Stor lettelse over Mikael Petersens dom

Flere af de fire kvinder bag anklagerne mod Mikael Petersen er lettede over at sagen endelig er slut og glade for resultatet, som de håber kan skabe en ny retning i debatten om sexisme og ligeværdighed.

Offentliggjort

Endelig kan kvinderne, der startede sagen mod Mikael Petersen for mere end halvandet år siden, lukke en dør i og kigge fremad. Det er reaktionen fra to af kvinderne, som Sermitsiaq.AG har været i kontakt med efter domsafsigelsen torsdag.

- Det er sidste gang, jeg kigger ind i denne udmattende, krævende og utrolige sag. Nok har landsretten sænket straffen men straf er straf, skriver den ene af de fire kvinder bag anklagerne mod Mikael Petersen, Mari Laursen på sin Facebook profil.

Landsrettens dom var en delvis stadfæstelse af skyldspørgsmålet og en formildelse af foranstaltningen fra kredsretten i februar hvor Mikael Petersen blev fundet skyldig i alle fire forhold og dømt til 60 dages foranstaltning.

Skal ikke stå alene

Mari Laursen uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at der var glædestårer over både udfald og afslutning på sagen.

- Simple ting som medmenneskelighed, respekt og ligeværdighed uanset køn, det er dagens påmindelser om, at det skal almindeliggøres og praktiseres uanset branche og stilling, siger hun.

En anden af de fire kvinder er folketingsmedlem fra Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam. Også hun er lettet over, at der er sat punktum i sagen.

- Vi startede med at være ti kvinder, der bad ledelsen om en tryggere arbejdsplads, og efter en turbulent tid, er Mikael Petersen blevet dømt i landsretten, siger hun til Sermitsiaq.AG.

- Sandheden er kommet frem i spotlyset, og det vigtige er, at vi ikke længere skal stå alene, hvis vi bliver udsat for krænkelser eller overgreb, siger hun.

Det skal aldrig ties ihjel

Aki-Matilda opfordrer andre kvinder til at sige fra, hvis de oplever ting, som de finder grænseoverskridende.

- Man skal aldrig bare gå med det alene. Snak med en du er tryg ved, eller råb højt om det, lyder hendes opfordring.

Både Aki-Matilda Høegh-Dam og Mari Laursen føler at de har kæmpet mod overmagten i denne sag.

- Aldrig lad dig slå ud af folk der ikke tror på dig, eller forsøger at få dig til at tie. Selv hvis du bliver kaldt løgner af en magtfuld person, selv hvis den person er en tidligere landsstyreformand, så kender du sandheden, og sandheden skal nok komme frem.

Mari Laursen skriver videre i sit Facebookopslag:

- Jeg havde personligt regnet med, at nepotisme vil gøre, at vi overhovedet ikke ville kunne nå hertil. At vi ville blive tiet ihjel (…) At blive udskammet til stiltiende accept. Det jo den almene bane, ikke?

Powered by Labrador CMS