Trump får 89 kilometer grænsehegn
Få dage før ny truende nedlukning er parterne enige om grænseaftale, der kun mangler præsidentens underskrift.
Demokraterne og Republikanerne er "enige om rammerne" for en aftale om grænsesikkerhed i USA.
Det oplyser den republikanske senator Richard Shelby, der har deltaget i forhandlingerne, natten til tirsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Senatoren giver ikke flere detaljer om, hvad aftalen indebærer.
Nyhedsbureauet AP skriver ligeledes, at forhandlere fra begge partier er enige om en aftale, der sikrer finansieringen af den offentlige sektor.
Nita Lowey, der repræsenterer Demokraterne i forhandlingerne, siger, at detaljerne i aftalen kan være på plads inden onsdag amerikansk tid.
Derefter vil aftalen kræve en underskrift fra USA's præsident, Donald Trump.
Richard Shelby siger, at han "tror" og "håber", at Det Hvide Hus vil støtte aftalen.
Parterne har forhandlet, siden der i slutningen af januar blev indgået en midlertidig aftale om at genåbne dele af den offentlige sektor, der blev lukket ned kort før jul.
Den skulle sikre, at omkring 800.000 offentligt ansatte kunne vende tilbage til deres job, mens Demokraterne og Republikanerne forhandlede en permanent grænseaftale på plads.
Den midlertidige aftale om at finansiere den offentlige sektor udløber fredag i denne uge.
Meldingen fra forhandlerne kommer på samme dag, hvor præsident Donald Trump er rejst til grænsebyen El Paso i Texas til et vælgermøde.
Her forventes han at gentage sit krav om at få finansieret en grænsemur langs USA's sydlige grænse mod Mexico.
Det var netop kravet om 5,7 milliarder dollar til grænsemuren, der udløste nedlukningen før jul, der varede i godt en måned.
Mens Donald Trump har afvist at underskrive en budgetaftale for 2019 uden penge til grænsemuren, har Demokraterne nægtet at afsætte en eneste dollar til det omstridte projekt.
Aftalen mellem Demokraterne og Republikanerne indeholder tilsyneladende ikke penge til grænsemuren.
Det oplyser en talsmand fra Kongressen ifølge Reuters natten til tirsdag dansk tid.
Derimod er der øremærket knap 1,4 milliarder dollar til et grænsehegn på 89 kilometer, oplyser talsmanden.