Arnannguaq tog publikum med piteraq-styrke

Kæmperos til Arnannguaq Gerstrøm efter uropførelse.

Arnannguaq Gerstrøm introducerede sit nye værk med en qilaat. Til venstre Aalborg Symfoniorkesters chefdirigent Joshua Weilerstein.
Offentliggjort

Arnannguaq Gerstrøms nyeste opus, orkesterværket Lines of Belonging, tog både publikum og orkester med storm af piteraq-styrke.

Det stod klart, da værket torsdag aften blev uropført af Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus i Aalborg.

Arnannguaq Gerstrøms nyeste opus, orkesterværket Lines of Belonging, tog både publikum og orkester med storm af piteraq-styrke.

Det stod klart, da værket torsdag aften blev uropført af Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus i Aalborg.

Publikum klappede taktfast og jublede, da Arnannguaq Gerstrøm kom på scenen og fik blomster. Bifaldet fortsatte, efter at hun forlod scenen – og hun måtte frem en gang til. Så rejste orkestret sig også og klappede med.

Inden uropførelsen var Arnannguaq Gerstrøm på scenen for at fortælle om Lines of Belonging. Det er en musikalsk fortælling om at bære Grønland i sit hjerte, selv om man lever i andre kulturer.

- Det handler om historie og identitet, hvor jeg har hentet inspiration i både naturen og den grønlandske musik og sang, fortalte Arnannguaq Gerstrøm, mens hun slog rytme på qilaat og også sang aajja, ajjajjaa. Også her blev den grønlandske komponist mødt med bifald.


Hvalsang udsat for symfoniorkester

Lines of Belonging er bestilt af Aalborg Symfoniorkester og tager cirka 12 minutter at fremføre. Det var orkestrets chefdirigent, amerikansk-fødte Joshua Weilerstein, der dirigerede.

Værket begynder med en flere minutter lang sekvens inspireret af hvalernes sang. Åbningen er dybt original og minder ikke om noget andet symfonisk musik. Arnannguaq Gerstrøm bruger blandt andet en helt særlig teknik, hvor en speciel trommestik gnider på stortromme, så det lyder som hvalsang.

Resten af værket er mere rytmisk med tydelige referencer til både grønlandsk korsang og trommedans, mens også med en særlig nordisk tone, som findes hos komponister som Grieg og Sibelius.

Lines of Belonging bød på arbejde for samtlige 65 medlemmer af Aalborg Symfoniorkester. Orkestret fik fuld valuta for bestillingsarbejdet.

Efter uropførelsen rejste Aalborg Symfoniorkesters 65 medlemmer sig og klappede taktfast sammen med publikum.

Tilfreds chefdirigent

Aalborg Symfoniorkesters chefdirigent er meget tilfreds med samarbejdet med Arnannguaq Gerstrøm.

- Det var en stor ære at bestille og uropføre dette vidunderlige værk, siger Joshua Weilerstein.

- Det var en sand fornøjelse for mig at lære om grønlandsk folkemusik og kultur både gennem værket og samtaler med Arnannguaq.

- Jeg tror, at den stærke reaktion fra publikum såvel som fra orkestret var et reelt tegn på, hvor dybt rørende dette værk er, og hvor meget det blev værdsat.

Joshua Weilerstein understreger, at det grønlandske værk har haft stor betydning for ham selv personligt, fordi han er amerikaner.

- Som amerikaner var det særligt vigtigt for mig at opføre Arnannguaqs værk i betragtning af den nuværende geopolitiske situation og vise solidaritet med det grønlandske folk i denne ekstremt udfordrende tid for Grønland, siger Joshua Weilerstein.

Lykønskninger fra publikum

Publikum til uropførelsen var først og fremmest Aalborg Symfoniorkesters faste tilhørere, men også en del mennesker med tilknytning til Grønland var dukket op.

Alle var begejstrede. Især den originale indledning var noget, der blev snakket om – og der var masser af håndtryk og lykønskninger til Arnannguaq Gerstrøm, der i pausen gik ud i foyeren sammen med den nærmeste familie.

- Det var så flot – og vi er så stolte af dig, sagde svigermor Jette Posborg.

Også publikum ville trykke hånd og takke for værket, så det blev nu kun til en enkelt slurk af den kølige hvidvin.

Nordjyskes anmelder, musikprofessor Tore Mortensen, gav koncerten, der også bød på værker af Sibelius og Rakhmaninov, fem stjerner.

”Musikken var formet symmetrisk omkring et smukt, vemodigt melodiforløb, og Gerstrøm havde en sikker beherskelse af det store orkesterapparat, som hun benyttede til at tegne naturstemninger og de to nationale identiteter, som er virkeligheden for nutidens grønlændere. Et smukt og spændende bestillingsværk, som fortjener at blive fulgt op af nye værker”, skriver Tore Mortensen om Lines of Belonging.

Arnannguaq Gerstrøm er efterhånden en meget efterspurgt komponist. I denne uge er hun på Orkney-øerne nord for Skotland, hvor hun har uropførelse af strygekvartetten A bad Ice Year.

Uropførelsen blev optaget af Danmarks Radio. Hele koncerten kan høres på DR P2 18. september klokken 19.20 og 26. september klokken 12.15. Tidspunkterne er dansk tid.

- Vi er så stolte af dig, sagde Arnannguaq Gerstrøms svigermor Jette Posborg.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS