Om et par år er det 20
år siden, at 18 kommuner i Grønland, blev reduceret til sølle fire. Siden blev
de til fem.
Hensigten var så fin. Den kommunale forvaltning i enkelte kommuner skulle
blive mere robust i sin struktur og styrkes.
Om et par år er det 20
år siden, at 18 kommuner i Grønland, blev reduceret til sølle fire. Siden blev
de til fem.
Hensigten var så fin. Den kommunale forvaltning i enkelte kommuner skulle
blive mere robust i sin struktur og styrkes.
Alle magtfulde personer snakkede
om, at sammenlægningen ville skabe bedre service og gøre kommunerne mere
levedygtige.
Ja, formålet fejlede ingenting!
Imidlertid er den
robuste struktur, der styrker den kommunale forvaltning, meget svær at få øje
på 20 år efter.
Det udeblev på Østkysten og andre yderdistrikter, og i dag kæmper det nye styre i Kommune Kujalleq hårdt med forgængerens forsømte opgaver og kæmpe skattegæld.
Og i andre kommuner er pengene små og opgaverne enorme.
Ét er at få fine og -
for nogle - vigtige samfundsanalyser lanceret, som noget, der vil give gode
forandringer og nemmere løsninger.
Et andet er at realisere dem efter
hensigten.
Uden tilsyn
Måske har forudsætninger
for de robuste og levedygtige strukturer, ganske enkelt manglet, ikke kun i
kommunerne, men især også, der hvor tilsynet skulle fungere.
Fakta er vist, at
det ikke altid går af sig selv at slå tidligere flere forvaltninger sammen til
én, fordi nogle kommuner ikke får, den hjælp, de har brug for i tide, især når
de fysisk er adskilt af hav, langt væk fra hinanden.
Tilbage står du nok og
tænker, hvad? Hvad med en gevaldig
opstramning, sådan generelt måske med midler udefra, og med omtanke samt ved
borgernes deltagelse?
Sådan kan du være så
klog og tænke højt …
Tendenser
Det er tydeligt, at Nuuk
også kæmper med, impulsive flytninger, mangel på boliger, hjemløshed og store
sociale problemer. Og uddannet og stabil arbejdskraft.
Der bliver bygget og
sømmet til den store guldmedalje i Nuuk, mens folk i yderdistrikter og mindre
bosteder måtte, og stadigvæk må, slås med dårlige boliger, nedskæringer, færre
og færre befolkningstal og manglende beskæftigelse.
I sig selv er denne
tendens global.
Centralisering eksisterer overalt i verden, hvor konsekvensen
er mangel på gode folk med uddannelser i yderdistrikter.
Hjemløshed, ekstrem
dyre boliger og fattigdom findes også i alle større byer, hvor folk samles.
Det
er lidt nok at trække på skuldrene og tænke: Og, så kom dog videre! Måske til
de steder, hvor du kan få mad på bordet, komme i biografen og måske få dig et
job.
Gå fra sult til overflod og til et sted, hvor du kan møde personalet på
sygehuset face-to-face – hvis du er så heldig. I 2026.
Eget perspektiv
Og hvad angår dit eget.
Måske er den virkelige forbedring ikke altid at ændre de ydre kår, men at
ændre ens eget perspektiv.
Nogle gange handler det nok om at acceptere
vilkårene eller bare sige at en såret sjæl, fejl og uperfekthed ikke er tegn på
dårlige kår, men en del af livet. Eller også handler det vel om at få modet til
at komme videre et nyt sted.
Det er altid drivkraften, der sætter kursen.
Som individer søger vi
oftest noget bedre; et stærkere fællesskab, en sjovere fritid, eller måske bare
en boligform, der løser ensomhed og pladsmangel på én gang.
Hvor om alting er, så
vil jeg råde dig til aldrig at glemme havets farve, der hvor du kommer fra. For
mit vedkommende er havet omkring Napasoq mere blåt, end andre steder (den
bedste).