk baggrund. 

Nogle er født i Grønland. Andre er blevet familiesammenført i en tidlig alder. De har ofte gået i børnehave og lært grønlandsk, længe før de møder skolens faglige krav. 

For dem er udgangspunktet et helt andet.

- Hvis du har gået i børnehave og har lært grønlandsk dér, så er du jo allerede langt foran, forklarer Henrik Nielsen.

Han fortsætter:

- Problemerne er især markante for de børn, der først kommer til Grønland som 10-, 12- eller 15-årige, efter allerede at have gået i skole i Filippinerne eller Thailand. De kommer ikke bare med et andet sprog, men også med erfaringer fra en anden undervisningskultur. De er vant til andre rammer, en anden disciplin og andre forventninger til både elever og lærere, siger han.

Når de så træder ind i en grønlandsk klasse, skal de på én gang lære nye sprog, afkode sociale spilleregler og finde sig til rette i et skolemiljø, som i forvejen er presset.

For nogle bliver det et chok.

En skole uden modtageapparat

Et af de store problemer er, at mange af børnene ikke mødes af et modtageapparat, der er indrettet til at håndtere deres udfordringer. 

De bliver ikke nødvendigvis tilbudt et særligt forløb, hvor de langsomt kan tilegne sig sprog og skolekultur. I stedet bliver de sat direkte ind i en almindelig klasse.

- Det efterlader både eleven og læreren i en næsten umulig situation. Læreren skal undervise resten af klassen og samtidig håndtere en elev, der måske slet ikke forstår, hvad der foregår. Og eleven mærker hurtigt, at han eller hun er hægtet af, påpeger Kristine Juul, som tidligere har forsket i indvandreres kulturmøde, når de kommer til et samfund med en væsentligt anderledes kultur end deres egen.

Fortællingerne om børn, der blev sendt uden for døren med nogle bøger, fordi læreren ikke havde mulighed for at differentiere undervisningen tilstrækkeligt, overraskede de to forskere.

- Den stakkels lærer skal både lave tekstanalyse med eleverne på samme tid, som man har en, som overhovedet ingenting forstår? Og så sender de dem ud ad døren for at kunne selvstudere, siger Kristine Juul og understreger, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for ligegyldighed.

Hun fortsætter:

- Tværtimod er mange lærere og skoleledere godt klar over problemet. Men i en skole, der i forvejen kæmper med manglende ressourcer, syge lærere, svære fysiske rammer og mange andre udfordringer, bliver denne elevgruppe let en opgave, der ikke kan løses ordentligt.

Under radaren

Risikoen er, at nogle asiatiske elever bliver overset. De børn, der larmer eller ikke møder op, bliver hurtigt opdaget. 

Men dem, der sidder stille og ikke forstår, kan nemt forsvinde i mængden.

- Man ved utrolig lidt om de her børn, fordi de går under radaren, siger Henrik Nielsen og frygter for konsekvenserne:

- Når et barn ikke forstår undervisningen og ikke bliver inddraget, forsvinder lysten til at lære. Skolen bliver ikke et sted, hvor man lykkes - men et sted, hvor man hele tiden bliver opmærksom på, hvad man ikke kan.

Kristine Juul peger samtidig på, at problemet ikke kun handler om sprog. Ifølge hende kan familiesammenføringen i sig selv være vanskelig, blandt andet fordi visum- og opholdsreglerne sætter rammerne for børnenes integration. 

Nogle børn har levet adskilt fra deres mor eller far i mange år og bliver først hentet til Grønland sent, fordi familien skynder sig at få dem op, inden de fylder 18 år.

- Det betyder, at de både skal finde sig til rette i en ny familiehverdag og i et nyt skolesystem på én gang. Og det er svært, hvis man kommer som 15-årig til Grønland og ikke kan tale hverken dansk eller grønlandsk, siger han.

Når motivationen forsvinder

For nogle ender det med, at de giver op. når de ikke får et fagligt fundament i folkeskolen, står de svagt i mødet med en ungdomsuddannelse, da undervisningssproget oftest er dansk. 

Flere rammer hurtigt en ny mur - sprogligt og fagligt - og falder fra.

- Det er ikke kun et personligt nederlag. det er også et tab for samfundet. for i stedet for at blive en del af den uddannede arbejdskraft risikerer nogle at ende som ufaglærte i de samme lavtlønnede job som deres forældre, påpeger henrik nielsen og advarer om risikoen for, at der er ved at vokse en ny underklasse frem blandt de asiatiske unge.

Et symptom på en større krise

Historien om de asiatiske elever er samtidig også en historie om folkeskolens generelle tilstand.

Begge forskere gør det klart, at denne gruppe ikke nødvendigvis er skolens største problem. 

Der findes mange andre børn i grønland med vanskelige opvækstvilkår og store behov. og mange skoler arbejder allerede under meget hårdt pres.

Men netop derfor bliver de asiatiske elever et spejl, som viser, hvor svært systemet har ved at rumme børn med særlige behov.

Skoleledere, som de to har talt med, var ifølge dem både opmærksomme på problemet og frustrerede over ikke at kunne gøre mere. ikke fordi viljen manglede, men fordi ressourcerne gjorde.

Derfor er det også for let at gøre spørgsmålet til et rent integrationsproblem. Udfordringen rækker videre ind i folkeskolens kerneopgave: at gøre eleverne klar til næste skridt. 

For en del - ikke mindst dem uden sprogligt fodfæste - bliver overgangen til en ungdomsuddannelse vanskelig, fordi fundamentet ikke er på plads.