– Du bliver kvast af geopolitikken

- Okay, det her er et eksperiment, siger en stemme i en video.

Den tilhører Gudrun Havsteen-Mikkelsen, der er designer og visuel journalist. I ti år har hun fulgt den grønlandske minedrift tæt for at afdække, hvad den grønne omstilling, Europas oprustning og techindustriens opblomstring har med den Grønlandske undergrund at gøre.

- At finde mening i det hele, det kan nogle gange være absurd, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen og tilføjer:

- Du bliver kvast af geopolitikken.

Vi står foran det foreløbige resultat af hendes undersøgelser, en udstilling på Officinet, der er et udstillingssted for kunsthåndværk og design, som ligger i København. Meget sigende for Gudrun Havsteen-Mikkelsens egen proces har den titlen ’If in a hole, keep digging’.

Centrum af udstillingen er en videoinstallation, hvor man over tre timer og fordelt på syv skærme følger Gudrun Havsteen-Mikkelsens på sit kunstneriske mineraleventyr.

Det har ført hende til steder, som ikke er åbne for hvem som helst. Men som hun har fået adgang til gennem en følgesvend i PETG, som er en form for hård plastik. 

Sin trojanske hest, som hun kalder den: En kasse på tre ben, som hun selv har designet, der står i den ene ende af udstillingslokalet.

Inde i den er der sensorer, som kan måle ting som varme, kuldioxid, lys og lyd. Fra dens bug hænger en geofon, der kan måle jordens rystelser.

Altså er den et apparat til at måle miljøpåvirkninger med. Men faktisk er Gudrun Havsteen-Mikkelsen ikke så optaget af miljøspørgsmålet, fortæller hun.

- Jeg er mere interesseret i de sociale og geopolitiske aspekter ved minedrift, siger hun.

Men ved at udgive sig for at være miljøentusiast, der skulle foretage målinger, var det muligt for hende at komme ind steder, som ellers var lukkede for offentligheden.

- Når det kommer til miljø, har mineralsektoren nemlig ikke noget at skjule, fordi de følger den gældende lovgivning, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

- Med et sensorobjekt kunne man snige sig uden om de politiske finesser og investorernes paroler, og indefra minesektoren overvåge kapløbet, siger hun på videoen.

Ramt af guldfeber

Med sin trojanske sensorhest og sit videokamera har Gudrun Havsteen-Mikkelsen fulgt mineoperationer på Aatsitassalerinermik Ilinniarfik (KTI Råstofskolen) i Sisimiut, fulgt geologer, der har taget prøver på Kuannersuit nær Narsaq, fået adgang til Amaroq Minerals’ guldmine i Nalunaq og besøgt Greenrocs grafitmine i Amitsoq. Hun har haft mineralerne i hænderne, dokumenteret konferencer og lavet interviews med blandt andre virksomheder og forskere.

Længe har hun været optaget af mineraler.

- Jeg har altid været interesseret i glimmer, sten og sådan noget, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

Men for omtrent ti år siden fik hun decideret guldfeber.

Under sin bachelor i design, som hun studerede på Listaháskóli Íslands (Islands kunstakademi), og i forbindelse med sit afgangsprojekt, var hun i 2017 i Grønland for første gang.

Det var marts, og det sneede. Men hun havde hørt, at der var guld ved fjeldet i Nuuk-bydelen Qinngorput, så hun tog bus 1 derud for at lede efter det.

- Det er en lidt dum historie, for jeg kunne jo ikke komme igennem al den sne, og jeg havde heller ikke nogen anelse om, at der var en sø midt i det hele. Og hvis jeg så overhovedet havde fundet noget guld, så havde jeg ikke licens til at tage det ud, siger hun.

Men selvom hun ikke fandt guld, opdagede hun noget andet.

Oldefar er polarfarer

Da hun skulle til at rejse til Grønland, fortalte hendes far nemlig en del af deres familiehistorie:

Hendes oldefar er Ejnar Mikkelsen, som var en af de danskere der var polarfarer, koloniserede Østgrønland og etablerede Ittoqqortoormiit. Selvom de ikke er blodsbeslægtede, fordi at Ejnar Mikkelsen adopterede Gudrun Havsteen-Mikkelsens farfar, så har hun i andre projekter undersøgt sin arv.

For var det ikke lidt underligt?, spurgte hun sig selv dengang. For man får ikke meget at vide i Danmark, siger hun i dag med henvisning til kolonihistorien.

- Ejnar Mikkelsen vidste godt, at der var værdi i undergrunden, og på et tidspunkt havde der også været minedrift i Grønland, fortæller Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

Samtidigt med at hun ser på fortiden med et kritisk blik, kan hun relatere til sin oldefars længsel efter eventyr og viden, som hun har kunnet læse sig til i hans bøger.

- Jeg vil også finde ud af, hvad der er derude, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

For eksempel købte hun en billet til Nanortalik uden at have en fast aftale med guldminen i Nalunaq. Men tilfældigvis faldt hendes rejse sammen med, at Amaroq havde arrangeret et minebesøg for de lokale.

- Der kom en hvid bus, og den tog jeg bare med, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen, der senere introducerede sig og fik en rundvisning på området.

- Det er bare et eksempel på, at det ikke er alt, man kan planlægge sig ud af. Nogle gange må man bare tage af sted og se, hvor langt man kan komme, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

Formidler viden anderledes

- Jeg har altid syntes, det var spændende at indsamle data, og bruge den på en eller anden måde, fortæller Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

Langs med væggene på udstillingsstedet står farvestrålende kort printet på lysbokse af plexiglas, og fra vinduerne hænger lange gardiner med store dollartegn. Det ligner en slags grafik fra et computerspil. Men det er meget virkeligt:

Det er en kort, som baserer sig på offentlig tilgængelig data fra videnskabelige undersøgelser og fra Gudrun Havsteen-Mikkelsens egne observationer fra de områder, hun har interageret i. Med dem har hun ønsket at vise, hvor mange interessenter Grønlands geologi har.På kortet kan man blandt andet se forskningsstationer, militærbaser, gamle og nuværende licensterritorier, mineraldepoter, telekommunikation, datacentre samt fredede eller usædvanlige naturområder.

Kortet er markeret med overvældende mange piktogrammer.

- Jeg står på skuldrene af de institutioner og forskere, som deler deres viden med mig, og jeg vil gerne videreformidle det, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen om sin praksis.

Det gør hun ved hjælp af greb, der minder meget om journalistik og forskning, men som alligevel adskiller sig fra dem: Hun kan lave om i kronologien, hun kan lave om i proportionerne, hun kan inkludere og udelade materiale.

- Med design og visuel journalistik kan jeg tillade mig at sige og vise nogle ting, som den eksakte videnskab og den faktabaserede journalistik ikke kan, og sætte tingene lidt mere på spidsen, siger Gudrun Havsteen-Mikkelsen.

Med udstillingen vil hun ikke drage konklusioner. Man får ikke andet svar på, om mineraludvinding er en god eller en dårlig ting, end det som man selv synes. I stedet trækker hun forbindelser til geopolitik og forsyningssikkerhed.

For i takt med, at man kommer dybere ned i hendes videoværk, så bliver det tydeligt, at der er meget mere på spil end det, der funkler i undergrunden. Og Gudrun Havsteen-Mikkelsen? Hun er kun lige gået i gang med at grave.