Kristian Louis Erni Jensen fanger mikroplast fra sin qajaq

Da Kristian Louis Erni Jensen som barn begyndte at prøve kræfter med at sejle i kajak, gjorde han sin mor nervøs.

Hun er født og opvokset i Narsarmijit, den sydligste beliggende bygd i Grønland, og da hun var barn, var det ikke unormalt, at folk forsvandt, når de sejlede ud på havet i qajaq.

- Så hun var ret skeptisk til at begynde med, husker Kristian Louis Erni Jensen.

Men der var intet at gøre. Hvis man tror på skæbnen, var Kristian Louis Erni Jensens sat i det øjeblik, han klemte sig ned i den smalle båd og tog de første tag med pagajen.

Kristian Louis Erni Jensen er forsker, havmiljøaktivist og kajakroer. Han bor i Lofoten i Nordnorge, hvor han arbejder som leder på et havmiljørestaureringscenter og driver sin qajaqvirksomhed Purpose Paddling.

Da Sermitsiaq møder ham i Nuuk, har han sammen med sin mor været i Grønland i tre uger for at færdiggøre et fire år langt dokumentarprojekt med titlen ’Black Carbon’, som han medvirker i. Faktisk er han hovedperson i den.

Kristian Louis Erni Jensen har været i Grønland mange gange efterhånden, men denne tur har været helt særlig, fortæller han.

- Min mor har været med mig denne gang, og for første gang, siden hun flyttede fra sin hjemby, lykkedes det os at komme til Narsarmijit, siger han.

- Og så har jeg faktisk besluttet at flytte til Nuuk.

Heltemor

Nede ved vandkanten på Nuup Saava, kan man næsten kun lige ane Sassuma Arnaas hoved.

Det er højvande, og bølgerne skvulper op på stranden, som Kristian Louis Erni Jensen lige har forladt. Han er standset ved kajakklubbens stativer.

Dagen forinden skrev Kristian Erni Louis Jensen et opslag på Facebook i håb om at kunne få lov til at låne en kajak af nogen i byen, men uden held.

- Det var også med kort varsel, det ved jeg, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor høj tærsklen for at låne en kajak virker til at være, siger han.

Kristian Louis Erni Jensen husker ikke, hvor gammel han var, da han første gang satte sig op i en kajak. Men han husker følelsen af, at det var trygt.

Han lagde han ud med at sejle i en bred kajak, der var svær at vælte. Han sejlede ligeud, frem og tilbage langs kysten, mens der altid stod folk på land og holdt øje.

Han plagede altid sine forældre om at få lov til at komme ud og sejle igen. Det var dog først, da han kom op i voksenalderen, at han for alvor fik mulighed for at tage kurser og øve sig. Siden har kajak været en integreret del af Kristian Louis Erni Jensens liv.

- Det blev måden, jeg kunne komme tæt på alt det, jeg ikke forstod omkring havet, fortæller han.

Kristian Louis Erni Jensen blev født 29. april i 1988 – ind i en lille familie, hvor kårene var trange, men hvor viljen til at overkomme alt det svære var stærk.

Det var der også brug for, for selvom der var meget kærlighed i hans barndomshjem, har Kristian Louis Erni Jensens familie båret forskellige generationelle traumer med sig, hvilket også har sat sine spor. Hans mor var en af de piger og kvinder, der fra 1960'erne og frem ufrivilligt fik opsat en spiral af danske læger.

At hun på trods af det fødte to drenge, først Kristian Louis Jensen og dernæst hans lillebror Kasper Angut Jensen, ser hun i dag som et mirakel, for hun var overbevist om, at hun ikke kunne få børn.

I dag er Kristian Louis Erni Jensens mor en daglig kilde til inspiration for ham, og han smiler, når han taler om hende.

- Vi er kommet igennem meget sammen, og jeg synes faktisk ikke, at der er nogen, der er sejere end hende, siger han.

Indimellem skal han dog minde sig selv om, at hans 74-årige mor voksede op i en tid uden internet, Facetime og ChatGPT, og hvor husene blev bygget af sten og mos, og maden var noget, man fangede.

- Nogle gange bliver jeg flov over, at jeg indimellem er blevet sur, når hun ikke har kunne finde ud af at bruge sin IPhone.

Kristian Louis Erni Jensens grin komme helt nede fra maven.

Udover sine grønlandske rødder fra sin mor, har Kristian Louis Erni Jensen også norske og danske rødder fra sin far.

- Jeg plejer at kalde mig selv for skandal-nav, fortæller han og smiler.

Uanset hvor Kristian Louis Erni Jensen befandt sig som barn, har havet og naturen haft en enorm stor betydning for ham. Hver gang han var tæt på havet, løb han ned til vandkanten. Det var her, han fandt ro.

Alt fra lektielæsning til aktiviteter med familien foregik helst udenfor. Med sine venner stod han en del på skateboard.

- Men så fandt jeg qajaq, siger han.

Efter gymnasiet brugte han noget tid på at rejse rundt i en campingvogn, indtil han fandt ud af, at han hverken ville være advokat eller læge, men at han brændte for at tage folk med ud i naturen.

Det førte til, at han i 2013 flyttede til Norge, hvor han tog en bachelor i Friluftsvejledning. Derefter endte han med at slå sig ned i Lofoten, hvor han havde base, mens han rejste verden rundt som kajakleder.

Bildæk i bunden af Sermilik

Udover at bruge mest mulig tid i naturen og i sin qajaq har Kristian Louis Erni Jensen også fra en tidlig alder været opsat på at gøre noget, der føltes meningsfuldt. Miljø, klimaforandringerne og oprindelige folks rettigheder har optaget ham, så længe han kan huske – og da han var 18 år, deltog han på sit allerførste klimatopmøde.

- Det var måske også lidt for tidligt, siger han og griner.

Også kajaksejladsen forvandlede sig til at blive meget mere end udflugter med turister og smukke billeder på Instagram.

Mens qajaq historisk har været en kundskab og et nødvendigt redskab for inuit til at skaffe mad og komme rundt, blev det for Kristian Louis Erni Jensen med tiden et redskab til at gøre en forskel og opklare havets mysterier.

- Jeg stod engang på en bred på Svalbard under midnatssolen, og jeg har aldrig set så mange hvaler på samme sted i mit liv. Dér vidste jeg, at jeg havde set nok, og at jeg nu ville være med til at beskytte det, jeg havde set, fortæller han.

Oplevelsen sendte ham tilbage til universitetet, og i 2022 færdiggjorde han sin kandidatgrad i økologi og miljøforvaltning. 

Kandidatprojektet handlede om at bruge kajakken til at indsamle mikroplastprøver – og det var det projekt, der endte med at udvikle sig til det dokumentarprojekt, som han netop har været med til at lave færdigt.

For i løbet af sin kandidatuddannelse lærte han, at 80 procent af al den mikroplast, der findes i verden, stammer fra bildæk.

Herefter satte Kristian Louis Erni Jensen sig for at finde ud af, om der mon fandtes bildækspartikler i fjordene i Østgrønland, og han fløj derfor til Tasiilaq for at indsamle mikroplastprøver. Prøverne tog han herefter med sig til et universitet i Tyskland for at få dem analyseret.

- Ved den mest afsidesliggende gletsjer, dybt inde i Sermilikfjorden, var der bildækspartikler, siger han.

- Og da vandet inde i fjorden, kommer fra gletsjerens smeltevand, stammer bildækspartiklerne med al sandsynlighed ikke lokalt fra området.

Det er i dag fire år siden, at han gjorde sit fund i Tasiilaq. Siden har Kristian Louis Erni Jensen rejst rundt i Canada og i resten af Grønland for at indsamle flere mikroplastprøver i sin kajak med et kamerahold på nakken.

På turen til Narsarmijit med sin mor, tog han de sidste prøver.

Politik og qajaq-drømme

Selvom Kristian Louis Erni Jensen først nu har taget den endelige beslutning om at flytte til Nuuk, har tanken ligget og ulmet en del i noget tid.

- Hver gang jeg har rejst til Grønland, føler jeg mig meget mere hjemme her, og meget mere frisk og til stede, siger han.

- Og så har jeg lyst til at bidrage til alt det spændende, som Grønland står i lige nu.

Han nævner den amerikanske regerings ambition om at intensivere jagten efter olie, gas og mineraler i Grønland og timingen i forhold til den forsvarsaftale, som USA underskrev med Grønland og Danmark tilbage i september.

- Jeg synes, at Grønland gør meget rigtigt, men jeg tror også, at vi skal navigere meget kløgtigt, hvis vi gerne vil undgå, at Grønland ikke ender med at blive en udvindingszone, siger han.

Ved vandet ved Nuup Saava skvulper bølgerne ikke nær så meget mere. Solen er brudt frem fra skyerne – og de forskellige farver og designs på kajakklubbens kajakker, står tydeligere frem.

- De er smukke, kommenterer Kristian Louis Erni Jensen.

Når han flytter fra Lofoten, har han tænkt sig at slæbe sine kajakker med. Han leger med tanken om at tilbyde gratis kajakture til lokale, så flere får mulighed for at blive dygtige til at padle.

- Jeg vil gerne give faklen videre til de unge mennesker og vise folk, hvor fantastiske naturoplevelser, folk kan få, hvis de vælger qajaq som levestil, siger han.

Han håber også, at kajakken kan få sin gamle status som redskab tilbage – måske ikke til fangst, men som værktøj, der kan bruges til at bedrive videnskab og bekæmpe miljøforurening i havene.

- For på den måde kan vi måske ændre kajakroning fra at være noget, som turisterne gør, til at blive en folkestolthed igen.